Jeg var mig saa liden en Mø,
— Til fulde. —
min Moder hun monne i Barnseng dø.
Der de lagde min Moder under Mulde.
Jeg blev fød om Aftensmaal,
min Moder var død, før Hønsen gol.
Min Fader sad ene otte Aar,
han han vilde mig ingen Stifmoder faa.
De otte Aar forgangen vaare,
han tog til at længes saa saare.
Min Fader rider ud saa vide,
han fæste sig Jomfru blide.
Han fæste sig Jomfru blide,
hun blev mig Stifmoder stride.
Jeg stod i Lofte og børste mit Haar,
min Stifmoder kom der agend’ i Gaard.
Jeg stak den Børste udi min Barm,
og saa løb jeg til hængende Karm.
Jeg klapped hende paa Skarlagenskind:
»I være velkommen, kjær Moder min!«
Hun stødte mig fra sig med sin Fod:
»Mon du skulde være mit første Mod!«
Hun skabte mig til en liden Sax,
bad, jeg skuld’ vær’ sløv og aldrig hvas.
En Sax var jeg med Ære:
Fruer og Jomfruer havde mig kjære.
Om Dagen skar jeg det hvide Lin,
om Natten sov jeg i Gyldenskrin.
Min Stifmoder det fortotte,
at jeg saa vel da maatte.
Hun skabte mig til saa godt et Sværd,
bad, jeg skulde fare i Ufreds Færd.
Sværdet var jeg med Ære:
Ridder’ og Svende havde mig kjære.
Om Dagen ved Ridderens Side,
om Natten i Balgen den blide.
Det monne min Stifmoder fortykke,
jeg havde saa gode Lykke.
Hun skabte mig til en Varulv,
bad, jeg skulde løbe i Skov og Skjul.
Hun bad, jeg skuld’ aldrig fange Bod,
før jeg drukke af min Broders Blod.
Hun agted mig aldrig at fange Bod,
for jeg havde hverken Søster eller Bro’r.
Det stod saa i otte Aar,
jeg maatte en Ulv paa Skoven gaa.
Det lidde fast ad det ni’nde:
min Stifmoder vord med Kinde.
Saa hellige vare de Tide,
hun skulde til Kirke ride.
Jeg lagde mig paa de Stie,
min Stifmoder skulde ride.
Jeg lagde mig for de Spange,
min Stifmoder skulde over gange.
Jeg greb hende i sin Kaabe blaa,
jeg rev hende neder fra Ganger graa.
Jeg tog hende i venstre Side,
jeg splitte hende alt saa vide.
Jeg tog ud min Broder saa spæd og smaa,
og saa lod jeg ad Skoven staa.
Jeg bed hannem i sin lille Taa,
for han skulde Daab og Kristendom faa.
Der Jeg fik drukket af min Broders Blod,
jeg blev til en Jomfru, paa Jorden stod.
Selv jeg hannem til Daaben bar,
fik ham Fostermoder, at vogte og vare.
Siden monne jeg mig i Kloster give,
— Til fulde. —
at tjene Vor-Frue, men jeg er i Live.
Der de lagde min Moder under Mulde.