Blakmand Konge vogner om nat/ Og taler hand om sine drømme: I fulde femten vintre/ Er mig ej sligt forekommet. I ride med mig om en aften.
2. Mig tykte jeg var paa Birtings-hald/Og sloges med bjørne tre; Jeg slog dem neder under mig/ Jeg vognede i alle de.
3. Siden var jeg paa Birtings-hald/Og sloges alt med en løve; Den løve traadde mig under sig/ Rev mig alt med sine kløve.
4. Svarede det den Kempe god/ Som Kongen tiente tilrede: Min Herre i agte det ingenlund/ De drømme have intet at sæde.
5. Det var Blakmænds Konning/ Sit folk mon sammenkalde; En Konge bør at holde sit ord/Skulde jeg end sejer løs falde.
6. Hjem da kom det sende-bud/ Hand mon ikke længe dvælge/ Men ingen høg og ingen Hund/ Kunde hannem ad vejen følge.
7. Her sider du ungen Alf von Jern/Og kandstu noget støder/ I morgen udi Birtings hald/ Der vil den Herre dig møde.
8. Op da stode de kemper/ Og bade sadle deres heste: Mældte det Vidrik Verlandsøn/ I sadle mig den beste.
9. De droge ud ad Holster-by/ Og frem ad Holsterby-myre; Mand talde vel 18000 mænd/ Vare læste i brynie dyre.
10. De rede frem for Birting/ Og gennem Birtings by/ Der sloge de deres folk i ring/ Giorde Vidrik til Høvedsmand paa ny.
11. De giorde dem en firekant orden/ Det kunde hver mand vel see/ Hundrede/ trediv’ og fire til/ Stode der i hverende led.
12. Hundrede/ trediv’ og fire til/ I hverende led monne komme/ Men fyretyv’ og fire til/ Saa vare de kemper fromme.
13. Paa Bortings hede sloge de deres fane/ En løve saae mand der flyve/ Det var saa mangen uskyldig mand/ Som der maatte lade sit liv.
14. Det var Vidrik Verlandsøn/Og hand hugg i saa fast/ Og fem og ni og tosser ti Hugg hand af hverende kast.
15. Det var Blakmænds Konge/ Hand saae sig om blant alde: O mon ikke Vidrik være hermed? Hvi monne mit folk saa falde?
16. Det var Blakmand Konge/ Hand blev i kinderne bleg: O havde jeg det førre vidst/ Jeg havde skyet denne leg. I ride med mig om en aften.
17. Vil nu lykken sig saa give/At jeg skal sejerløs falde/ Da skal jeg mandelig værge mig/ Det skal i spørge med alde.
18. Det var Blakmand Konge/Hand blev i huen saa mod/ Hand hugg der ned de kemper to/ De fulde for Vidriks fod.
19. Det var Vidrik Verlandsøn/ For ham blev Kongen bange/ Viltu have dit liv i dag/ Da skaltu være min fange.
20. Du skalt faa det beste fængsel/ Som nogen Konge lyster/ Og jeg vil give dig Brattingsborg/ Dertil min yngste syster.
21. Jeg haver mig en jomfru fæst/Kongens Dotter af Frankerige; Hun skal det aldrig spørge/ At jeg for een skal vige.
22. Hør det Vidrik Verlandsøn/Her er slet ingen nød; Du est en Kempe hvor af gaar savn/ For din haand vil jeg døe.
23. Saa lagde hand om sin gyldene hjelm/ Dend silke-traad hin røde/ Du hug nu Vidrik Verlandsøn/ Jeg haaber det skal ej bløde.
24. Vidrik taler til sit sverd/ Mimering mon du noget due/ Det var ikke i femten aar/ Jeg hug af vredere hue. I ride med mig om.
25. Vidrik drog sit gode sverd/ Som det var bundet i kavle/ Hand hug paa Blakmand Konge saa hart/At Odden gik i hans navle.
26. Det var Vidrik Verlandsøn/ Hand hug og ikke hand hørte; Hand hug paa Blakmand Konge saa hart/At odden i sadelen mødte. I ride med mig om en aften.
27. Mældte det Vidrik Verlandsøn/ Hand blev i kinderne rød: Det var stor ynk at see derpaa/At saadan en kempe skulde død.
28. Tage vi op det kongelige lig/ Vi lade det vel begrave; Ald ære og roos og værdighed/ Bør slig en kempe at have.
29. Nu haver jeg været i mangen dands/Blant kempe-hænder og haarde/ Men aldrig jeg tilforne fandt/ Dend sig saa mandelig vaarde.
