Peter Foersom (1777–1817)

Kom, blide Foraar, Himlens Mildhed, kom!

og fra hiin Vandskyes Barm, mens Frydeklang

opvaagner rundt omkring, skiult i en Regn

af dunkle Roser nedstiig paa vor Slette!

        O! Hartford! lige skikket til at lyse

med simpel Yndighed i Kongesale

og vandre her med Uskyld og med Andagt,

i bliid Forening samlet, hør min Sang!

Dm egen Aarstiid maler den: Naturen

slaaer blomstrende som Du, som Du goddædig!

        Og see hvor barsken Vinter drager fiern

mod Nord, og kalder sine vilde Storme!

De lyde: hylende de flye fra Høien,

fra nøgne Skov, og ødelagte Dal;

mens milde Vinde følge, ved hvis Aande

Sneedyngen flux i mørke Strømme smelter,

Og Bierget løfter høit sit grønne Hoved.

        End staaer ei Aaret fast, og Vinteren

mod Qvælden sender tidt sin Kuling ud,

iisklæder Morgnen, byder Sneefogs Hvirvler

den glædeløse Dag formørke: saa at

Rørdrummen veed knap, naar dens Neb i Dybet

skal giennemgialde Marsken; knap Loefuglen,

naar den fra Stranden skal til Heden tye,

og der sin vilde Sang for Ørknen synge.

        Fra Væd’ren ruller nu den milde Soel;

den lyse Tyr modtager den. Ei meer

den vide Dunstkreds præsses ind af Kulde;

men fuld af Liv og Livskraft hæver høit

de lyse Skyer, og dem spreder tynde,

sneehvide, mylrende paa Himlens Hvælving.

        Nu aander Luften luunt, og løser Jorden,

og himmelsk Varme alting giennemgløder.

Fro mærker længselfulde Agermand

Naturens Smelten, og fra Stalden driver

de stærke Axne did, hvor velkiendt Plov

i Furen ligger, nu fra Frost befriet.

Der villigen de bøie deres Hals

for Seletøiets Aag, og gaae til Arbeid,

af kunstløs Sang og Lærkens Slag opmuntret;

mens, bøiet over blanken Skiære, Bonden

sig læner, trænger giennem Jorden, styrer

det hele Værk, og vender Markens Flade.

        Paa Nabo-Marken Sidemanden vandrer

med maalte Trin, og gavmild Kornet strøer

i Jordens troe Barm; den skarpe Harve

gaaer frem, og lukker til Naturens Værksted.

        Vær naadig, Himmel! — Mennesket har rygtet

sin svare Dont. Frugtbare Vinde, aander!

Du milde Dug, Du blide Støvregn, fald!

og styr Du alt, o Soel! Du Alts Opliver!

til et velsignet Aar. — O tro, Du Søn

af Overdaad, af Pragt og Hovmod, ei

den simple Scene er Dit Blik uværdig!

Slig Gienstand Marv fordum sang for Roma,

hiin Verdensdronning i dens fulde Flor

af Smag og Snille, luttret af de Græker.

Viid, fordum styredes den hellige Plov

af Støvets Konger og glorværdige Fædre,

og Mand, mod hvem Din Dverge-Æt kun er

et Kryb en lummer Sommerdag udklækker —

holdt Magtens Skaaler, styred’ Krigens Sværdstorm,

og saa med dierve Hænder, glemmende

den feige Blødhed, grebe de igien

til Ploven, leved’ storlig — uafhængigt.

        I ædle Britter! bærer Agt for Ploven;

og over Eders Høie, vide Dale,

lad Høsten sprede sine Skatte ud

i Solen, riigt og frodigt! Saasom Havet,

saalangt dets blaa, stormslagne Rige rækker,

Jert Scepter hylder, og fra tusind Kyster

mod Eders Strand al Livets Pragt henvifter:

lad Eders Land, fortrinligt vrimlende

af Fylde, gyde Himlens bedste Gaver

til hvert et Rige, nøgne Lande klæde,

og være Verdens uudtømte Kornhuus!

        Ei blot i lunen Luft den stærke Soel

fremaander denne salige Forandring;

dens Kraft dybt skyder til de mørke Kamre,

hvor Grøde boer; den frier de bundne Dampe,

og sender dem ud over Foraarsmarken

i mange Farver; dog, o blide Grønne!

først Dig, den smilende Alskabnings Festdragt,

forenet Lys og Skygge, hvorpaa Øiet

husvalet stedse, stedse frydet dvæler.

        Fra fugtig Eng op til udtørret Biergtop,

det friske Grønne, ledt af Vinden, løber,

snart svulmende, snart skiult for gladen Øie.

