Her hafver vi atter en gammel Digt/om den Nafnkundige Konning Tidrich/hvorledis hand frelser Løven fra Lind-Ormen/og kommer self der ofver udi stoer Vaade og Lifs Fare. Saa at Lindormen ogsaa vorder hannem mægtig/men ofvervindis dog paa det sidste af sin egen Fange/og dræbis tillige udi Bierget med sine Ellefve Unger. Løven beviser Konning Tiderich Tro og Tacknemmelighed for beviste Velgierninger/forhielper hannem ud af Bierget/tager hannem paa sin Bag/og bærer hannem hiem til sit Kongelige Huus og Slot. Hvad her kand være om i Sandhed/er troligt/at de gamle hafve holden denne Eventyr for et Tacknemmeligheds Efterkersiun. Som mand endnu daglige formercker/at umælende Bæster kunde undertiden meere skiønne paa Velgierninger/end fornuftige Mennisker.
Det var Mester Kong Tidrich/hand skulde fra Bern udride: Der fant hand den Løve og lede Lind-Orm/saa ynckelig monne de stride. Den Lindorm hand tog en af.
2. De stride i Dage/de stride i to/den tredie Dag til qvelde: Det da var den lede Lindorm/den Løve i Græsset felde. Den Lindorm hand tog en af.
3. Det da raabte den Løve af Nød/der hand saae Kongen ride: Du hielp mig Herr Kong Tidrich/og skillie mig ved denne Qvide. Den Lindorm hand tog en af.
4. Du fri mig Mester Kong Tiderich/alt for den Øfverstis Vold: Du fri mig for den forgyldte Løve/som du fører i dit Skiold. Den Lindorm hand.
5. Kom mig til Trøst du Konning god/du hielp mig for dit Nafn: At jeg staar malet i din Skiold/saa brendende som en Brand.
6. Lenge stoed hand Konning Tidrich/og tenckte hand der paa: Jeg skal hielpe denne arme Løve/i hvorlunde det monne gaa.
7. Det var Mester Kong Tidrich/og hand sit Sværd uddrog/hand fegtet med den lede Lindorm/hans Sværd stoed alt i Blod.
8. Den gode Herre loed sig icke sømme/og hand hug i saa fast: Indtil saa lenge hans gode Sværd/det mit i Hialtet brast.
9. Den Lindorm tog hannem paa sin bag/og Hesten under sin Tunge: Saa lacket hand at Bierget ind/til sine Ellefve smaa Unger.
10. Hesten kaste hand for sine Unge/Og Manden i en Vraa: Æder I nu denne lille Brad/jeg vil at sofve gaa.
11. Æde I nu denne feye Bytte/Jeg maa at hvile gange: Naar jeg vaagner af Søfne igien/da skulle I Manden fange.
12. Det var Mester Kong Tidrich hand ledte i Bierget omkring: Der fant hand det gode Sværd/som mand kalder Adelring.
13. Hand fant der saa fast et Sværd/og to forgylte Knifve: GUd naade din Siæl Kong Sigfred/her hafver du ladet dit Lif.
14. Jeg hafver været med dig i mange slag/der til i Herre-Færd: Aldrig jeg nogen Tid viste/at du var blefven her.
15. Det var Mester Kong Tidrich/vilde prøfve om Sværdet kunde due; Hand hug i den haarde Hald/at Bierget stod alt i Lue. Den Lindorm hand tog en af.
16. Det da var den unge Lindorm/saae Bierget staae i Lue: Hvo giør Bonden Ufred udi sin egen Stue.
17. Og den giorde sig saa meget vred/der til saa meget knus: Hvo giør Bonden Ufred/udi sit eget Huus.
18. Melte det de andre smaa/i Vraaen som de laae: Vecker du vor Moder af Søfn/saa ilde vil det dig gaa.
19. Svaret det Mester Kong Tidrich/hand var i Huen saa gram: Jeg skal vecke din Moder af Søfn/alt ved saa kaalder en Drøm.
20. Din Moder vog Kong Sigfred/en saa Velbyrdig Mand: Det skal jeg paa eder alle hefne/med denne min høyre Haand.
21. Op da vaagnet den gamle Lindorm/hand blef der ved saa bange: Hvo giør mig denne Uro/hvad er denne for en Klang.
22. Det er jeg Konning Tidrich/mig lyster med dig at tale: I gaar bar du mig i Bierget ind/alt under din krogede Hale.
23. Du hug mig icke Konning Tidrich/her er mit røde Guld: Det er fast bedre ladet end giort/vi blifve hver anden tro og huld.
24. Jeg troer icke paa din falske Fund/du vilt mig visselig daare: Du hafver vaaget saa mangen Heldt/det sømmer dig icke fleere.
25. Hør du Mester Kong Tiderich/du hug mig icke ihiel: Jeg viser dig din Festemøe/hun er i Bierget skiuld.
26. For ofven ved mit Hofvet/der ligger de Nøgle smaa: For neden ved mine Fødder/der kand du til hende gaa.
27. For ofven ved dit Hofvet/der skal jeg tage paa: For neden ved dine Fødder/der skal jeg lade af.
28. Først vog hand den lede Lindorm/og saa hendis Ellefve Unger: dog kunde hand icke af Bierget komme/for Ædder og Orme-Tunger.
29. Saa grof hand saa dyb en Hule/alt for sin venster Foed: At hand der icke skulde omkomme/i Ædder og Orme-Blod.
30. Da bandet først Konning Tidrich/hand blef paa Løven saa gram: Forbandet da skal være den Løve/og saa baade Laster og Skam.
31. Det volte mig den snedige Løve/Gud gifve hende Meen: Hafde hand icke været malet i min Skiold/min Hest hafde baaret mig hen.
32. Det da hørde den Løve saa prude/At Kongen klaget sig saa: du stat self fast Konning Tidrich/jeg grafver med stercken Kloa. Den Lindorm.
33. Løven grof og Konning Tidrich hug/Bierget stod alt i gløde: Hafde den Løve icke faaet hannem ud/den hafde sig sørget til døde. Den Lindorm.
34. Der hand hafde veyet den lede Lindorm/og saa hendis Ellefve Unger: Saa gaar hand af Bierget ud/Med Brynie og Skiold hine tunge.
35. Der hand nu kom af Bierget ud/hand sørget for sin Hest: Paa hannem torde hand vel lide/de hafde hver andre frist.
36. Hør du Mester Konning Tidrich/du skalt dig icke saa gremme: du sæt dig paa min brede Bag/saa listelig bærr jeg dig frem.
37. Hand red ofver de dybe Dale/og ofver de grønne Enge: Saa frit med hannem den gode Løve/lod den giennem Skofven trænge.
38. Løven og Mester Kong Tidrich/de blefve tilsammen baade. Den eene hafde frelst den anden af Kummer og megen Vaade.
39. I hvor Konning Tidrich udi Marcken reed/den Løve hos hannem løb: Naar hand atter stille sad/lagde den sit Hofvet i hans Skiød.
40. Derfore de kalde hannem Løvens Ridder/det Nafn bær hand med Ære: Alle de Dage dem Lifvet vindis/de hafde hver anden saa kiere. Den Lindorm hand tog en af.
