Det var stolten Svane-lille/Og saa hin unge Her Karl/De legte dem guldterning/Dend sommerlange dag. For hun haver snakked med svenden udaf Sverrig.
2. Hør du stolten Svane lille/Hvad jeg nu siger dig/Haver du nogen lønlig sorg/Da døl dend ikke for mig. For hun haver snakked med svenden udaf Sverrig.
3. Jeg haver ej meer lønlig sorg/End fruer og jomfruer maa vide/Men det forbyde dend øverste Gud/Jeg skulde dig det aldt sige.
4. Det var ungen Herre Karl/Hand svøber sit hovet i skind/Saa gaar hand i højeloft/For sine hovmænd ind.
5. Her sider i mine gode hovmænd/Hvad raad vil i mig kiende/Aldt om hende stolten Svanlille/Hvor jeg skal hende binde.
6. Der da svared den gamle mand/For hand var hende good/Hvorfor viltu stolt Svanelild binde/Hun har sin ære og troo.
7. Det hørde hendes pige I gaarden som hun stood/Saa gaar hun i højeloft/Fru stolte Svanelild imod.
8. I samler aldt eders guld i skriin/Og hvad i haver her inde/I vogter eder for hin unge Her Karl/Hand vil eder hyrdelig binde.
9. Det var stolten Svanelilde/Hun samler guld i skriin/Saa drager hun sig op land/Det ingen mand kiendte hende.
10. Dend tiid jeg fra hiemmet drog/Jeg havde femten gangere hvide/Dend tiid jeg kom til Lundemark/Da havde jeg kun min liide.
11. Det var stolten Svanelille/Hun kom i Sverrigs land/Der gested hun en Bartskær/Som hun da for sig fand.
12. Hør i goden Bartskær/Hvad jeg spør eder ad/Er ej Her Konning Erik/En Herr’ i dette land? For hun haver snakked med svenden udaf Sverrig.
13. Vist er hand Konning Erik/En Herre i dette land; Det vil jeg eder sige/Det maa i troo forsand. For hun haver snakked.
14. Hør i goden Bartskær/vil i med mig gaa/Da vil jeg give eder saa meget guld/Som i vil sætte paa. For hun haver snakked.
15. Det var stolten Svanelille/Hun reed sin ganger i gaard/Udgaar Her Konning Erik/Hand var vel svøbt i maard.
16. Hør du stolten Svanelild/Hvi kommer du mig paa haand/Er her ej Horer og Skøger nok/Her udi Sverrigs land.
17. Der til svared hans moder/Hun var en frue saa ven/Hun viiste hend’ i højeloft/Aldt i en opredt seng. For hun haver snakked.
18. Det var stolten Svanelilde/Satte sig i sengen ned/Det vil jeg for sanden sige/Hun fødde to sønner ved. For hun haver snakked.
19. Der var ingen i stuen der/Som hun torde vel paa lide/Saa sende hun bud i højeloft/Aldt efter sin lille pige.
20. Det var stolten Svanelilde/Hun ned i sengen sad/Saa skrev hun de lønne-breve/Saa ilde som hun gad. For hun haver snakked.
21. Tag du nu mine børn saa smaa/Og lad dem Kristendom faa/Du kald den eene Konning Erik/Den anden hin unge Her Karl.
22. Det første de have naaed syv aar/Du lad dem til skole gaa/ Naar de ere fulde femten aar/ Lad dem de lønbreve faa. For hun haver snakket med svenden udaf Sverrig.
23. Det var stolten Svanelild/ Hun havd’ ej meget godt/ Mine sønner tør end leve den dag / De hevne deres moders spot.
24. Det var stolten Svanelild/ Hun laa udi den harm/ Saa døde hun saa hastelig/ Udi sin piges arm.
25. Det stod saa i aare/ Ja vel i sexten aar/ Det var rigen Konning Erik/ Hand ej sine sønner saae.
26. Det var Her Konning Erik / Hand vild’ i marken udride/ Der møtte hannem hans sønner to/ Udi saa onde tide.
27. Vel mødt/ vel mødt Her Fader/ Nu skal i det undgielde/ Det i vor moder haver ilde giordt/ At vi maatte slegfred være.
28. Hør i det mine sønner to/ Og vill’ i lade mig leve/ Jeg giver eder det røde guld/ Og helten min Kongerige. For hun haver snakket.
29. Vi skiøtter ej eders røde guld/ Ej paa eders Kongerige/ Hvor som helst vi komme frem da spotter os vore jæfnlige.
30. Os spotte de store/ os spotte de smaa/ Det er fuld ondt at bære / I hvor vi ride/ i hvor vi gaa/ Vi kaldes slegfred at være.
31. Det var Erik og Her Karl/ Hver da sit Sverd uddrog / Det vil jeg i Sandhed sige/ Deres Fader de nedhug. For hun haver snakket.
32. Det var Erik og Her Karl/ De svunge da til hest/ Nu tøkkes os udi vort sind/ At skoven skyler os best. For hun haver snakket med svenden udaf Sverrig.
Antegnelse.
Der have været mange Konger i Sverrig med Kong Eriks Navn/ af hvilke nogle ere ihjelslagne. Men at en Fader skulde af sine Sønner være dræbt/ enddog hans Forseelse mod deres Moder kunde være stor/ er et svart Exempel. Dog Orestes efter de Grækers foregivende/ ihjelslog sin Moder/ at hevne sin Faders Død/ og mand vil ofte haver læst/ hvorledis Sønnen haver stridet mod Faderen/ fanget og ilde handlet med hannem. Ja det som mere er/ Blanka lod forgive Erik/ Sverrigs Konge/ Moderen sin Søn/ hvilken sagde/ at hand fik nu Døden af den samme/ som tilforn havde givet hannem Livet.
