Folkeviser

Her Ebbe lod bygge saa høj en Bure,
den staar endnu til Minde:
der synger Stær og Nattergal fore,
to Jomfruer sove der inde.
Saa listeligt de fore.

Her Ebbe skulde til Island fare,
sin Herres Ærend’ at røgte:
hans Døttre skulde tage Bure vare,
dem selv til liden Lykke.

Her Bonde og Her Skinnild
ginge med deres Moder i Raad,
Her Ebbes Døttre at gille
og byde dem Spot og Haad.

Den yngste Broder frygted ved
at byde de Jomfruer Skam:
»Kommer Her Ebbe hjem med Fred,
han hævner det, om han kan.«

Hans Moder blegned i hviden Kind
og blev i Hu’en vred:
»Ikke haver du din Faders Sind,
men du est bleven saa ræd.«

Der er ingen hjemme til Værn,
foruden to Drenge smaa:
vare de end klædde i Jern,
de kunde eder ikke modstaa.

Aarle om den Morgen
skærped de deres Spjud;
silde om den Aften
rede de til Buren ud.

Under de høje Lofts Tilje
brøde de Riddere ind:
imod de Jomfruers Villie
komme de i Højeloft ind.

Op da vaagned de Jomfruer snild’
og tænkte sig om saa vide:
Her Bonde og Her Skinnild
laa hos deres hvide Side.

De Jomfruer græde saa modelig
og bade dem for deres Ære,
at de vilde holde sig tuktelig
og frygte deres Fader kære.

Opstod de Riddere, og bort de gik,
før Solen skinned over Lide,
og takked for det, de nødigt fik,
de torde ej længer bie.

Den yngste Søster gremmed sig fast,
for hun fik først til Meen:
»Vi ville nu springe i Søen med Hast
og synke os ned med Stene.«

Den ældste Søster svared paa Stand:
»Kær Søster, nej ikke saa!
Vi vente vor Fader fra Island,
han hævner det, om han maa.«

Det var den gode Her Ebbe,
han kom fra Island hjem:
hans kære Døttre begge
de ginge ham grædende igen.

»I vær velkommen, Fader mild!
vi klage for eder saa saare:
Her Bonde ogsaa Her Skinnild
have skuffet vore favre Haare.«

Her Ebbe blev i Hjertet bang’
for denne sørgefulde Færd:
»Ilde stedde jeg min Rejse lang,
skal jeg veje Mand med Sværd?«

»Ikke skal I for vores Vild
fare Brynie og skarpen Sværd:
vi ville det selv hævne med Snild,
om vi ere Ære værd.«

Det skede om den Jule-Nat,
der Folkene ginge til Messe:
Her Ebbes Døttre de rejste sig brat,
deres Knive monne de hvesse.

»Hvi monne Her Ebbes Døttre to
fange saa underlig en Færd?
Men de kan ej til Kirke gaa
foruden dragne Sværd.«

Fru Mettelild rødmed i sine Kinder
og smiled under Skind:
»Sláar I op, I Dannekvinder,
og lader mine Sønnekoner ind!«

Her Bonde og Her Skinnild
ginge sig at ofre frem:
Jomfru Trunde og saa Signild
traadde fast efter dem.

Norden i det Vaabenhus
drog Jomfru Trunde sit Sværd:
synden for det allerhus
fik Bonde saa stor en Ufærd.

Sønden for det Alter klar
drog Jomfru Signild sin Kniv:
norden ved den Kirkedør
Her Skammel misted sit Liv.

»Her slaa vi nu Enker to,
for vi ere ikke mé:
tager I nu eders Sønner to,
æder dem til Salt og Brød!«

Syv Vintre efter dette Mord
stod Højby-Kirke i Band:
der blev ikke Prædiken gjort,
ej heller jordet en Mand.

De bygged et Kapel paa Ellene-Bjerg,
did søgte Kvinde og Mand:
til Paven formildte de deres Sorg
og løste deres Kirke af Band.
Saa listeligt de fore.