Skjøn Jomfru hun ganger i Rosengaard,
— Gud raade! —
som alle de fagre Blomster staar.
Gud sende os af sin Naade!
Hun plukker de røde, hun plukker de blaa,
de Blomsters Mester tænker hun paa.
»Saa fager da er de Blomsters Pragt,
end fagrere han, som dem haver skabt.«
Skjøn Jomfrru hende gjordes i Hjærtet ve:
saa gjærne vilde hun den Mester se.
Vor-Herre han sidder i Himmerig,
han taler til Engelen saa mildelig:
»Og du skalt ned til Jorderig,
at hente den Jomfru hid til mig.«
Saa snart var ikke udtalt det Ord,
som Fuglen fløj, den Engel udfór.
Den Fugl han sattes paa Lindekvist,
han sang saa fagert om Jesum Krist.
Den Fugl han sattes paa Linderod,
han sang saa meget om Herre Gud god.
Skjøn Jomfru hørte den Lugi saa kvæde,
hun lydde derpaa med Hjærtens Glæde.
Frem gik skjøn Jomfru saa smal som Vaand,
hun lokked ad Fuglen med hviden Haand.
»Og Herre Krist give, den Fugl var min!
jeg skulde hannem sætte paa forgyldene Skrin.
Og Herre Krist give, den Fugl var tam!
jeg skulde hannem sætte paa forgyldene Stang.«
Og Fuglen han sjunger, han sjunger alt saa:
»Skjøn Jomfru! du ventes til Himmerig i Aar.«
»Hvor skulde jeg komme til Himmerig i Aar!
jeg véd mig hverken syg eller saar.«
Svared det Fuglen saa mildelig:
»I Morgen skalt du være i Himmerig.«
»Skal jeg i Morgen til Himmerig komme,
da faar jeg at se min Frelser den fromme.«
Ud gik skjøn Jomfru saa karsk og sund,
igjen kom hun ind med Helsot i Mund.
Og der hun kom til Borgeled,
ude stod hendes Moder og hviled sig ved.
»Og hør du det, kjær Datter min!
hvi falmer Roser i Kinder din’?«
»Fordi falme mine Kinder mig’:
i Morgen skal jeg være i Himmerig.«
»Ak nej, min kjær Datter! du sig ikke saa!
alt mit røde Guld det skalt du faa.«
»Langt bedre er det i Himmerig at være,
end her paa Jorden det røde Guld bære.«
»Ak nej, min kjær Datter! dø ikke fra mig!
til dig haver bejlet en Ridder saa rig.«
»Den Ridder han er ret aldrig saa rig,
end er der dog bedre i Himmerig.
Den Ridder han er ret aldrig saa god,
det er jo dog bedre i Himmerig at bo.
Langt bedre er det at være Kristi Brud,
end her paa Jorden at bære Guldskrud.
Og hør, min kjær Søster! du red min Seng!
og I, min kjær Moder! I følger mig til den!
Og hør, min kjær Broder! du hente mig Præst!
og I, min kjær Fader! I stander mig næst!
Præsten han stod for Jomfruens Seng,
han gjorde saa vakker en Skriftebøn.
Imellem at Klokken var fire og fem,
de fulgte den Jomfru til hendes Seng.
Imellem at Klokken var otte og ni,
da døde den Jomfru saa mild og blid.
De lagde skjøn Jomfru paa Ligebaar,
og selve Jomfru Maria krused hendes Haar.
Jomfru Maria klædte selv det Lig,
Guds Engle bare Sjælen til Himmerig.
De bare det Lig ud af højen Hus,
for ginge Guds Engle med Fakler og Ljus.
De bare det Lig over Kirkevang,
alle Guds Engle ginge fore og sang.
De satte det Lig paa Kirkegulv,
da ringed de Himmerigs Klokker tolv.
De lagde den Jomfrus Lig udi Grav,
alle fagre Blomster grode op der af.
Guds Engel blæser lydt i forgyldene Lud,
han lader ind i Himlen saa fager en Brud.
Nu ganger skjøn Jomfru i Himmerig for vist,
hun haver trolovet den Herre Krist.
Der voxer en Lilje paa Jomfruens Grav,
— Gud raade! —
og dèr skal den stande til Dommedag.
Gud sende os af sin Naade!