Indhold:
Gienstanden fremsættes. Tilegnelse til Greven af Wilmington. — Vinterens første Komme. Uveir beskrives i Forhold til den fremskridende Aarstiid. — Storm. — Snee. — Snefog: en Mand omkommer i samme. — Deraf flydende Betragtninger over det menneskelige Livs Mangler og Elendighed. — Ulve stige ned fra Alperne og Apenninerne. — En Vinter-Aften, saaledes som den tilbringes af Philosophen; af Landmanden; af Folk i Staden. — Frost. — Vinteren indenfor Polar-Cirkelen. — Toøveir. — Digtet endes med aandelige Betragtninger over en kommende Tilværelse.
See Vintren lukker Aarets Cirkel nu;
mørk, barff den reiser sig med alt sit Følge:
Damp, Skyer og Storme. Va:re de mit Æmne,
de, som til høie Tanker harve Sielen X
og himmelsk Grublen. Blide Mulm, velkommen!
Hil Jer, velkiendte Rerdsier! — Fro jeg tidt
har i mit Livs hiin frydelige Morgen
da narr’t af sorgløs Eensomhed jeg leved,
og sang Naturen med uafbrudt Glæde,
jgiennem Eders vilde Rige vandret,
traadt renen Jomfru-Snee, selv reen som den,
hørt Vinden brsle, svoldne Øiergstrøm briste;
seet sorte Uvejr giarre dybt og brygges
i vreden Aften-Himmel. — Saa gik Tiden,
til giennem Sydens himmellyse Kamre
den glade Vaar saae frem; saae frem, og smiilte.
Til Dig, sit aarleste Forssgs Beskytter,
o Wi lmington! fornyer min Muse Sangen.
Fra hiin Nid drog hun giemiem Aarets Kredslob;
flsi over bliden Vaar; paa Arnevinger
høit htkved’ sig i Sommersolens Flammer,
soer over Hosten med den kiolne Vind;
og nu igien i Vinter-Skyer hyllet,
i tifold Uveir hyllet stiger hun,
og løfter høit sin Røst i Chor af Storme,
og stemmer stærkt sin Sang til Strømmes Torden?
Vild-stort er ALmnet; vild-stor hendes Sang-Gang. —
O salig! tskkes hun Dit Kiender-Sre
ved dierv Beskrivelse og mandig Tanke.
Ei kyndig est Du blot i store Planer
til Fædrelandets Herlighed og Flor;
men retviis Godhed, grundfast Ærlighed,
en fast, urokket, ubesmittet Siel,
midt i en flibrig Old, høit brændende,
ei blussende til Pomp, for Rigets Vel;
en Aand, standhaftig, regelmæssig fri:
see disse Dyder række Dig som Statsmand
en Borgerkrone; Folkets Haab og Hie
de fteste paa Dig, byde Musen tale,
hvad selve Avind ei tør Smiger kalde!
Nu Bueskytten for Steenbukken viger
den mørke Himmels gladeløse Throne,
og Regn paa omvendt Aar vild Vandmand skyller;
hangt over fiernes! Rand af Himlen, Solen
knap over Æth’ren Glimt af Dag udspreder.
Mat er dens Skin, og kraftløs klampende
udskyder den horizontale Straaler
igienneut Taagen; mens i Stormsky kladt
bleeg, syg den over Søndens Himmel vandrer,
og tidlig dalende til langen Nat
den store Skygge-Verden overgiver;
og Natten er velkommen; Varme, Liv
og Lys og Fryd forsage tvivlsom Dag, —
mens svare Skygger, kladt i Sørgedragk,
og Klynger Skyer, dybtfarvede og vaade,
og hele Vinterhimlens vilde Opror
indhyller Alt. — Saa falder Dintren ned,
et magtigt Mørke, trykkende paa Verden,
som udstrøer usal Virkning i Naturen,
og vakker Spirer op til sorten Helsoek.
Livskied døer Sielen hen i Mandens Brysk,
og galdesyg hver Livets Skue Morkner.
Forsagt gaaer Qvaget; over Agerlandet
fra Ploven fluppen nys den mørke Flok
nvogtet driver, nipper funden Rod.
Langs Skovene og Mosen sukker alt
den mørke Genius, som Storm bebuder,
og høit iblandt de brustne Klippetinder
og vilde Iokler broler Strømmen høit
og Klsften varsler med en Klagelyd,
som trænger dybt i Phantasiens Sre.
Da kommer Stormens Fader frem, indsvøbt
i sorten Mulm. Forst skumle, mørke Byger
med fule Dampe gaae i oprørt Luft;
flaae Biergets Pande; ryste Skoven, som
med Brusen bølger. — Knap er synlig Sletten
en dunkel Vandflod liig; thi lave Skyer
nedstylle Flod paa Flod; dog uudtomte
de klynges, sienke sig i Mulm og flukke
det favre Dagslys. — Himlens Vandrere
tye hver til Hiem, undtagen de, som elske
at tumle sig i stormfuld Luft, hvad eller
at sveie rundt om oprørt Ss og Kiær.
Fra det urørte Ævre Qvæget gaaer,
og søger med forstandigt Brol til Stalden,
hvis ei, da tygger Drsv i nære Ly. —
Did samler sig og Gaardens Fjeder-Flok:
hielmbustet Hane med sin Kvinde--Skare,
nedflagen, drivvaad; alstund Bondeknosen
sig strakker over Arnens I ld, og fladdrer
om sine simple Lsierj megec teer han,
og meget snakker han, og Midjer ei
den Storm, som nde paa hans Straatag orgler.
Vidt over Rand af mangen Strøm opsvulmet,
og med bortstytt’te Bredder overspredt,
tilsidst oprsrte Bak nu stylter frem.
Stærk, brølende og rædselfuld den styrter
fra vilden Field og Moesbegroete Ark.
Den tumler giennem Kloster, lyder fiernt fra;
saa over sandig Dal sin Flodgang breder
taus, doven, rolig, til igien indklemt
imellem Bierge to den Bane bryder,
hvor Field og Skov om oprsrc Strøm sig klynge,
der trefold Kraft den sanker; vild og dyb
den koger, skummer, snoer og tordner giennem!
Nat u r! o store Moder! Du hvis Haa ud
vmruller rastløs Aarets Tiid og Skifter,
hvor høie, magtige er’ Dine Vakker!
Med hvilken Radsels! Fryd de fylde Sielen,
som seer forbavset, og forbavset synger!
I med, I Vinde! som nu blase frem
i larmfuld Fart/ til Jer min Røst jeg haver.
Siig/ Starke! hvor er Eders Forraadskamre?
hvor Himmel-Oplagssiedet, hvor I giemmes
for ar udruge Storms og Uveirs-Radsler?
I hvilken Firmamentets fierne Egn
inddysses I i Søvn / mens det er Stille?
Raar fra den blege Himmel Solen daler,
med mangen Plet, som over blanken Skive
usikker vandrer, da fremblusse flux
ildrode Striber trindt. Skygangen raver,
vakler med svimmel Vægt, som tvivlsom end
hvad Herre den skal lystre; medens langsomt,
blank i blyfarvet Sst sig Maanen haver
med blegen Dunstkrands om de stumpe Horn.