30. Denne Vise/som i nu have hørdt/Hun haver fanget en ende; Og dend giorde Vidrik Verlandsøn/ De kemper ham fuld vel kiende. I ride med mig om en aften.
Forklaring.
Denne er en meget gammel Vise/digted af Vidrik Verlandsøn/ hvilket og vel kand være/ hvad meningen anlanger. Hvorfor jeg kalder dend Vidrik Verlandsens Vise/ som jeg har fundet for mig. Begyndelsen findes i det første hundret saaledis:
Det var ungen Ulv van Jern/ og findes mange af de samme vers i begge/hvilke jeg ikke her indfører/baade fordi meningen er fuldkommen alligevel/ saa og at jeg ikke skal fylde bogen med det/ som tilforn er prentet.
Saxo i K. Sigars Historie taler om de Blakmænd/ hvilke Alv Kong Sigers Søn overvandt/ dersom tiden kunde bekvemme/ (hvilken dog i Viserne ej altid kand være rigtig) da er det denne Alv/ som i somme Viser kaldes Ulv og disse Blakmænds Konge/ som her overvindes. Det kand sluttes af Saxo/at de Blakmænd/ have ikke boed vidt fra Sverrig/ maa skee i Bleking (thi navnene komme noget overeens) eller i Bjarmeland/som det kaldes i en gl: Haandskr: bog i Grimers Vise/ i stedet for Birtings land; Og i denne Vise siges de at have stridet paa Birtings-hede/ enddog det af disse Ord Bratens Vendel/ Birtings hald/ o. a. f. synes at være skeet i Cimberlandet. Viser ere ikke Historier/ og kunde derfor ikke alle omstændigheder saa nøje agtes.
Birtingsland/ Brattensborg/ o. a. f. synes at være almindelige navne/som siges om et hvert stridbart landskab eller sted. Hvilket let kand eragtes af dend/ som legger stæderne tilsammen/hvor disse ord i de gamle Viser findes.
Vidrik kaldes i Heldenbuch Wittich Weilandson. Wittich ɔ: Vittig. Vitiges kaldtes een af de Gotiske Konger i Italia. Vidrik. ɔ: Vid-rig/og er det samme som Sindericus ɔ: Sinderig.
Der var ej i femten aar jeg hug af vredere hu. Saa findes her rettere/ end i dend Trykte/ hvor sættes hundred aar.
Kongen bandt en rød silketraad om sin hielm/ og meente at Vidriks sverd skulde da ej skade hannem. Det er et gammelt trylleri/at giøre sig haard/som eragtes kand af Saxo i Kong Grams og K. Fridlefs Historier/ saa og Ovidii Fabler om Cycnus og Cæneus. I vor tid kaldes det Sverdbrev og Passovisk Kunst/ hvorved det dødelige legem spares en kort tid/ men den udødelige sjel forlaares evindeligen. Det er ligt med det/som Tyrkerne kalde Pandserbøn/som siges at være given Muhamet af Engelen (uden tvil af den sorte Engel) og var ham i steden for harnisk; Men i det store møde til Odensee i Fyen/1657. da det kom i tale over borde/om at giøre sig haard/sagde Kongen/at om nogen vilde give sig an/og udstaa et skud af hannem selv/vilde hand holde det for vist. Nu blev dette nok udspredt/tilmed vare og mange Militariske personer i byen/dog torde ingen vove sig hertil.
Andre derimod forgiorde deres fienders sverde/saasom den Afgud Odin kunde døve sine fienders vaabne/ja hans efterfølgere og dyrkere vidste og samme kunst/samt raad derimod/som i Visen:
Du kast dit sverd tre gang’ omkring/
Og stik det siden i jord.
Asvends kaste hand sit sverd omkring/
Fordi det var forgiordt.
Om sligt findes mere i gl. Viser og Sagar. Men i vore forfædres tider tænkte mange at giøre det ved den afskyelige Signe-kunst/ misbrugende dertil Guds ord saaledis:
Vor Herre hand drog i Herrefærd/
Hand døved’ alle dragne sverd/
Alle dragne sverd hand saae/
Dem tog hand odd og eggen fra/ o. s. f.
Alv von eller fon Jern/ som de gamle Tydske skreve det med f. og ikke v. Maaskee det er Bern i Lombardi eller Valland ɔ: Italien/hvor vore forfædre her i Norden droge af og til/frem og tilbage.
