Der ganger Dans paa Kirkegaard,
— Under Lide. —
dèr danse Møer med udslagen Haar.
Mig tykkes, det er tungt at ride.
Der danse Møer med udslagen Haar,
Kongens Datter hun danser for.
Der danse Ridder’ med dragen Sværd,
Kongens Datter hun for dem kvæ’r.
Stolt var den Jomfru, i Dansen traad,
det hørte han Nøkken, under Isen laa.
Op stod Nøkken, og klædte han sig:
»Mon ikke den stolt Jomfru vil have mig?«
Han skaber sig til en Ridder skjøn,
han kalder sig Alfast Kongens Søn.
Saa skaber han Hest af klareste Vand,
og Sadel og Bidsel af hvideste Sand.
Han skaber sin Hest baade sort og hvid,
i forgyldene Sadel saa rider han did.
Han bandt sin Hest ved Kirkekam,
og tøsser gik han Kirken avet om.
Nøkken han tren ad Kirkedøren ind,
og alle de Billeder vendtes omkring.
Det mælte den Præst, for Alteret stod:
»Og hvem er os denne Ridder godr«
Mælte det Præsten, for Alteret sang:
»Gud fri os fra denne fremmede Mand!«
»Jeg er ingen fremmede Mand,
jeg er Kongens Søn af Engelland.«
Kongens Datter hun smiler under Skind:
»Gud give den Ridder vare min!«
Han traad over Stole én og to:
»Hør I, stolt Jomfru! giver mig eders Tro!
Hør, du stolt Jomfru! lov du mig!
en Krone af Guld saa giver jeg dig.
Jeg giver eder de røde Guldbaand,
der kom aldrig slig paa eders Haand.«
»Min Fader er Konge over alt dette Land:
han gav mig aldrig slige Guldbaand.
Min Fader er Konge over alt dette Rige:
han gav mig aldrig Guldkrone slige.
Men hvor kommer jeg af Kirken med dig
der ere saa mange, der vogte paa mig.
Mig vogte Fader og Moder,
dertil otte Ridder’ gode.
Mig vogter og min Fæstemand:
min største Sorrig er for ham.«
»Alt om dig vogte nu al din Æt,
alt skalt du mig følge, som du haver jæt.«
Nøkken lod det saa i Kirken ske,
at ingen kunde dennem se.
Og han slog over hende Skarlagen blaa,
saa monne de ud af Kirken gaa.
Og der de komme til Stætte,
Ganger og gylt Sadel dem mødte.
Saa væn da havde han Fole og spag,
han satte den Jomfru ved sin Bag.
Han red saa vidt over Hede,
som Vejret farer, hint vrede.
Han red lukt over Land og Strand
og midt ud paa det vilde Vand.
»Hør I, Hr. Alfast, min Fæstemand!
hvad vil I hos dette vilde Vand?«
»Jeg er ikke Alfast, din Fæstemand,
mit Hjem det er i dette Vand.«
»Herre Gud være med min Fader!
han agte mig aldrig slig Fare.
Herre Gud være med min Moder!
hun agte mig aldrig slig Vaade.
Herre Gud naade min Fæstemand!
saa mangen vild Sti nu rider han.«
»Det skulde du have tænkt førre,
da vare du ej kommen i min Vær’e.«
Og der de komme midt ud paa Sund,
dèr sunke de baade til Havsens Bund.
Det maatte man høre saa langt af Led,
— Under Lide. —
hvor Kongens Datter under Vandet skreg.
Mig tykkes, det er tungt at ride.