Jgiennem det oprsrte Skyhavs Bølger
dorsk Stiernen sender zittrende sit Blink;
tidt synes den at skyde giennem Mulmet,
og bag den lange Slab af hvidligt Blus.
Det visne Lov af Hvirvelvinden gribes,
og Fiedren gaaer i Bølgedands paa Aaen.
Med bredt opspilet Næseboer mod Himlen
den kloge Qvie forudlugter Stormen.
Bedaget Huusmo’r ved fit Aften-Arbeid,
mens tankefuld hun drager Herrens Traad,
af Kmrtens Lsben og af Flammens Knittren
spaaer Uvejr. — Luftbeboerne dog først,
hiin fiedrede Sla-gt, forftge Vejrets Skifter.
Fra Sletten flyer, hvor den udslagne Dag
de sanked’ sparsom Nærring, dunkel Skare
gf Krager, skrigende, og klynger sig
i doven Flugt, og tyer til Lundens Hvælving
Nu qvæder Uglen i sin Enebolig
sin Sorgsang. — Høit Strandravnen hvirvler op
sin Flugt fra Dybet, hviner over Landet.
Høit svinger Heiren sig med Skrig. Sofuglett
i Kredsflugt klover vildt Sneeflyens Lag.
Indpresset, ujevnt koger Havet op
i vild Bevægelse; imens fra Kysten,
halv opædt af rastlsse Bølges Tand,
og flovomsuste Field en høi Rest kommer,
som byder Verden virre paa sin Post.
Brat da frembryder Storm, og hvirvler ned
den hele Luft, et nnrgtigt Bundfald liig,
i Brud af Skyer. Paa det tause Hav
nedstiger Himmelkraften, og fra Bunden
sandfarvet nu det sslyblaa Dyb spyender.
I sorten Nat, som throner vidt omkring,
ril Draaber pidstet Havets vilde Fraade,
liig Ild, paa tuflnd vrede Bølger gnistrer;
imens Bierg-Bølger, svulmende kil Skyen
med Rædseis-Larm, og Braad af Ss paa Braad
forfærdeligt Alt ned i Chaos tordner,
og driver ankret Flaade ud a f Havn,
som Vinden vild, lgiennem stærke Vandes
hylende Sr k: snart høit paa opblæst Bølge
de glide kæmpende; snart voldsomt styrte
i Dybets Lønvraa, medens Ss te r soen
nedtordner Vinterstorm paq deres Isse.
Opstyltede derfra igien bevinge
de Fart for Himlens hele Aqndepust;
ad fierne Khst de styre; hvis ei Klipper
og lumste Skiær monn’ stække deres Vinger,
og stange stnmpeviis dem vidt paa Bølgen.
Ei mindre hersker losladt Storm paa Landet.
Hør! Bierget tordner; og dets stærke Sønner
til Klippens Grundvold bøie deres Skygge.
Paa natlig Fieldtop, eenfom og forsirrdek
den mørke Vandrer aandelss fremstræber,
og falder tidt, og klyver hart mod Stormen.
Dybt bølger sig rødfaste Skov, og henstroer
hvad end af falmet Lovkrands er tilbage;
mens Luftens vilde Furier nedflaae
og sprede vidt omkring dens Kiamrpe-Lemmer.
Saa strider Stormen i den stagne Skov,
og raser hvirvlende hen over Slette n;
og paa straatakte Huus og He rre-Slot
den faster Fod og ryster deres Grundvold.
Forsandet Søvnen flyer; og Borgen raver,
mens Blåsten hyler vild for at indlades.
Da — lyder Sagnet — høit i tungen Luft
skal høres Klagelyd, og Skrig og Suk,
som stødes ud a f Nattens Aand, og varsler
vildfarne arme Mand om Qval og Død.
Vid t hersker Oprors — Radflen. Skyer, blanded’
med snare Stierner, fare over Himlen.
Naturen raver. Men Naturens Konge,
som tidt i stormfuldt Mørke boer allene,
og paa lynsnare Vindes Vinger fremgaaer
rolig-forfardesig, paabyder Stilhed,
og flux er Himmel, Hav og Jord da tyst.
Nu er det dyben Midnat. Tratte Skyer
end medes sene, og til Mulm sig blande.
Mens dorske Verden ssvnbegravet ligger,
jeg slutter Pagt med den alvorlige Nat,
og Md Be t r a g t n i n g en, dens stille Hefters
lad mig afryste Dagens fvare Sorger,
»g lukke Duren for de vilde Gandser.
Hvor er’ I, Livets falske Lykkebobler.’
med Eders Frister- og Bedrager-Skarer?
Hvor er’ I nu? og hvad er Eders Vinding?
feilflaget Haab, og Kr am kel se, og Anger,
syg, mørknet Tamkekraft! og dog, Bedragne.’
skiøndt alt det vilde Mummespil forsvandt,
skisndt nu Du vaagner, staaer Du op og vover,
sued nyt-oppustet Haab, Dig ned i Hvirv’len! —--
DLyset s, L i v e t s F a d e r! Huieste!
laer m ig hvad der er Godt! Lær mig Di g selv!
F r i mig f ra Da g r f k a b, Hovmod og f ra Last,
fra alskens lav Attraa! og fød min Siel
med Kun ds k ab, Hi e r t e f r e d, usminket Dy d,
med h e l l i g, i ndre, evig Him m e l f r y d! —
Meer hvasse Storme fremgaae: mørkbruun’, dampfra
lugblaa Asten og fra iiskold Nord
opstige tykke Skyer, i hvis Skiød
en Vandsiod ligger, til Sneeflager størknet.
Tungt ruller deres hvide Verden frem:
og Himlen morknes, alt som Stormen samles.
Fra tavsen Luft et hvidligt Støv nedstiger,
førsi enkelt dryssende; saa svare Sneelag
nedstyrte vidt og bredt, og morkne Dagen
med stundigt Fald. —7- De elskelige Marker
paatage Vinterdragt af purest Hvidt.
Alt skinner blandende: undtagen der,
hvor nyfødt Suee i Strømmens Jrgang smeltex,
Dybt høier sig hviibhaaret Skov; og, for
fra blegen Vest Soel skyder Aften-Stpaalen,
al Jordens Ansigt, ssiult, og frossent, er
en margtig sneeblank Ark, som dybt begraver
Dit Va n k / o Menneske! — Dorsk Arbeids-Oxeir
slaaer stiult med Gnee, og fordrer nu sin Løn
for al dens Sliid og Slæb. — See Himlens Fugle,
ved grusom Aarstiid tivmmede, sig stokke
om Loen, kramerrde den lille Gave,
F o r s y n e t dem har anviist. Jkkuns een,
Rodhalsen, hellig for Huusgudæne,
seer viis-aarvaagen Himlens O p ro rs —Sik rin g;
i nogen Mark og Krat Farvel den byder
kuldstikre Brødre; Lilliidsfuld den yder
sit aarlige Besøg. — Halvbange først
den flager mod Vinduet; saa flink bestiger
den varme Arne; hopper over Gulvet,
og skotter rundt tis smilende Familie,
og pikker op, og studser og fordanses:
til meer bekiendt dens spinkle Fødder kokkes
op efter Distens Krummer, — Nsgne Arken
uddriver sine brune Flokke. — Haren,
skiøndt frygtsom af Na tu r, og haardt omfpkndt
æf tifold Død, ved lumske G a rn, ved Hunden
og end meer grusom Mand, Kaalgaarden søger,
dreven a f frygtløs Su l t: — mens Faar og Geder
see hen mod blege Luft og blanke Jord,
med stumt fortvivlet Blik; og sorgfuldt spredes,
og kradse visne Urt op a f Sneedyngen.
