Hr. Bonde han bor sig ude ved Aa,
saa væne da haver han Døtter to.
Men Linden hun løves.
Døtter to og Sønner fem,
Hr. Bøsmer var den vænest’ af dem.
Den Elvekvinde bor sig ude i Aa,
vel femten Vinter lagde hun det i Traa.
I femten Vinter og end et Aar,
hvorlunde hun skulde Hr. Bøsmer faa.
Sildig om Aften, der Dug drev paa,
den Elvekvinde axlede Kaabe blaa.
Den Elvekvinde axlede Kaabe blaa,
til Hr. Bøsmers Loft saa monne hun gaa.
Hun klapped paa Loftsdør med sit Skind:
»Staar op, Hr. Bøsmer! og lader mig ind!«
»Ingen da haver jeg Stævne sat,
og ingen lader jeg i Loft om Nat.«
Lidel da havde hun Linger med Liste,
fuldvel hun de Nagler vidste.
Fagre da havde hun Linger og smaa,
og selv pilked hun de Laase fraa.
Hun satte sig paa hans Sengestok,
hun legte alt med hans gule Lok.
Hun satte sig paa hans Sengerjæl,
saa listelig hun til hannem tal:
»Du gjør det, Hr. Bøsmer! for din Tro:
du mød mig i Morgen paa Elvebro!«
Hr. Bøsmer han vaagner om Midjenat,
udaf sine Drømme siger han saa brat.
»Mig tykte, en Jomfru hos mig stod,
hun var saa væn, som Vox var snod.
Mig tykte, en Jomfru hos mig vaar,
i Silkesærk, med udslaget Haar.
Jeg haver hende lovet alt paa min Tro,
jeg skal hende møde paa Elvebro.«
»Du lig, Hr. Bøsmer! giv den Drøm ej i Gøm!
det er den Elvekvinde, vilder dig i din Søvn.«
»Som Herre Gud vil, min Drøm maa gaa;
men visselig skal jeg holde min Tro.«
Aarle om Morgen, Solen sken,
Han drog i sin Skjorte smaa,
og over i Fløjels Trøje blaa.
Bukkeskinds Støvle drog han over Fod,
forgyldene Spore spændte han imod.
Hr. Bøsmer han taler til Svende to:
»I sadler mig min Gangere graa!
I sadler mig min Gangere hvid!
til Elvebro saa vil jeg ride.«
Hr. Bøsmer han binder sig Sværd ved Side,
hans Moder hun monne sine Hænder vride.
Hr. Bøsmer han ud af Gaarden red,
hans Moder hun græd, og Hænder hun vred.
Og der han kom paa Elvebro,
dèr snaved hans Ganger i røde Guldsko.
Og Gangeren snaved i røde Guldsøm,
Hr. Bøsmer faldt ud for striden Strøm.
Hesten den sank, og Sadlen den flød,
Hr. Bøsmer han faldt i Elvkvindens Skjød.
»Velkommen, Hr. Bøsmer, hjem til min!
jeg haver blandet baade Mjød og Vin.«
»Behold du selv baade Mjød og Vin!
saa usæl kom jeg hjem til din.«
»Siger mig, Hr. Bøsmer! paa eders Maal:
hvor er I fød? hvor er I baaren?
Hvor er I fød? hvor er I baaren?
og hvor have I eders Fæstemø udkaaren?«
»I Danemark er jeg fød og baaren,
og dèr er alle mine Hovklæder skaaren.
Dèr er ogsaa min Fæstemø,
med hende vil jeg baade leve og dø.«
Den Elvemø taler til Ternen sin:
»Du hente mig ind et Horn med Vin!
Du hente mig ind et Dyreshorn!
og kast du der i to Elvekorn!«
Den Terne hun ind ad Døren tren,
Hornet i hendes Hænder sken.
»I drikker! Hr. Bøsmer! jeg drikker eder til;
og saa maa I fare, alt hvort I vil.«
Han lagde til Munden, saa liden en Drik:
al Verden hannem af Huen gik.
Han glemte sin Fader og Moder,
hans Søster og hans Brøder.
Han glemte og sin Fæstemø,
som han skulde med baade leve og dø.
»Siger mig, Hr. Bøsmer! paa eders Maal:
hvor er I fød? hvor er I baaren?
Hvor er I fød? hvor er I baaren?
og hvor have I eders Fæstemø udkaaren?«
»I Elvehjem er jeg fød og baaren,
og dèr er alle mine Hovklæder skaaren,
Og her staar I, min Fæstemø!
med eder vil jeg baade leve og dø.«
Den Elvemø haver nu forvunden sin Kvide,
hun lægger Hr. Bøsmer ved sin Side.
Hannem græde for Fader og Moder,
hans Søster og hans Brøder.
Halve mere da sørged hans Fæstemø,
hun gav sig i Kloster op under Ø.
Men Linden hun løves.