Folkeviser

Konning Frederik sidder paa Koldinghus,

med Ridder og Svende drikker han godt Rus.

Kong Frederik han lader sig Klæder skære,

alt som han vilde en Kjøbmand være.

Kong Frederik lader skære sig Kappen den graa,

han faled de Øxen baade store og smaa.

Konning Frederik han rider i Detmersken ind

med højen Hat og Rosenskind.

Han kjøbte Stude og han kjøbte Heste,

og altid gav han en Daler i Fæste.

Dér var han udi Dagene fem,

baade Volde og Veje skaadde han i dem.

Og dèr var han udi Dagene ti,

baade Skanser og Slotte skaadde han i di.

Der kom Bud for Borgemester paa Stand:

»I vogter eder vel for den rige Kjøbmand!

Det er ikke anden Hestekjøbmand,

end det er Kong Frederik af Danemarks Land.

»Og er det Kong Frederik af Danemark,

da vil vi hannem fange i Nat.«

De detmerske Herrer de lagde op Raad,

alt hvor de skulde Kong Frederik faa.

De tænkte, de vare ene i Raad,

der stod en liden Pige og lydde derpaa.

Sildig om Aften, der Dug faldt paa,

Pigelille tager over sig Kaaben blaa.

Pigelille tager over sig Kaaben blaa,

til Kong Frederiks Loft saa monne hun gaa.

»Og ere I Konningen af Danemark,

da bliver I fangen i denne Nat.«

»Jeg er ikke Konningen af Danemark,

jeg er en Kjøbmand, som jeg haver sagt.«

»I ere Konning Frederik af Danemark:

eders sølvslagne Knive paa Bordet var lagt.

Eders Kniv og Gaffel paa Bordet laa:

Konning Frederiks Navn saa stod derpaa.

Kong Frederik ud af Sengen sprang,

han drog de Faase baade atter og fram.

»Og hør du liden Pige! du vær mig huld!

saa giver jeg dig ti Tønder Guld.«

»Jeg vil ikke eje eders Guld saa rød,

men jeg vil eder fri fra den haarde Død.«

»Bliver jeg ikke fangen i denne Nat,

saa skalt du mig følge til Danemark.

Og hør du nu, Pigelil! du kjende mig Raad,

hvor jeg kommer levende her af Gaard!«

»I sadler eders Ganger, og værer ej sen!

jeg binder mine Klæder om Hestens Ben.«

Pigelille hun var baade snild og tro:

hun bandt sine Klæder om Hestens Fod.

De rede saa sagtelig ad den Gade,

man hørte hverken til Hest eller Plade.

De rede saa sagtelig over den Bro,

man hørte hverken Hest eller Hestesko.

Og der de komme ned til den Strand,

da laa den Færge paa hviden Sand.

Konning Frederik tæller op de Dalere fem:

»Færgemand! sæt du os over for dem!«

»Ikke jeg tør, og ikke jeg maa,

før jeg faar Bud fra Borgemester og Raad.

Konning Frederik tæller op de Dalere ti:

»Færgemand! sæt du os over for di!«

»Nej, hverken jeg kan, ikke heller jeg vil,

før Borgemester og Raad give Minde dertil.«

Konning Frederik han sit Sværd uddrog,

den Færgemand han af Live tog.

Konning Frederik drog af sine Handske smaa,

og selv maatte han for Styret staa.

Selv maatte Kongen for Styret staa,

den Pigelil hissede Sejl i Raa.

Og der de kom ud paa Bølgen blaa,

da hørte de Detmerskens Trommer gaa.

Og der de komme lidt ud paa det Vand,

da hørte de Kuglerne, om dem sang.

Konning Frederik han vifter med sin Hat:

»I detmerske Herrer! I haver god Nat!

I haver god Nat, I gode Mænd!

til Sommer skal jeg komme til eder igjen.

Paa eders Bord har jeg glemt min Kniv:

jeg henter den, om mig vindes Liv.«

Det svared de detmerske Herrer paa Strand:

»Ret aldrig vinder du Detmerskens Land.

Før end du skulde Detmersken vinde,

før skulde du lære en Ko at spinde.«

Konning Frederik sejled ad Danmark hjem,

saa glade vare alle de Kongens Mænd.

Konning Frederik han styrer sin Baad for Land,

han løfte den Pigelil først paa Sand,

»Og hør, du liden Pige! du hav stor Tak!

nu ere vi baade i Danemark.

Krist give, du vare af Adels Blod!

da skulde du været min Dronning god.

Men jeg vil give dig saa dannis en Mand,

baade Borg og Fæste, baade Gods og Land.«

Konning Frederik han var den Pige saa tro:

han gav hende baade Guld og Jord.