Vogt, Hyrde! fromt nu hielpløst Pleiebar.!
Trods Aarets Raseri, og opfyld Folden
med gavmildt Foder; herberg dem for Stormen,
og pas dem vel; thi tidt fra Aftens Sv k lg
i denne Frosttrid Hvirvelvindens Vinger
opviste hele Vinterfletters Dynger
med eet stort Pust, og over ustrl Hiord,
fliu lt i en Huulvei mellem Nabo-Høie,
Sneebølger dynger, indtil opad dreven
det Dybe svulmer til et iisblankt Bierg,
hvis Krone høit i Skyen sammen flynges.
Mens Sneen stiger saa, og sal og grum
igiennem morknet Luft nu Vintren drager,
staaer Hyrden paa sin vverhvirvl’te Mark
fortvivlet: seer nye Høie reift sig
med ukiendt, frydlss Top; og RKdselsscener
optaarne sig viot over spoerløs Flakland:
ei Bæk, ei Lund han siner; begge skiules
i formlss Ark; men dog han vandrer frem
fra Høi til Da l, alt meer og meer paa Feilspoer
vildt vadende i sammenfsgne Driver,
af Hiemvee rammet; Hiemvee giennemglsder
hans Nerver, vakker deres Kraft til mangen
forgieves Dyst. — Hvor synker da hans Siel!
Hvor rædselfyldt fortvivler da hans Hierte!
naar for den mørke Plet, han drømte var
hans brune Tag, der raged’ frem af Sneen,
han staaer paa vilden Sneeorks Beltested,
sieræ — fiern fra St i og Ve i, og Brødres Vaaning:
mens trindtom Nat ham fastere omspænder,
og hver en Sto rm, som om hans Hoved hyler,
gror ode, vilde Ark meer vild og ode.
Flux fyldes da hans Siel med Billeder
om skiulte Huler, og hundlsse Afgrund,
om rard’lig Nedgang over trolsst Kiær,
som Fryst ei binde kan; om svare Biergstr nt
af Sneen jaevn’t; ei veed han hvad er kand,
hvad Vand a f Kilden, som ei Frosten binder
paa løft Marskland eller eensom Sø,
hvor Vældet evig friste fra Bunden koger.
Hans Angst-Trin standse da: og mat han synker
hen under Sk iu l a f formløs Drive-Snee,
og giennemtænker hele Dødens Bædskhed,
med hiin Naturens omme Lrrngftl blandet,
som farer giennem bristefærdigt Hierte;
og mindes Hustrue, Børn og fierne Venner.
For ham forgieves huuslig Viv bereder
nu Arnens I ld, og varme Klædemonr
forgieves see hans Smaa a f Hytten ud
i Stormens Nat, og fordre deres Fader
med knnstlss Uskylds Taarer, Ak! ei Viv,
ei Bo r n, ei Venner skal han skue meer,
ei Hjemmets lille Helligdom. Hver Nerve
Dødskulden griber; hver hans Sands formørkes.;
alt sniger Frosten i hans Hjertekamre,
og largger ham et Liig i Sneens Lagen,
udstrakt og blegnende i Nordenstormen.
Ak! lidt kun mindes frække Letsinds Skare,
hvem Vellyst, Magt og Overflod omringe,
de, som i svimmel Fryd hendose Timen,
og tidt i kaad og grusom Sv iir den ode:
ak! lidt kun mindes de, i Glædens Dandse,
hvor mange nu — just nu Dødskalken tomme
og Smertens sørgelige Forraadskammer!
Hvor mange synke nu i Strømmens Svastg,
i Ildens Flammehav! hvor mange bløde
i skiændig Krig blandt Brødre-Folk! Hvor mange
vansmægte ei i Nød, og Fangsters Mulm,
udlukt fra frien Luft, og frien Brug
af Liv og Lemmer! Ak! hvor mange tomme
nu Sorgens Kalk, og æde Kummers Brod!
Hvor mange, giennemiisnede af Vintren,
nu gyse sammen i en trostløs Armods
urene Hytte! — Ak! hvor mange pidskes
af Stelens frygtelige Furier:
af Herskesyge/ Vanvid/ Brede, Nag;
naar hovedkulds fra Livets Høider styrted’,
de yde Sto f for Sørgespillets Musa! —
Selv i den Da l/ hvor Viisdom gierne boer
hos Venskab/ Fred/ og Granskning/ ak, hvor mange
af Dydens Lidelser monn’ der ei knttges
i Sorgens Afkrog! Mu lig t mange siaae
om elskte Venners Dødsseng, og beregne
det hulde Hiertes sidste Sla g! —-------Betænkte
Du, Daare! det, og tusind andre Onder,
der giøre Livet til en evig Kamp,
et Sp il for Sliid, for Lidelse og Skiebne:
da blegned Lasten paa sin høie Bane,
da l»rrte vilde Dr ift at eftertanke;
af Medynk blødnet høit da Hiertet banked’
og vidt og bredt Goddardighed udspredte;
da opsteeg Broder-Suk og Broder-Taaren;
og op til høi Fuldkommenhed og Held
forædlet Broderkierlighed os hæved’.
som, kort af Bredres Nød, steeg frelseriig
i mørke Fomgflers Nak og Rædfler ned?
Hvor Jammer klager uhørt og »ynket,
hvor Sygdom martrer, Tsrst og Hunger >brærnde,
og Vandheld føler Lasiens Svobeflag.
Imens i Friheds- Landet, dette Land,
hvor Frihed paa hver aaben Torv og Gade
fremblusser, Smaatyranner raske frem;
udrev den magre Bid af Hungers Mu n d;
fleed Armods Pialter af de frosne Lemmer;
ja, sidste Trøst, j a! Søvnen dem bersved’;
til Fængsels-Muur fribaarne Br i t t er lirnked’,
eller, som Grumhed fnysed’, og godt tyktes,
ham mærkede med æreløse Striber
og ad en blodhundst Sniigvei qvæsted’ Lemmer,
som vilde siildt, ja blødt for Fædrelandet.
O, store Plan! hvis den udførtes vel,
med Taalmod, Omhu, og med nidkier Viisdom.
I Sønner af Forbarmelsen! fog atter!
drag frem for Lys de Lovenes Uhyrer!
vrist ud a f deres Haand Votdmandens J e rn Sp k ir,
og holder Grumheds Kalk til Grumheds Læber!
Dog, tie, min Musa! i flig Ukrudts-Old
kan Patriotens Haand ei Alt opluge.
Lov-Snarerne, dem skumle, lumske Siele
opstillet har, for Ærlighed at hilde
og giøre Hsker-Gkaal a f Retfrrds Vargtskaal —
Ha! hvilken Harders-Dag, som saae dem briste
og hver Mand Ligemand i Lovens Rige!
