Kongen raader for Borgen
og saa for alle Land,
og saa for mangen rasker Helt
med draget Sværd i Hand.
Meden Kongen raader for Borgen.
Lad den Bonde raade for sin Bo,
den Hovmand for sin Hest!
Kongen udaf Danemark
han raader for Borg og Fæst’.
Kong Didrik sidder paa Brattingsborg,
han ser sig ud saa vide:
»Ingen véd jeg i Verden til,
der kan være min Lige.«
Svarede Brand Hr. Vidfærdling,
for han havde vandret saa vide:
»End vil jeg vise eder Kæmpen den,
der skal være eders Lige.
Han hedder Isung Kongen
og bygger paa Birtingsland:
og han haver den i Følge med sig,
som bider med Ulvetand.
Han haver den i Følge med sig,
som bider med Ulvetand:
han vil intet andet æde,
end Kjød af kristen Mand.
Hver den Dag, der østen dages,
da fersker han sin Mund
med Orme og Padder og anden Ukrud,
for han er kommen af Helvedes Grund.«
Mælte det Hvitting Herfredssøn,
han vord saa højt at le:
»Skulle I i Aar til Birtingsland,
da vil jeg være en af de.«
»I Fjor varst du paa Birtingsland,
dèr miste du din Hest;
véd Mænd, Hvitting Herfredssøn!
du sidder hjemme bedst.«
»Bliver jeg hjemme paa Brattingsborg,
da miste jeg Fod og Hand!
haver jeg ikke Hest at ride paa,
da løber jeg med af Land.«
De rede ud af Brattingsborg,
saa mange Helte trøste:
der maatte Stenene revne ved,
og Jorden under dem ryste.
De rede ud af Brattingsborg,
alt som de kunde bedst:
efter løb Hvitting Herfredssøn,
for han havde ingen Hest.
Længe løb Hvitting Herfredssøn,
til han blev i Huen vred:
han slog en Kæmpe fra Hesten neder
og satte sig op og red.
Mælte det Konning Didrik,
han sig over Axel saa’:
»Nu ser jeg den Hovmand ride,
som førre var van at gaa.
Hør du, Hvitting Herfredssøn!
du giv mine Ord godt Gjem:
rid du nu fore til Birtingsland
og før du os Skatten hjem!«
Det svared Hvitting Herfredssøn,
han blev saa højt at le:
»Maa jeg ride fore til Birtingsland,
vi blive ikkun Seller tre!«
»Jeg faar dig Vidrik Verlandssøn,
den anden stærk Didrik af Berne:
det er de bedste Orlogsmænd,
som stride ville fuld gjærne.«
De satte sig paa deres Heste,
de rede saa langt af Led;
og det vil jeg for Sandingen sige,
de vare i Hu saa vred’.
Kuren stander paa Værne,
og ser han ud over Hede:
»Hisset ser jeg de Kæmper tre,
mig tykkes, de ere fuld vrede.
Den ene er Hvitting Herfredssøn,
han miste her i Fjor sin Hest:
det vil jeg for Sandingen sige,
han bliver os fuld haard en Gjæst.
Den anden er Vidrik Verlandssøn,
med Hammer og Tang i Mærke;
den tredje er Didrik van Berne,
han er en Djævel stærk.«
De satte deres Heste ude,
paa Slottet ginge de ind:
det vil jeg for Sandingen sige,
de vare vel haarde i Sind.
Saa toge de den Portener,
hugge hannem i Stykker smaa;
saa ginge de i Stuen ind,
for Kongen monne de staa.
Mælte da Isung Konge,
og talede han et Ord:
»Hveden ere de Tølpersvende,
som staa her for vort Bord?«
Mælte det Kongens Skjænkere,
som skjænkede Mjød og Vin:
»Tage vi vore hvasse Spjud
og drive dem ud igjen!«
Det var Hvitting Herfredssøn,
han tager den Skjænker i Skjæg,
han slaar hannem ved Øre saa,
at Hjærnen stank paa Væg.
Det var Hvitting Herfredssøn
han gjorde deraf en Leg:
han kaste den døde op paa Bord:
»Her, plukker mig denne Steg!«
Frem tren Didrik van Berne,
drog Sværd af forgyldene Kavle:
han hug til Isung Konning saa,
at Odden stod i hans Navle.
Frem tren Vidrik Verlandssøn,
og han hug sig en Ring:
han hug firti Kæmper ihjel,
selv løb han uden omkring.
Ind kom Kongens Moder,
hun var baade gammel og graa:
»Her vil mer end Haandekraft
til Sejer af dem at faa.«
Det var Hvitting Herfredssøn,
han hende med Sværdet hødte:
køs hun sønder hans gode Sværd,
der hun det med Øjen mødte.
Køs hun sønder hans gode Sværd,
det udi Hjaltet brast;
Hvitting tog hende om baade Hænde,
han slog hende isaa fast.
Hun skob sig i Tranelige,
hun fløj saa højt ved Sky:
Hvitting udi Fjederham,
han lader fast efter kny.
De fløj saa i Dage,
og de fløj saa i tvaa.
omsider fik han Tranen om baade Ben,
han rev hende i Stykker smaa.
De rede ud af Birtingsland
med dragne Sværd i Hænde:
alle laa dèr de Kæmper døde,
det monne fast efter kjende.
Meden Kongen raader for Borgen.