Hvidtiørnen blomstrer; grødefulde Lunde

fremskyde Knopper, som udfoldes langsomt,

til hele Bladeskoven staaer udviklet,

med frodigst Kraft i Foraarsvindens Susen:

hvor Raaen bryder giennem dunkle Krat,

og Fuglen useet synger. — Flux udsmykket

med Vaarens stolte Farve — Pragt, formedelst

Naturens lønlige og snelle Kraft,

nu Haven gløder, fylder bliden Luft

med rigest Vellugt, mens forjættet Frugt

end liig ufødte Foster useet ligger

i Purpur-Svøbet. — Ofte lad mig nu

fra Hovedstadens lumre, dorske Pestluft

udvandre over dugbesprængte Marker,

hvor Sundhed aander, nedslaae Duggens Perler

af Busken, naar i grønne Labyrinther

af vilde Rosentræer jeg gaaer min Vandring

indaande Græssets Vellugt, og bestige

en Høi, Augusta! hist i Dine Sletter;

see Landet trindt om mig, een mægtig Rose,

et blandet Blomster-Mylr af Hvidt og Purpur,

hvor det henrykte Øie skynder sig

fra Fryd til Fryd, og salig skimter, giennem

Alherrens Ødselhed, den gyldne Høst.

        Hvis ei fra Ruslands Ørk en Frostvind kommer

og spreder ud fra stne vaade Vinger

en klæbrig Meeldug, eller skarp udaander

en Nattefrost, ved hvis giftfulde Kraft

det modne Foraars hele Løvværk blegner,

frydløst og dødt, en stor udtørret Ørken!

Thi ofte, avlede af taaget Nord,

hidsværme Myriader af Insecter

paa giftig Nordvinds Vinge; æde sig

igiennem Knop og Bark en graadig Vei

ind i det visne Hierte. Ringe Kryb!

dog ofte Straffe-Engle, i hvis Fied

gaaer gustne Hungers-Nød, og dræber Aaret.

For det at hindre Bonden snild antænder

om Æblegaarden Blus af Straa og Avner,

til, hyllet ind i Damp, den skiulte Fiende

fra hver en Sprække falder qvalt til Jorden.

Han stundum ogsaa strøer paa Blomsterne

skarpt Peberstøv, der dræber Frostens Yngel,

som os, naar sygen Blad sig sammenfolder,

han vander det, og drukner dem i Reden.

De Fugle smaa, hvis Neb dem flittig dræber,

uviselig han heller ei bortskræmmer.

        Trøst Dig, o Landmand! ei forgieves blæser

hiin Vind, skiøndt grum den synes. Fiern den holder

hiin svære Masse Skyer, af Regn betynget,

som baarne over Havet hid i Sværme

den blide Sommers Varme skulde qvæle,

og grumt der spæde Aar i Fødslen drukne.

        Nordost forgieves raser; lænkebunden

i sine Huler. Nu det ødsle Sønden

opvarmer Luften, og i Himlens Ørken

udaander store, svangre Sommer-Regnskyer.

Først stige de liig dunkle Blomster-Kroner,

som neppe plette Himmelen; men flux

i Hobetal fordobbles Dampen, seiler

paa tunge Himmel, blander sig med Dybet,

og ruger som et Mulm paa Horizonten:

ei sligt, som Vinter-Storme sender ned,

som kuer Livet, men et yndigt, venligt,

og bliidt og fuldt af Haab og fuldt af Fryd,

Naturens Ønske. Gradviis dulmer Vinden

til fuldest Stille, saa ei mindste Pust

Du hører bæve i de tætte Lunde,

ei sagtest Susen vender Sølverbladet

paa ranken Esp. De løste Strømme, spredte

i speilklar Brede, glemme deres Baner,

og lokkes hen til Fald. — Alt, Alt er Taushed,

og frydefuld Forventning. Hiord og Qvægflok

nu slipper Qvisten, strax anraabende

det himmelfaldne Grønne. Taus og tvivlsom

med Olie væder Fuglen sine Vinger,

for Regnens Himmel-Perler at afryste;

og venter paa sit Tegn, for flux at bryde

i almeen Jubel ud. Ja, Bierg, Dal, Skov,

synes det, forlænges ivrig efter

den Salighed dem tilsagt blev. — Ophøiet

gaaer Mennesket iblandt den glade Skabning;

hans Tanke priser og hans Øie takker.

Til Marken Skyen nu betroer sin Skat;

først paa det stille Vandspeil ryster den

de første Draaber; derpaa overøser

med rundest Riigdom en oplivet Verden.

Den sagte Vaarregns Susen høres knap

af dem, som vandre giennem Skovens Gange

i skyggefuld Mangfoldighed af Blade.

Men hvo gaaer nu i Skyggen, nu da Himlen

alnaadig stiger ned, strøer Urter, Blomster

og Frugter i Naturens vide Skiød?