Opvakt af Vin te r —Su lt, fra hele Strsgek
af Rædsels-Biergene; dem blanke Alper
og bølget Appennin og Pyrenæer
fiernt i uhyre Grene skyde ud
fsm Døden grumme, hungrige som Graven,
blødtorstige, skindvisne, niagre, grimme
i vilde Skarer Ulve nu nedstige;
de overstrømme Egnen, styrte frem
som Nordenvinden over Sneens Glarspeil!
Alt vorder deres Rov: de flaae til Jorden
den stolte Hingst, hvis Hjerteblod de drikke.
Ei Tyren værge kan sin starrke Pande,
og stode bort den vilde Morder-Flok. —-
Drabslysten farer den Mod Moders Bryst,
og river spwde Barn af hendes Favn-
Gudsbilledet i Mandens Blik ei KUdses.
Selv Skiønheds Him m e l-K ra ft, hvis Engleblik
forbavser og formilder Dyrets Konge,
et u s ilt Rov blandt andre her maa bløde.
Men hvis, advaret om hiint grumme Angreb,
man sparrer Egnen, da af Lugten lokket
mod skumlen Kirkegaard (forfærdeligt!)
bedragne Rovflok vender sig, opgraver
det liinindhyll’de Liig, og hyler høit
blandt f ile Skygger og blandt Nattens Aander.
Blandt hine Bierge, hvor omfavnet af
Lyksalighedens Da l, G r a u b u n d t n e n boer,
tidt styrtende fra overlistet Fieldtop
et Sneebierg, voxende i Ridsier, ruller. —
Fra Brink til Brink høit (ordnende den kommer,
en Ark af Snee, som grumt bortriver Alt;
og Qvighiord, Faareflok, og Vandrer, Hyrde,
ja, stundum Skarer af Bellonas Svnner,
og Byer, sovende i Nattens Dyb,
dybt under Dyngen qvalt’ mod Morg’nen ligge.
Nu midt imellem Aarets Ridselsscener,
i Vintrens vilde Afgrund, mens hist ude
en rastlss Frostvind hviner, staaer mit Fristed
imellem bladlss Skov og Havets Bred,
der flaaes af utallig Bølge — Hir .
Et landligt straatagt eenligt Huus det v ire,
hvor munter Arneild og Lampens Straaler
oplive Mørket. — Lad mig dvæle der
i høi Samtale med de ma’gt ige Døde;
de Oldtiids Vift, frygtede som Guder,
som Guder gode, der velsigned’ Jorden
med Kunst, med Vidskab, og omskabte Verden.
Begeistret blot ved Tanken jeg henligger
den gamle Bog, og dybt i Aanden hilser
de store Skygger, som sig langsomt hæve
forbi mit Unders-Blik. — Først Sø c r a t e s,
som fast og god i en fordærvet Stat,
stod, ene mod Tyranners Enevælde,
uovervindelig! Fornuftens Lov,
hiin Ros t f r a Gu d i agtpaagivne Siel,
adlydende, og kiæk i Død og Live;
stor Sædelærer; størst blandt Støvets Vise! —
Saa Solon, som opbyggede sin Stat
paa Billighedens Grund; ved milde Lovbud
i Ave holdt et liv lig t Folk, som fr it
endnu bevarede den Guddoms-Flamme,
hvoraf i alle Kunsters Laurbærlund
og Kampens Mark det skinned’ magelsst,
det skiønne G r s k e r l a n d s og Verdens Stolthed.
Derpaa k y c u r g, som bøied under Vagten
af strengest Tugt, alvorlig-viis, hver Drift
i Menneskenes Bryst. Næst ham jeg seer,
herlig som ved Th e rmo p y lw han faldt,
det haarde Lovbud, som den Anden lærte.
Nu haver Ar i st id sin erdle Pande;
hiin rene Siel, hvem Friheds-Landets Stemme
gav fr it det høie Adelsnavn: Ret ser rdi g; ’! ’
i rene Armods Majestæt tilbedet: — ’
han, som selv egen Glands for Statens glemte,
Af ham opdragen, blidere fremvandter ”
den fromme C imo n, han hvis stakke Aand
afrysted’ Ungdoms-Svirens Baand; i Udland
var Persisk Stoltheds Svobe; hiemme Ven
af alskens Baerd og alskens sindriig Kunst;
beffeden, simpel midt i Riigdoms Pomp.
Nu siunkne G r a r k e r l a n d s de sidste Helte,
seent, i forffiellig Tiid til Æren kaldte,
gaae tause frem. — C o r i n t h! Diu lyse Stierne/-
Ti mol eon, Adelsaand! saa bliid som fast,
som grad for Br o d e r / medens Vo l d s m a n d blødte., —
hvis Dyder / i et He l t e — F o r b u n d / haved’
til Frihed/ Ma g t/ og Ære Fædrelandet. —
Nu han/ med hvem Athenens Hader sank,
og lod tilbage kun et Barme-Bundfald,
h r i n g v d e Ph o c i o N/ i Sta ts liv streng,
i Dydens Tieneste som Fieldet haard;
men under lave haderkronte Tag
vpklared’ Fred og Viisdom mørken Pande;
er Elsker var saa om; ei Ven saa trofast. —
Og han den sidste a f L y c u r g i Sønner,
det adle Offer/ som forgieves søgte
en raadden St a t at f r e l s e / Ag i s / hait,
som saae selv Sp a r t a ned i Guldtorst siunken. —
Achaias tvende Hel te stritte Skaren:
Aratus, som en Stund oppusted’ Ilden
a f Friheds — Asken i de G r a k e r s L a n d:
Og han dets kiereste/ dets sidste Haab,
den dierve Philopoemon, der til Værge
omskabte Riigdoms Pomp, den ei han ændsed’;
nu tralled snart som Bonde ved sin Avlsgaard:
nu kiærk og snild stod tordnende i Marken.
Med Barskheds-Blik et Magt-Folk nu fremtræder!
En Helte-Æt i hine dierve Tider,
hvis ene Feil partiisk Forkierlighed
for Fædrelandet, fremfor Alle, var
Hiin ædle St i f t e r først, hiint Roma s Lys,
Numa, som mildned’ dens rovsyge Sønner:
Kong Se r vi ns, der lagde fasten Grundvold,
hvorpaa den store Verden — Fristat reistes.
De store Consuler nu herligt fremstaae!
da streng han sad paa frygtelige Domstoel. —
Han, hvem et utaknemmeligt Fædreland
ei kunde tabe, hiin C ami l lu s, hamnsyg
mod Fjender blot. — F a b r i c i u s, Guldsforagter;
og C i n c i n n a t u s, Sta ts som Plovens Styrer. —
der sted sig af Naturens omme Lunker,
fra hele Romas Taarer, mægtig kaldt
ved løvtet og ved Ærens strenge Høibud. —-
Sc i p i o, hiin ædle Helt, sag bold som blud,
der snarlig lob uplettet Harders Bane,
og, varm som Yngling, til Parnassets Skygger
med Venskab og med Vi i s d o m veeg tilbage, —
Ru Tu l l i u 6, hvis siarrke Svada holdt
Dig, siunkne Rom!, en Stund opreist i Faldet, —
Hiin faste C a Lo, Dydens Helt i Ds d e n!
Og Du, ulykkelige, smme Br u t u s,
hvis storke Arm, af Dydens Strenghed dreven,
et romersk St a a l mod Ve n n e n s Bryst oplssked’.
