Folkeviser

Hr. Peder og Hr. Oluf de sidder over Bord,

        — Op under den Lind. —

de snakked saa mangt et Gammensord.

Hør du, Hr. Oluf, Stalbroder min!

hvi fæster du dig ikke en Jomfru fin?«

»Hvad skulde jeg fæste mig Mø til Brud,

meden jeg haver min forgyldene Lud!

Hvi skulde jeg tage mig Viv til Ægt’,

saa længe jeg kan min Runeslæt!

Den Kvinde er ikke i Verden til,

jeg kan hende jo daare, om jeg vil.«

Hr. Peder han slog sin Haand imod Bord:

»Hr. Oluf! du sig ret aldrig slig Ord!

End véd jeg mig saa væn en Viv:

hende daarer du aldrig i dit Liv.

Jeg haver mig fæst en Brud saa fin:

hende daarer du ej med Runer din’.

Jeg sætter i Væd baade Hus og Jord:

du lokker ej Fru Mettelil af min Gaard.«

»Dér sætter jeg imod min Ganger graa:

i Aften skal Fru Mette hjem til mig gaa.

Dér sætter jeg imod mit hvide Halsben:

at jeg skal vinde den Rose ren.«

Sildig om Aften, Røg faldt paa,

Hr. Oluf han leger, som vel han maa.

Han legte paa sin Guldharpe:

det hørte Fru Mette over Marke.

Han blæste i sin forgyldene Lur:

det hørte Fru Mette hjem til sit Bur.

Længe stod Fru Mette og lydde derpaa:

»Monne jeg skulde did i Aften gaa?«

Alt stod Fru Mette og tænkte ved sig:

»Ingen af mine Møer tør jeg tage med mig

Fru Mettelil og hendes liden Hund

saa ene gaa de gjennem Rosenslund.

Hun klapped paa Loftsdør med sit Skind:

»Stat op, Hr. Oluf! og lad mig ind!«

»Ingen da haver jeg Stævne sat,

og ingen lader jeg i Loft om Nat.«

»Stat op, Hr. Oluf! og lad mig ind!

saa ve er mig for Tale din.«

»Er dig end ve for Tale min,

i Aften kommer du ikke her ind.

Men gjærne da vilde jeg lade dig ind,

var det ikke for Hr. Peder, kjær Herre din.

Om du haver mig end i Hjærtet kjær,

Hr. Peder er os dog alt for nær.«

»Stat op, Hr. Oluf! og lad mig ind!

her driver Dug over mit Skarlagenskind.«

»Driver der nu Dug over Skarlagenskind,

da vend det ud, som før vendte ind!«

»Imen du vilt ikke lade mig ind,

lad nogen af din’ Svende følge mig hjem!«

»Natten er lys, og Maanen skin:

ene du finder vel Bure din.

Maanen han skin saa klar over Toft:

du gak dig ene hjem til dit Loft!«

Fru Mettelil og hendes liden Hund

saa ene gaa de gjennem Rosenslund.

Og der hun kom til Borgeled,

dèr stod Hr. Peder, han hviled sig ved.

»Velkommen, Fru Mette! min Brud saa blid!

hvor haver du været om Nattetid?«

»Jeg var mig gangendes ude ved Aa,

jeg skaadde de Blomster gule og blaa.

Jeg skaadde de Roser røde,

stande i deres fejerste Grøde.

Saa haver jeg ganget den Aften lang,

jeg lydde paa Nattergalesang.«

»Du lydde fast mere paa Lureklang,

end du lydde paa Fryd og Fuglesang.

Denne Nats Gang og anden slig

den daarer os baade saa visselig.

Denne Nats Gang vorde aldrig fler!

saa Mænd, Fru Mette! gjør det ikke mer!

Fru Mettelil, Allerkjæreste min!

du gak nu i Seng under hvide Lin!«

Den første Søvn, Hr. Peder fik,

Fru Mettelil af hans Arme gik.

»Skam faa Hr. Oluf hans forgyldene Lud!

den daarer saa mangen ærlig Brud.

Skam faa Hr. Olufs Guldharpe rød!

den daarer saa mangen ærlig Mø.«

Fru Mette drog Kniv af Ærme rød:

»Alt skal jeg endnu med Æren dø.«

Op vaagned Hr. Peder, og op han saa’:

det røde Blod dèr under ham laa.

Op sprang Hr. Peder, og op han stod:

han svam i stolte Fru Mettelils Blod.

Saa satte han Hjaltet imod en Sten,

        — Op under den Lind. —

og Odden den raadte hans Hjærte Men.