Folkeviser

Sivard han slog sin Stiffader ihjel

alt for sin Moders Bedste;

saa lyster ham Sivard til Hove at ride,

og Lykken saa vil han friste.

Sivard han gaar for sin Moder at staa,

med Sværd ved venstre Side:

»Kjær Moder! jeg vil nu til Hove,

om jeg fanger Hesten at ride.«

»Da skal jeg give dig Ganger god,

som vel skal bære dig fram:

jeg vil give dig den samme Hest,

som Drengene de kalde Gram.«

Ledte de frem den gode Hest,

lagde paa den forgyldene Grime:

hans Øjen de lyse som Morgenstjærner,

og Ild springer af hans Mile.

Sivard strøg af sine Handsker smaa,

hans Hænder vare meget hvide:

og selver gjorded han sin gode Hest,

paa Svende turde han ikke lide.

Selver gjorded han sin gode Hest,

paa Svende turde han ikke lide:

Grammen baade bed og slog,

og Ilden drev af hans Mile.

Sivard sættes til sin gode Hest,

han binder op Hjælm hin bjærte;

hans Moder fulgte hannem langt af By,

hun gjordes saa trang om Hjærte.

Det var Sivards kjære Moder,

fulgte hannem saa langt over Hede:

»Du vogt dig, Sivard, kjære Sønnen min,

vogt dig for Grammen hans Vrede!«

»Hør I det, min kjære Moder!

I skulle hverken sørge eller kvide:

I haver født saa rask en Søn,

som vel sin Hest kan ride.«

Det var Sivard Snarensvend,

han tog sin Hest med Spore:

Grammen han sprang ad Marken ud,

det var ikke alt af gode.

Grammen han tog ad Heden ud,

det var ikke alt af gode:

for vist er Svenden i Sadelen saar,

hans Støvler stande fulde af Biode.

I Nætter tre og Dage tre

sprang Grammen over Bjærge og Dale,

til han kom for saa højt et Hus,

de Porte var i Laas med alle.

Kongen stander paa højen Værn,

og ser han ud saa vide:

»Og hisset ser jeg en galen Mand,

sin Hest kan dog vel ride.

Hisset ser jeg en galen Mand,

sin Hest kan dog vel ride,

eller det er Sivard, min Søstersøn,

og han haver været i Stride.«

Grammen han tog da Mile for Tand,

og han sprang over de Tinde:

det vidste ingen Jorderigs Mand,

før end Hest og Mand var inde.

Der blegned Fruer og skjønne Jomfruer

under deres Skarlagenskind;

Kongen han gik saa gladelig

imod kjær Søstersøn sin.

»Jeg raader eder, alle mine Mænd!

at I gjøre Sivard godt:

jeg vil eder for Sandingen sige,

han taaler slet ingen Spot.«