Dog Tusinder forlange Sangens Skatssyld;
men hvo kan talte Firmamentets Stierner?
hvo synge deres Virkninger paq Jorden? —-
See! hvo fremtræder hist! i værdig Pragt,
ssisn, mild og Dark, som Himlens Sommer-Soel!
Ha ’ PHa b n s er det: eller Ma n t u a s Hy r d e!
Homer selv sees i sin Himmelskugt,
hiin Sangens F a d e r, og jævnsides med ham
Br i t t a ni af Mu f a, Haand i Haand i Halvmulm
bestige de Udødeligheds-Bierget.
Saa hines Skygger, som med kunstriig Haand
det rørte Hierte maled’, og henrykte
At hen en s Folk med den moral s ke Sc e n e:
samt deres, som til Klang opvakte Lyren. —
I Støvets første Aander! Guddoms Samqvem!
besøger hver min Aften, Jer den offres,
og hæv min Siel til Eders Tankers Høide!
Du stille Magt, o Ta u s h e d! vogte Dsrren;
at Ingen skal forstyrre Andagts-Timen,
undtagen de udvalgte Faa, som værdes
min Hytte at forherlige ved Diisdom,
ved vel fordoiet Lårdom, prøvet Trøstab,
naturligt Vid, og evig muntert Lune.
Eller stiig ned fra Musa-Bierget, Pop e!
forhøi min Andagts-Stund og byd den smile,
og med Din Samfunds-Aand opvarm mit Hierte:
skiøndt Du harmonist, som Home r fast synger,
Dit Liv er Harmonie end skiønnere!
Hvor est Du, Hammond? Digterchørets Stolthed,
dets Ven og Broder? Elskelige Yngling!
Ak, hvi bortreves Du, i aarlest Blomstreæ
af Ungdoms-Genius, da frist udsprungen
hver ædel K ra ft, hver Dydens Rose pranged,
hvi fra vort Haab bortreves Du saa aarle?
Hvad gavner nu hiin ædle Æretorst,
som brændte i Dit Bryst? hiin Kundskabs-Skat
saa aarle oplagt? hiin Din ho-ie Varme
for Fædreland, da glødende Du stod
blandt unge Patrioter, Bretlands Skotter?
Hvad hielper nu hiint muntre Vid, som spredte
trindt Liv og Lyst? Hiin Kierlighed kil Muser,
hiint Venskabs-Hierte og hiin Glædens-Siel,
som bod med blidest Glands hver Dyd fremsmile?
Ak! Alt blev viist, vor Flid, vort Haab at giække,
ydmyge det, og livre: Dr s m sr L i v e t! —.
Saa gad jeg leve i en dunkel Hytte
i Vintrens Mu lm, blandt omme Venner, muntre,
alvorlige, alk saasym Wmnet fordrev’;
med dem udgranske, om Naturen kaldtes
seent-stigende a f Nattens Sde, efter
sprang evig frem af Ev i g h e d e n s Aa n d )
dens Kilder, Love, Fremgang og dens Meed. —--
Saa vilde Blikket paa det skiønne Hele
sig gradviis aabne, som vor Siel sig aabued’;
og undrende yi faae hver Harmonis
i høi Fuldkommenhed sig reen forene,
Saa granskes vi den stede l ige Ve r d e n,
som, synes den forvirret end, dog vandrer
i høiest Orden: dannet og bestyret
af Viisdoms Almagts-Haand cg strarbende
blot til det Heles Vel. — Og derpaa ledte
os C l i o giennem Tidens Dybder, viiste
hvorlunde Riger steeg, sank, faldt i Sp lin te r;
hvad der fremkalder Smiil paa Folkets Ansigt,
forbedrer Jordbund, og fordobler Soel;
og hvi de sirnrgte under klarest Himmel
midt i Naturens Skiød. — Som saa vi taled,
da blnssed’ vore Hjerter høit, indaanded’
hiin Guddoms Arvelod, hiin Himmel-Straale,
som lyser vidt og bredt i Patrioters
og Heltes Bryst. Men hvis vi dsmtes til,
i magtlss Vanhelds Stand at undertrykke
deslige ædle Blu s a f Sielens I ld,
da, htbvede sely over ALresyge,
vi lterte huuslig Dyd: gleed stille hen
i Skygge, paa det klare Landlivs Strøm;
og rev os Haabet hen i dunkle Tiidsrum,
som komme skal, da forud skued vi
med Alvors Aie hine høie Optrin
af Salighed og Undren, hvor vor Aand
i endlss Daxt, og evig Opgang stiger
fra Stand til Stand, fra Verden og til Verden. —
Men, med flig Folie under Alvors Tanken,
til Vexel-Lyst, vi leged Phantasiens
det muntre Tryllespil, ja danned rastlos
de raske Billeder, den glade Skare
af aldrig for forenede Ideer,
hvor livligt Vid henrykker; eller Lune,
skiøndt selv alvorligt, maler Dognets Daarstab,
fremkalder Latter, og hver Nerve ryster. —
Imens antamdes Ild paa Landsby-Arnen;
vel træt, og dyrt bekræftet, hørt med Andagt
gaaer Spøgelse-Historien omkring,
til Overtroens Rædsel iisner alle.
Tidt i Storstuen landlig Springedands
nu vækkes: landlig Munterhed gaaer rundt;
det simple Indfald tryker Bondens Hierte,
som notes let; den høie Hiertelqtter;
det stiaalne Kys fra halvbortvendte Mø
dep snart Uagtsomhed, snart Søvn forstiller;
dæ glade Julelege, og tilsidst
den raske Dands til Fødehiemmets Toner
dem Vinter — Aft’nen lysteligt bortvisker.
Nu sværme Stadens Vandbier. Hvert et Stade
fuldt af hvert Æmne, varmt af blandet Samsnak,
nu dunkelt blandet surrer. Daarstabs Sønner
ad Gleedens falste Tryllestrøm henglide
mod Hvirvlets Svælg. Paa ryggesløse Bryst
Spil-Furien nedslaaer, yg, i et Dyb
af Sdelaggelse, Dyd, Ære, Ro,
Sla:gt, Venner, Velskand hovedkulds nedsænkes,
Høit springer Dands i oplyst Sa l; indviklet,
udviklet nu paa tusind muntre Maader.
Nu Hoffets Glands sin hele Pomp udspreder;
fordunkler Alt; gienstraalt af Galladragter,
af Diamanters og af Aines Glands,
en Gloria Høisalen giennemsvarver:
mens — et Insekt liig — i sit Sommerstin
her paa stsvspraglet Vinge Daaren flagrer.
Mørk over Scenen strider Hamlers Aand;
Othello fnyser; og Monimia klager;
og Belvidera aander ud sin Gie!
i Elskov. Rardsek slaaerz den hulde Taare
paa Kind nedrinder: eller og Thal ia
for Mrden holder frem sit Verden-Speil,
yg varkker snild den upartiiste Latter, —
Hun stundum hæver Tonen, maler Livets
hvad Manden pryde kan, og Hiertet trylle.
O Du, hvis Snille, grundlærd, som forfinet,
hvis Borgerdyd, hvis Mesterhaand der rsrer
de fine Fiedre, der bevæge Verden,
forenet med hver Grat iernes Gave,
og al Apol løs Himmel-Ild, Dig giver
med yndig Værdighed tredobbelt Glands
som Larer, Prydelse og Glade for
det fine Livi tillad en landl ig Musa,
v Chesterfreld! med Dig sit Qvad at pryde.’
