Det var Frue Kremild,
hun lader Mjøden blænde:
det var saa mangen Helled fri,
der hun Bud efter sende.
»Du bed dem komme til Orlog!
du bed dem komme til Krig!
der skal saa mangen fri Helled
for lade sit unge Liv.«
Bød hun saa Helled Haagen,
hannem bød hun ikke til Strid:
heller til Lyst og Gammensfærd,
det var alt gjort udaf Svig.
Bød hun Helled Haagen
og Falkvor Spillemand,
Hr. Gynter og Hr. Gernot,
og flere, jeg nævne kan.
Det var Helled Haagens Moder,
hende drømte saa underlige:
det den gode Fole styrte,
der han skulde paa ride.
Frem gik Frue Bodil,
Helled Haagens Moder:
»Vogt dig vel, kjær Sønne min!
din Søster vil dig forraade.
Drømmen haver at sæde,
hvem hannem forstande kan:
kommer du til det hunske Land,
det skader saa mangen Mand.«
Svared det Helled Haagen,
han agte saa lidet paa Drømme:
»Rædde ere de Kvinderaad,
fuld ilde de Kæmper sømme.«
De Herrer rede af Gaarde
ud med den Strand saa vide:
funde de dèr den Mareminde
hvilende under Lide.
»Hør du, gode Mareminde!
du est saa vi’s en Viv:
skal jeg paa det hunske Land
forgjøre mit unge Liv?«
»Vend om, Helled Haagen!
du est en Ridder saa bold:
nok haver du i dit eget Land
Gods og Borge i Vold.
Du haver baade Guld og Sølv,
Fæster og Borge røde:
kommer du paa det hunske Land,
da bliver du raadt til Døde.«
Vred blev Helled Haagen,
og han sit Sværd uddrog:
det var den søllige Mareviv,
han Hovedet af hug.
»Her da maat du ligge død
paa den hvide Sand:
fuldvel skal jeg atter komme
fra det hunske Land.«
De Herrer ride med Strande,
som Strømmen rinder strid:
funde de dèr den Færgemand
sovende hos sin Viv.
»Vaag op, goden Færgemand!
du før os over Sund!
jeg giver dig min gode Guldring,
han vejer vel femten Pund.«
»Hav du selv din gode Guldring!
jeg maa hannem ikke eje:
aldrig kommer jeg i den Stad,
jeg bær jo for hannem Treje.
Aldrig kommer jeg i den Stad,
jeg tager jo for hannem Nød;
jeg fører dig ikke over Sund i Dag,
Fru Kremild mig det forbød.«
Vred blev Helled Haagen,
og han sit Sværd uddrog:
det var den søllige Færgemand,
han Hovedet fra hug.
Saa tog han det blodige Hoved,
han kaste det ud i Sund,
skød han Kroppen efter,
bad, de skulde findes ved Bund.
Hr. Gynter og Hr. Gernot
de styred det Skib fra Lande;
der de komme dèr midt paa Sund,
dem voxte Vejr til Hande.
Sønder ginge de Aarer
i Falkvor Spillemands Hand;
Helled Haagen med sin forgyldene Skjold
styred selv det Skib til Land.
Det var Helled Haagen,
han tren dèr først paa Sand;
den næste Mand, hannem efter traad,
det var Falkvor Spillemand.
Ude da stande de Kurer,
de trample paa de Tinde:
»Her ere komne paa vort Land
saa stolte Ædelinge.
Her ere komne paa vort Land
to saa modige Mænd:
de ere klædte i haarde Jærn,
deres Heste komme springende frem.
Den ene han fører Fedel og Bue,
den anden har fører en Ørn:
og det vil jeg for Sanden sige,
de ere to Kongebørn.«
Mælte det Frue Kremild
i sin Skarlagen grøn:
»Han fører ingen Fedel
for nogen Herreløn.
Det er Helled Haagen
og Falkvor Spillemand:
og baade mine Brøder,
det siger jeg for Sand.«
Det var Frue Kremild,
svøber hun sig i Skind,
saa gaar hun i Gaarden ud,
hun byder de Hellede ind.
