Folkeviser

Herre Gud løse vel vor Angest

og Sorrigen af vort Bryst!

ihvem der haver en lønlig Sorrig,

hans Hjærte er ilde kryst.

Hr. Peder han giljed stolt Mettelille

i fulde Vinter fem:

aldrig kunde han god Ansvar faa

i alle sammen dem.

»Hører I, stolten Mettelille!

og ville I være min Kjære:

alle de Dage, jeg leve maa

jeg vil eder elske og ære.«

»Ville I spørge min Fader ad,

og saa mine Frænder til Raade?

saa gjærne gjorde jeg Vilje din,

og helst, om de mig baade.«

»Jeg vil ikke spørge dine Frænder ad,

jeg haver ikke dertil Stunde;

men vilt du nu gjøre Viljen min,

du mød mig i grønne Lunde!«

»Ville I ikke spørge mine Frænder ad,

have I ikke dertil Stunde:

ret aldrig leve I saa god en Dag,

det jeg møder eder i Lunde.«

»Kan jeg nu ikke din Vilje faa,

men jeg beder dig saa gjærne:

skrive skal jeg de ramme Runer,

og spilde skal jeg din Ære.«

»Kaster I paa mig de ramme Runer

og skiller mig ved min Ære:

alle de Dage, jeg leve maa,

jeg skal eder for Herre Gud kære.«

Saa skrev han de ramme Runer,

kaste under hendes Skarlagenskind:

Blodet sprak udaf Neglerod,

og Taaren paa hviden Kind.

Kaste han de ramme Runer

under Jomfruens Skarlagen smaa:

saa sprang han til sin høje Hest,

saa snart red han der fraa.

Der han havde skrevet de ramme Runer,

stolt Mettelille til Hand,

saa skyder han ud sin Snække god,

sejler til sit eget Land.

Det stod saa i Dage,

og vel i Dage mange:

aldrig kunde nogen hende glader se,

saa monne hun efter hannem lange.

Stolt Mettelille vaagner om Midjenat,

og taler hun til sine Mø’r:

»Hvilken af eder vil stande med mig

baade i Lyst og Nød?«

Svared det liden Kirstin,

hun svared sin Jomfru først:

»Jeg vil med eder stande

baade i Nød og Lyst.

Saa hjælpe mig Gud for oven

baade af Angest og Nød:

alt før jeg skulde eder svige,

heller skulde jeg være død!«

Stolt Mettelil gik af sin Faders Gaard,

hende gik saa meget til Mene:

aabenhoved og barefod,

i Silkesærk alene.

Hun gik sig til Strande,

hun havde saa megen Uro:

hun satte sig selver til Styre,

liden Kirstin til Aaren at ro.

Sejled de saa den salte Sø

og baade i Kummer og Vaade,

til de komme til det samme Land,

som Herre Peder paa bode.

Mælte det stolten Mettelille,

hun fælded saa modige Taare:

»Herre Krist signe kjær Moder min!

hun sørger af Hjærtet saa saare.

Herre Krist signe kjær Moder min!

saa saare hun monne nu sørge:

nu er jeg gangen af min Moders Raad,

som onde Børn pleje at gjøre.«

Svared det liden Kirstin,

hun var sig en Mø saa bold:

»Det er end saa mangen stolt Jomfru,

sin Skæbne haver ikke i Vold.«

Kuren stander paa højen Værn,

og ser han ud i Vand:

ser han dèr stolten Mettelille,

hun styred sit Skib til Land.

Det da var den Kure,

tager over sig Kaaben blaa,

saa gaar han til det samme Loft,

som Hr. Peder inde laa.

»Her er kommen opaa vort Land

to saa høviske Kvinde:

aabenhoved og barefod,

i Silkesærk alene.«

Det var Herre Peder,

svøber han sig i Skind,

saa ganger han i Højeloft

for sin kjære Moder ind.

»Her sidder I, kjære Moder min!

I ere vel svøbt i Skind:

I hilsner vel stolten Mettelille!

hun er Allerkjæreste min.«

Hr. Peder han ganger i Gaarde,

han rækker hende hviden Hand:

»I værer velkommen, stolt Mettelille,

til disse fremmede Land!«

»Hører I det, Herre Peder!

hvi vilde I mig saa ilde?

I lokked mig af min Faders Gaard,

og saa min Ære at spilde.«

»Hører I det, stolt Mettelille!

I skulle hverken sørge eller kvide:

I skulle slide rød Skarlagen

og sove ved min Side.«

»End det jeg slider rød Skarlagen

og dertil Guld saa rød:

skal jeg bære det Slegfrednavn,

den Sorrig tvinger mig til Død.«

Hun lagde sit Hoved op til hans Bryst,

hun sukkede isaa saare:

»Her er jeg kommen i fremmede Land,

jeg lider til eders Naade.«

Det var Herre Peder,

han tog hende i sin Favn:

»Alt det Gods, jeg eje maa,

det gange os baade til Gavn!

Tak have Herre Peder!

saa vel holdt han sin Tro:

det skete end før Maanedsdag,

han lod sit Bryllup bo.