Før ydmyg hun i Skyggen atter svæver,
hun barnlig-stolt sig blander i Dit Følge,
(thi i Dit Følge har hver Musa Plads),
for nar at see Din Aands vidtstrakte Rige;
den Aand, der med oldb rittisk Haan afsiog
hver Lokkemad af en bestukken-Magt.
Hiin Aands- og Legems-Anstand, som fordunkler,
selv efter det indbildste Frankr igs Dom,
dets stolte Kongeborgs lovpriiste Gader;
hiint Vid, hiiltt raske Lynildsglimt af Snille,
Maturens Sandhed, som med attisk Salt,
og syrlig-sod Satire stikler Dig
ind i vort Bryst, og lager uden Smerte. —
Og naar Du harver Dig i al Din Glands,
da lad mig hilse Dig paa Hardersdage,
naar til det tanse Høiraad Bret lands Sønner
henstimle, for at høre Bret lands Talsmand. —
Thi da, ikladt af Dig, fremtrader Sandhed
forskiønnet udi Svadas milde Dragt;
bifaldende Fornuft giengiver Du
dens egne lyse Tanker; kaldt fra Hiertet
adlyder Lidenskaben flux Din Røst;
ja, selv Partiaand føler for en Stund
Din skiønne Magt, naar i et Storhav af
Veltalenhed, snart bliid, snart rast, snart stærk,
dyb, klar Din Tales rige Strøm fremruller.
Vend, Musa! til Din elskte Bolig nu:
thi see! de muntre Vinterdage fremgaae
iiskolde; mens, for Synet alt for fiint
atherist Salt al Himlen giennemtranger,
og draber giftig Damp; og matten Luft
paa ny med reen og himmelsk Livskraft styrker.
Blank klynger Atmospharen sig, og knuger
vort styrkede Legem i sin kolde Favn;
»vliver alt vort Blod; hver Livsaand luttrer,
som stormer giennem de nyspændte Nerver
i dobbelt hurtig Fart til Hiernen op,
hvor Sielen sidder rolig, stor og kold,
som Himlen klar, og som Aarstiden kraftfuld.
Alt føler Din —Oplivnings-Kraft, o Vinter!
og kun for tankeløse Blik Du synes
en Adelæggelse. Frostbundne Jordklump
indsuger Liv og Aand for Planteffarer,
og samler Kraft for Aaret, som skal komme.
Af dobbelt Rsdme gløber Ildens Kind
vaa Vintrens Dag; og dobbelt klare flyde
de rene Strømme; selv de bratte Dyb °
staae aabne som et Speil for Hyrdens Blik,
og bruse høiere i Frostens Lunker.
Hvad est Du, Frost? hvorfra de hvasse Vaabeu
hvormed Du lønlig Alting giennemtrænger,
hvem selv ei lette Dunst og Damp kan undflyr?
Er ei Din Magt useete Myriader
af Saltpartikler, dannede liig Kroge
eller liig Dobbeltkiler, riigt udspredte
i Vand, Jord, Luft? Desaarsag tidt mod Qvalden
skarpt aandet ud fra røden Synskreds rundt,
som fyldes nu af Vintrens Vredes-Glsd
og iiskold Blærst, tidt vexlende, paa Vandet
en blaalig Hinde svæver, og i Lsbet
fangster den muntre Bak. Det Isse Iisflag
nedledt af Strømmen, og af Soel halvoplosi,
ei rasler meer, men til sivgroete Aabred
groer fast, og samler trindt om spidse Steen
et Brolag af Chrystal, af Himlens Aande
hart hundet; til fra Bred til Bred som Fange
den hundne Aa dybt under Isen mumler. —
Høit klinger frosne Muld, og giver klart
en dobbelt Gienlyd; medens Landsby-Hunden
paa Aftenvagten skrammer Nattetyven;
høit brsler Qvien; fierne Vandfald svulmer
i Nattens Kuling; og de snare Trin
af Vandreren gienlyde vidt og bredt paa
Sneemarkens Hvalving. Firmamentets Bue,
utalte Verdner aabnende for Synet, ’
nedstraaler dobbelt hvalt og klar; een Kuppel
af Stierneglands, fra Pol til Pol i Lue.
Fra Pol til Pol den strenge Virkning falder
i stilleæ Nat, svar, stærk, og udeæ Ophør,
og griber al Natureæ. — Frosten voxer;
til Morg’nen seent op over frydløs Verden
sit blege Hie hæver dorff. Oa ftes
den tauft Nats forskiellige Bedrift:
fra frosne Tagstiæg og fra Strømmens Vandfald,
hvis Pragt — Chryskaller synes kun at bruse,
Iistappen hænger, og det skiønne Frost-Værk
med Farvespil og sirlsomme Figurer.
Vidt over Høien styrtet, frosne Bæk
en blaalig Stribe er i Morgen — Glimtet.
Sig Skoven borer under Sneens Lovværk;
og Sneen, luttret nu af Frosten, bleget
og sammenslynget, klinger under Trinnet .
af aarle Hyrde, mens han sorgfuld søger
sin matte Hiord, eller fra Biergets Tinde
ad spejlglat Skraaning fro og rask nedstiger. —
Til munter Spøg og Leeg de unge Karle,
nu mens hver landlig Sylftl lrrgges hen,
ved Floden samles fro, og spredes der
til alskens Lyst og Fryd: did iler glad
den saligste iblandt dem, Pogen; henrykt
han Toppen hvirvler. — Eller der, hvor Rhinen
sin lange Strøm i mange Grene spreder,
fra hver Provinds Batavia sorgløs sværmer;
og mens der fries frem paa blanken Sksitei
tusind Retninger, i Cirkelbuer
med kunstriig Ligevagt og Vindens Fart,
hiint ellers dorske Folk staaer frydberuset.
Og hist paa Sneen sprede Nordens Hoffer
en useet Pragt. Rast der de snare Kaner
den starte Ungdom diervt paa Banen hvirvler
i Vaddefart. Men, for at livne Dysien,
staaer skan disk Favre hos med Rosenkindett,
ved Sneens Side dobbelt rosenskiøn;
hist Ruslands stærke Datter / smilende.
Reen, klar og frydfuld er den sunde Dag,
men snart udrunden. — Lavt ved Horizonten
breed hist i Syden hattger Soel ved Middag,
og fast uvirksom koldeæ Field bestraaler:
der stander fast i sin azurne Rustning,
og føler ei dens Piil: mens Dalen stundum
for en tilbagekastet Straale bugner;
mens klynget Snee fra Skovens Krone falder,
og, Myriader Ædelskene tiig,
i Faldet adspredt glimret Høit omkring
lordner Jagtherrens Fryd, som nu med Bossen,
og Hunden, der ved Skuddet lynsnar farer,
langt grumnrere end Vintren Marken hærger;
og, forende til Aarets Rrrdfler, dommer
forladte Fugl og Dyr til Lyst at bløde.