»Værer mig alle velkomne
for inden mine Vælde!
foruden han Helled Haagen,
ham maa jeg saa dyre undgjælde.
Her maa ingen Sværde
paa mit Slot nu drage:
mig tykte det saa ilde at være,
Konning Segfred han blev slagen.
Ganger I eder i Stuen ind!
I drikker baade Mjød og Vin!
Jeg glemmer aldrig Kong Segfreds Død,
den Stund mig vindes Liv.«
Det var ham Konning Ettelin,
han taler til sine Mænd:
»Vi skulle med Helled Haagen i Dag
holde saa raskt et Rend.
Vi ville holde med ham et Rend
og slaa hannem til hans Død:
saa maa vi volde hans møgle Guld,
dertil hans Borg saa rød.«
Det svared han Helled Haagen
for inden ved den Dør:
»Jeg vil det med eder vove,
om I det vove tør.
Jeg vog hannem Geffred
med min egen Hand;
men jeg gav hannem Eggert Liv,
han var saa from en Mand.«
Ud da skrede hundred Sværd,
de sunge saa højt i Sky;
det var ham Helled Haagen,
han vilde ikke for dem fly.
Det hørte Falkvor Spillemand,
han snart over Borden sprang:
hannem gled Sværd af Skede,
saa mandelig han det svang.
Sønder gik det gode Sværd
i Falkvor Spillemands Hand:
han saa’ sig op over den Dør
saa stærk en Staalestang.
Falkvor fik den Stang i Hænde,
og da blev han saa glad:
han slog vel tredive Kæmper
udaf det første Slag.
»Eja!« sagde Falkvor Spillemand,
»nu gaar min Fedel i Lag!«
Da slog Helled Haagen
tyve i samme Slag.
Det var Kongen Ettelin,
han rømte ud i den Gaard:
stunken var han med røde Blod,
saa ilde da var han saar.
»Hør du, Frue Kremild!
du bind over Vunder mine!
ussen maa jeg sige deraf,
os gjæstede Brødre dine.«
Det var Frue Kremild,
hun tren i Stenstuen ind:
»I vejer ham Helled Haagen i Dag,
fast han er Broder min!
Slaar nu, alle mine Mænd,
som jeg haver givet Brød!
den, som tør min Broder veje,
skal raade hans Borg saa rød.
Sparer nu ikke de unge!
og sparer nu ikke de gammel!
lader dem alle lige gaa!
de ere mig onde alle sammel.«
Værged sig end de Ædlinge,
de værged sig, som de kunde:
der fulde af Fru Kremilds Mænd,
som Løvet falder i Lunde.
Det var Frue Kremild,
hun gjordes alt saa vred:
»Bedre maatte du hjemme været,
end du her hid udred.
Her er vel hundred Enker,
før du lader denne Strid.« —
Det svared Helled Haagen:
»Det haver du selv saa flyd.
Ussen alle de Stunde,
de Dage, der jeg hid fór!
jeg hug saa dybe Vunder,
det var mig saa saare imod.
Jeg hug saa dybe Vunder,
det var mig saa saare imod;
men ejuvé! Søster Kremild!
du varst mig aldrig god.«
Det var Helled Haagen,
han løste op Hjælmen sin:
»Mig brænder alt saa saare
under haarde Brynje min.
Jeg er baade træt og mod
alt udaf Hjærte min:
give’t Gud Fader i Himmerig,
jeg havde et Horn med Vin!«
Han strøg op sit Hjælmenet,
han drak af Mandeblod:
»In nomine domini!«
var Helled Haagens Ord.
»Nu ligge alle Fru Kremilds Mænd
slagne døde til Jord,
og dertil Falkvor Spillemand,
min hjærtekjære Bro’r.
Døde er alle mine Brøder,
selv haver jeg Ulivssaar:
ussen maa jeg sige deraf,
jeg fór i Kremilds Gaard.«