Folkeviser

Sankt Olav Konning og hans Broder

de trætte om Norgeland baade.

De trætte om Norge og Norges Skjær,

og hvilken først kunde komme dèr.

»Hvilken af os bedst sejle kan,

han skal være Konge i Norges Land.«

Svared det Harald Haarderaad:

»Hver Mand sejler, som han har Baad.

Og ikke da vil jeg sejle med dig,

uden du vilt skifte Skib med mig.

Hvort skulde jeg med Oxen fare,

mens du haver Ormen hin snare!

Ormen han er saa snar som Sky,

Oxen driver saa langsom til By.«

»Tag du da Orm hin snare!

jeg tager Oxe hin lade.

Først ville vi til Kirken fare,

før vi røre Sejl eller Aare.«

Sankt Olav ganger om Kirkegaard,

Guldgisel skinner af hans fagre Haar.

Brat kom Bud for Olav Konning ind:

»Nu sejler Harald, Broder din.«

»Lad dem sejle, der sejle vil!

Messen ville vi lyde til.

Lad dem sejle, der sejle maa!

Messen ville vi lyde paa.

Messen er Vor-Herres Ord;

Svende! tager Vand! vi gange til Bords!

Vi gaa til Bords og faa os Mad!

siden saa ville vi Stranden ad.«

Saa ginge de sig til Strande,

som Oxen laa for Lande.

De til Stranden udbaare

deres Anker og deres Aare.

Løse de deres Fæste,

løbe de ud af Nøste.

Sankt Olav ganger i Fremmerstavn:

»Fri frem, Oxe, i Jesu Navn!«

Han klapped Oxen ved hviden Horn:

»Gak nu, som du gik i Korn!«

Han klapped Oxen paa Side:

»Du maat end bedre frem skride.«

»Liden Dreng! løb op i Raa!

og se, om vi kunne Harald naa!«

»Jeg ser ikke mer af Verdsens Pris

end Toppen udaf Graneris.

Jeg ser op under Norges Land

Silkesejl med Guld i Rand.

Jeg ser under Norges Skjær,

hvor Ormen Silkesejlen bær.

Jeg ser nu Ormen skride

hart under Norgelands Side.«

Sankt Olav klapper Oxen paa Lænde:

»Bedre maat du frem rende.«

Han slog Oxen ved Yve:

»Bedre maat du ad Havet dryve.«

Oxen tog til at skride,

efter stod Bølgen hvide.

Oxen tog til at bisse saa,

de Baadsmænd kunde ikke paa Bunken staa.

Sankt Olav tog Reb og Line,

saa bandt han Baadsmænd sine.

Det da mælte den Styremand:

»Hvort da skulle vi sejle fram?«

»Styr du over Bjærge og Klippe,

den næste Vej, der du kanst hitte!«

Sankt Olav drog af sine Handske smaa,

og selv maattte han for Styret staa.

Han sejled over de Bjærge blaa:

ud da løbe de Trolde smaa.

Ud kom Kærling med Rok og Ten:

»Sankt Olav! hvi sejler du os til Men!

Sankt Olav med dit røde Skjæg!

hvi sejler du gjennem vor Stuevæg!«

»Stat, du Trold! du bliv til Sten!

aldrig gjøre du nogen Mand Men!«

Sankt Olav stander ved Sejletræ,

spænder han Buen for sit Knæ.

Han skød ud over Fremmerstavn:

Pilen faldt bag Oxen i Havn.

Saa hjalp Jesus Herre:

Sankt Olav kom tre Dage førre.

Harald han styred sin Snække for Land,

Sant Olav kom tre Dage før end han.