Men hvad er det? Vor sprrde Vinter synker
afført sin Majestrrt, saafremt vort Blik
forbavset skuer op til kolde Zone,
hvor hele Maaneder den gamle Nat
Iissæptret holder paa speilblanke Throne. —
Der, i et Frrngsel af umaalte Ader,
fra Flugt ved selv Naturens Haand udlukt,
vidt Ruslands Landsforviiste vanker om. —
Snee-Arkner kun hans mørke Aie farngfle;
tilfsgne Skove, og hundfrosne Floder,
som giennem dette svare Ade strrrkke
yp til Iishavet deres Vinter-Rrrdster;
og fierne, mørke Strrder, som kun frydes
med Hilsen og med Nyt fra Mennesker
eengang hvert Aar, naar Karavanen vandrer
selv her fro under blanke Arken boer
dg bygger Foervrrrks-Dyret; Hermelinen,
soiu Sneen hviid, med sorttilspidstt Hale;
og Zobeldyret blank-sort; mørkebruunt,
og stribet skiønt med mangen blandet Farve;
samt tusind andre end til Kongers Hofpragt. —
Der Skarer Raadyr ta:t sig sammenklynge,
og slumre varmt paa den nysfaldne Snee.
Knap sees Hovedet af takket Elsdyr,’
som dsrfft og dybt i hviden Afgrund sover.
Her bruger Jagtens Søn er Garn, ei Hund;
og ei med Buens Rædfels-Klang han jager
den feige Skregt; han svinger svare Kslle;
mens mod Sneedynger de forgieves siode
det bange Bryst, og skrige ynkeligt,
han gispende i blodstankt Snee dem ligger,
og til sin Hiemstavn jublende nu brrrer.
Der i den nøgne, halv begravne Skov
den plumpe Biorn, hiin vilde Skovbebver,
i sit Iispantser frygtelig omvanker,
meer sten og gram i Hu, som Stormen voxer.
Den reder Seng i det umilde Sneebierg;
med steenhaardt Taalmod, og for stolt til Klynkeæ
sit Bryst den imod Nødens Angreb hrerder.
Vidt over Nordens lqngtudsirakte Riger,
som see Bostes styre senen Vogn,
en Folkestamme, vild, i Nordstorm hærdet,
der kiender lidt til Lyst, ei Smerte frygter,
omsværmer frugtbar. — De gienreiste engang
den faldne Verden, feig i Trældom siunken;
og Styrke over det qvindagtige Sydland,
og danned’ om den overvundne Verden.
Ei saadan Laplands Søn: thi viselig
foragter han det vilde Kriger-Haandvarrk,
og snster kun hvad ham Naturen rakker;
han elsker varmt sit Fieldland og dets Storme.
Ei daarlig Jrd, ei Savn af Hovmod avlet,
hans Dages stille Strøm forstyrrer, eller
t Vellysts eller Hovmods Labyrinth
»astlss mod evig Qval den byder rase. —
Rensdyret er hans Riigdom: det ham stiamker
hans Telt, hans Kiortel, Seng og Huusgeraad,
og sunde Kost og glade Ltrdstedrik.
Larvittig lyder Dyret flux hans Røst,
og bøier Hals for Sliedens Aag, og hvirvler
ham over Øierg og Dal, som savnes til
en sneehvid Marmor-Mark, saa vidt man øiner,
og med et blaaligt Lag af Iis forg-laffes.
Nu ved Nordlysets Dands, som rastløs kaster
et Hav af lyse Bølger over Himlen,
ved klare Maaner, og ved blanke Stierner,
hvis Straale — Glands i Krknens Speil fordobles,
han, selv i dybeste Polar —Nat, finder
en Under-Dag, der lyser ham paa Jagten,
og paa hans Elskovs-Gang til Finlands Skiønne.
Nu kommer snffet Vaar; fra mørke Syden,
mens mat Aurora langsomt forud vandrer,
frempipper den velkomne Soel knap først,
saa haver gradviis op fin gyldne Skive!
Da seet i hele Glades-Maaneder
fit Lob i fortsat Skruegang den dreier,
og som den sanker ned fin Flamme-Kugle,
ben haver sig og gienbestiger Himlen.
I denne Iubeltiid fra Soer og Floder
! han drager rige Dræt. Med dem i Qvlrld
! han fro betynget nu ti! Hiemmet tyer,
hvor efter fuldbragt hunslig-gavnligt Dagværk
den fromme, troe Viv ved Arnen syfler.
O, lykkelige ALt! Død Armod fikkret
for hvert lovmæssigt Ran, og rovsyg Magttryk.
Duul Gierrighed har i Dit Bryst end aldrig
saaet Lastens Sled: Din rene Mngling kiender
ei Urets-Daad; Din Datters Roscnkind
for troløs Elskovs Aande aldrig falmed.
End trænger frem, hiinside Torneaas Søe,
sg Hec la, som Snee-Srknen grennemflammer,
og fiernest Grønland, op mod Polen selv,
hvor Livets matte Lys gaaer gradviis ud,
min Musa i sin Flugt; og mens den svæver
høit over vilde Underværkers Scener,
Her Vintrens Konge i sin skyblaa Iisborg
høit throner med sin glardeløse Hofstat:
her i hans Lufthal tordner idelig
det høie Don af Nordenstormen. — Her .
Tyrannen psnser paa sin Heevn; her våbner
han Vindene med Frostens hvasse Pile;
her stober han sin Hagl, Sneebolten klynger,
hvormed han rammer fast den halve Klode.
Nu vendt mod Hst, imod Ta r t a r e n s Kyst,
min Musa over Havets Tordner svarver:
Her, uoplsst fra Klodens første Dag,
Snee taarner sig paa Snee til Himmelbjerge.
Iisfield paa Iisfield dynget synes for
den giennemfrosne Somand i det Fierne
en hviid, blank formlss Dunstkreds. — Redeligt,
uhyre fremstrakt over Havets Svaelg
seer Bierg paa Bierge ned; nu sammenstyrts,
som Chao s kom igien, og spalte Dybet,
og ryste fasten Pol. — Oceanus
selv magter ei at modstaae Vintrens Lænker,
men gribes midt i al sin Stormløbs-Rasen
af Frostens Kiampehaand, og lankebindes
i mange Favnes Dyb til fasten Bund,
oz tør ei brsle; som et Kiampeliig
med Skiag a f Klipper stiv og strakt han ligger,
fiern fra alt Levende, der klogt mod Syden
for Vintrens Radfler flyer, Ynkvardige!
hvo her, indffruede i Dr iv iis, sige
for sidste Gang Farvel til Solens Dalen;
mens dræbende, frostsvanger tifo ld, Natten,
den lange Rat med sine Radfler falder
hvis Snekke først (hvad har ei Br i t t e r vovet!)
sig søgte Giennemfart, saa ofte siden
forgieves prøvet„ fast som var den sparret
med evigt Bolvark a f en fiendsk Natur. —
I disse grumme Egne, i Ar z i n a,
mens i steenhaarde Dyb det lette Skib
flux naglet stod, han med usæle Mandskab,
hver i fin Dont sig trillende til Døde,
Iisstøtter blev: Matrosen frss til Touget,
og Snekkens Sty re r stod til Roeret frossen. —
Rerr ved hiin Strand/ hvor O bys Strøm for Iis
knap ruller frem/ boer Jordens sidste Slægt;
og / halv kun livnet af den fierne Soel,
som modner Mennesket/ saavelsom Planteæ,
bær’ her Naturen dyrisk Raaheds Stempel.
For Vintrens Kulde dybt i Huler skiulte,
ved skummelt Ildsted og ved frydlsst Maaltiid
hendrives kiedsomt Mulm. I Peltsveerk svobt
Barbaren doser hen. El Spøg/ ei Sang,
ei Smhed kiende de: — af Levende
kun Egnens Bisrne/ deres fødte Frender:
til Morgenen / hvis Roser visne her,
et langt Tudsmørke spreder over Landet,
og kalder frem til Jagt den Vildes Bue.
Hvad virker kraftfuld Viisdom ei? Den skaber
et Folk paa n y! Vid t spredt fra disse Kyster
et Folkefærd/ fra fierne Oldtiid vildt,
en stor foragtet Sta t/ af gothisk Mørke
blev opvakt ved en Aa n d af Him l e n iqdblæst .
Ubodelige Pe t e r! Storst blandt Konger!
et vildt Land tæmmed’ Du; dets Fielde, Floder,
i Moradser, Have, og haardnakne Souner;
i og mens den raa Ba r b a r Du undertvang,
vphøied Stelen Du i Ma n d e n s Bryst.
I Oldtiids Helte-Skygger, som arbeided’
i Seclers Rakker paa at bygge op
en skranken Sta ts —Pla n, skuer her med eet
Miraklet giort! Stzer. ham, den Mageløse!
forlade Fædres Throne, hvor, til den Tiih
en magtig Skygge sad af indbildt Ma g t; „
stor han foragted’ Hoffers lade Pragt;
og vandrende i hvert et Land og Havn
bortlagde Sceptret, og med Kongehaand
»krattet førte Haandvarksmandens Redstab,
indsamled’ Sad til Handel og til Kunst,
til verdslig Diisdom, og til Kriger-Snitte.,
Riig med Eu r o p a s Skatte hiem han gaaer
da fremstaae Stader i opklarte Ader;
i frydlss Arken smiler Agerdyrkning;
den fierne Flod i Floders Favn henflynges;
Eu x i n u s hører Astersoens Br o l;
stolt gynger Flaader paa det Ha v, som aldrig
for Kiølen stummed’ før: og Hære vende
til alle Sider blanke Rækker; standse
her Nordens Al e x a n d e r s vilde Rasen;
hist kue de O sm a n n e n s feige Emmer. —
Da landsforvises Ladhed, Dumh e d, Last
af gammel Skiændsel stolt; alt gløber trindt om,
lm t af hiin Kon g e — Haa n d, som vakte Alt,
et Kunsters, Vaabens, Handels Skuespil;
hvad Viisdvm ordner, og hans Magt fremtvang,
meer nmgtig end hans Etorexempel lterte.
Ru hviner Vinden mindre hvas i Qvastd,
huult blasende fra Sønden. Undertvungen
opløfts Frosten nu i Tsveirs Draaber.
Alt spættes Bierget; løft Sneelag smelte,
og væde Egnen. Bakken svulmer høit,
og trodser Rand og Bred. — Fra Høien brat
ned over Field og Skov i brune Sluser
og tusind Arme Biergstrøm styrter ned,
og hvor den rammer, lyder Sletten høit,
og er en Dynd-Ark. — Hine dorske Have,
som siaae om frosne Po l, vil meer ei tove
i Vintrens Konges de chrystalne Larnker;
men mokke brat de størke Belgehme.
Og hør! i Gienlyd lyder Kampens Brøl
tvert giennem Dybets R ifte r; brat det reevner,
og taarne tusind Bierge op mod Himlen.
Men! Vee det Sk ib, med usirlt Folk bemandet,
som tumlet i det brustne Hav nu ankrer
i Liv og §y a f flig en nyskabt Iis —Se,
mens Nat paa Havet staaer, og Ra:dsel seler
dobbelt redelig. Kan Menneffet
staae fast i slig en Hvirvelstorm af Qvaler?
mod Hungers ssarpe Tand, mod Msdigheb,
mod Vinds og Bølges Br s l, mod Isens Brag,
som tier nu, og nu fordoblet raser,
og vidt og bredt i rædsom Gienlyd tordner.
For at hundrsre Dybet, stormer op
a f Svarlget L e vi a t h a n med sin Hær,
og spruder Havskum vidt; mens giennem Mulmet,
fiernt fra den sorte og ugiarstfri Strandbred,
paa Stormens Vinger høres hungrigt Hyl
af sultne Rovdyr, ventende paa Vrag.
Dog, Forsyn! o, Dit evig vaagne Øie
seer ned forbarmende paa Støvets Sliid,
og selv, naar Haabets Lys er slukt, Du lyser
hem trygt i Skiebnens REdsels-Labyrinther. —v
Aet er fo rb i! — grumt spreder Vintreæ nu
sit sidste Mu lm, og lamkebinder Aaret. —
Hvor dorsk og død nu Planteverdnen ligger!
hvor stum er Sangens Rige! Vid t udstrækker
Forfærdelsen sit J e rn —Sp iir. — Kom, Du Daare!
see her Djt Liv i Sp e il; nyd fsie Aar
Din Blomster-Vaar, Din Ungdoms-Styrkes I l d;
Din satte Høst, som falmer alt til Alder; —
og blegen Vinter kommer da tilsidst„
og lukker Scenen. — Ak! hvor flygted’ nu
de Høiheds-Drømme? hiint Dit Boble-Haab
om Lykke? hine Længsler efter Stornavn?
hiin vaagne Sorg? de urofyldte Dage?
de Pragtens Fester, og de lette Tanker,
som mellem Godt’ og Ondt Dit Liv henhvirvled’?
Alt er forsvundet! Dy d e n kun bestaaer
ubodelig; Din Ven i Liv; Din Leder
til himmelsk Salighed! — Og see, den kommer
hiin Morgens-Gloria! hiin anden Fødsel
af Jord og Himmel! Vakt Naturen hører
nyt Sk a b e r — Bl i v; og stander op til Liv,
i hver forhøiet Form, fra Sorg og Død
for evig fri. — De n s tore evige Pl a n,
som giemmer Alt, og i et Guddoms-Heelt
forener Alt, opklares efterhaanden,
og Skuet aabner sig for Tankens Blik.
I v ift Daarer, og I stolte Blinde!
i Støvet kast Jer nu; tilbeed hiin Almagt
og Vi i s d om, I beskyldte! Seer nu Grunden,
hvorfor beskeden Dyd i Mørket leved’;
uamdftt døde; hvi den Ædles Lod
i Livet var kun bitter Galdedrik;
hvi Enken og de Faderløse hungred’
i oden Vraa;. mens Overdaad i Borgen
anspændte tomme Hierne for at skabe
indbildte Sa vn; hvi himmelbaaren Sandhed
og freidigt Snille bare røde Strimer
a f Overtroens Pidst; hvi Plagefog’der
bestaltede, liig Øievle i Ildharnist,
vort Liv forbittred’. — Gode Lidende!
I ædle Faa! som her urokket staae
i Livets Trængftl, lider end en Stund,
og hvad begrændset Blik, som saae kun Lidet,
for Onde ansaae, er ei Onde meer:
Snart Vi n t e r — Ti d e n s Storm skal gaae forbi,
og ubegmndset Vaar omfavne Alt!