Indbildningskraften sødt dem forud smager;

og medens Himlens Modermelk nedstrømmer,

seer Jorden farves, gløde trindt omkring.

        Saa hele Dagen fuldtudspændte Skyer

nedsende svangre Skatte: Jordens Skiød,

velvandet, dybt med Grødekraft beriges: —

indtil paa vestlig Himmel Aftensolen

fremblusser glimrende fra Purpurrødmen ’

af brudte Skyer, som lege om dens Straaler.

Dens lyse Straaleglands nu kroner flux

den klare Biergtop, strømmer giennem Skoven,

paa Aaen zittrer, og i gyldne Taager

fiern rygende hen over viden Slette,

i Duggens Perle-Myriader glimrer.

Friskt, klart og grønt leer Landet trindt omkring;

høit toner Skoven, Frydeklangen vaagner

i vilde Chore der, forhøiede

af Bækkes Brusen, fierne Hiordes Bøgen

paa Biergene, og Qvægets Brøl i Dalen,

hvorfra Zephirer Alt harmonisk blande.

Tilbagekastet nu fra østlig Sky

store Bue staaer paa Jorden, skiuler

sit Hoved høit i Himlen, og udvikler

det stolte Farvespil fra Purpur-Rødmen

til Violettet, som i Blannet blegner.

Her, store Newton! viser brustne Sky,

mod Solens Ansigt vendt, Dit stolte Prisma,

og for den Underviistes Syn udfolder

den store Lysets Knude Du har opløst

og ordnet. — Ei faa Drengen: undrende

han seer det blanke Tryllelys sig bue

ned over klaren Mark, og løber, for

den faldne Glands at gribe: men forbavset

han seer den spøgefulde Bue flye

og svinde bort. — Nu falder Natten paa:

en kiølig Skygge; mættet venter Jorden

paa Morg’nens Straale, for at byde Lyset

igien i Millioner Blomster-Skaaler

en Balsom-Riigdom, svundne Dag den skiønked’.

        Vildt mylrer Plantelivet ødselt nu

paa mørkegrønne Jord; ei Urtekyndig

formaaer at tælle deres Slægters Skarer:

hvad enten eensom Dal han giennemvandrer,

og søger taus: hvad heller giennem Skoven,

hvor frodigt dorsken Ukrudt mylrer frem,

han bryder: eller Fjeldets Top bestiger,

oplokket af dens grønne Krones Susen;

Naturens Haand har udstrøet deres Fro

saa gavmildt, viftet dem omkring i Vinden,

dem talløs blandet med den fede Jord,

med Bækkens Væde, og med svangren Regn.

        Men hvo forklarer deres Kraft? Hvo trænger

med klare Øine i de dybe Skatte

af Sundhed, Glæde, Liv? og Mandens Føde,

da han i Uskyld levede, og talte

en Rad af gyldne Aar; ei vant til Blod,

ukiendt med alle Livets vilde Kunster,

Død, Rov og Mord og Fraadseri og Sygdom,

som Verdens Herre, ei som dens Tyran!

        Da vakte første Daggry syndfri Slægt,

da rødmed Morg’nen ikke ved at skinne

paa dorsken Søvn med sine fromme Straaler;

thi deres lette Slummer blidt forsvandt,

og op de stods kraftfulde som Solen,

nu for at dyrke føielige Jordbund,

for med Lyst at tye til Hiordens Vogtning.

Imens lød Sangen rundt; og Dands og Leeg

og viis og venlig Tale vexelsviis

stial Timen bort; mens Elskov aandede

sit spæde Suk i Rosendalen, qvalfrit

og saligt; dog forenet med hiin Smerte,

hiin himmelsøde Qval, som den forhøier. —

Ei uretfærdig Handling, grusom Daad

var kiendt blandt disse Himlens glade Børn,

thi Bliidhed og Fornuft var deres Lov.

Harmonisk smilede Naturen til dem:

klar straalte Himlen, kiøl’t af evig Svalning,

og fyldt med Balsomduft. Den unge Soel

udskiød sin bedste Glands, og milde Skyer

neddrypped’ Fedme, mens i Engens Skiød

trygt Faar og Qvæg i muntren Samqvem leged’. —

Naar, springende fra Skovens mørke Leie,

den vilde Løve dette saae, da smelted’

dens haarde Bryst, dens Barskhed frydopklartes;

thi Alt i evig Fred Musiken holdt;

ømt sukked’ Fløiten; kielne Røst forkyndte

det fangne Hjerte; Skoven høit faldt ind

med sine Chor; og Vinde, Vande fløde

i Samklang. — See! Saadan var Tidens Foraar!

        Men hine rene Uskylds-Sæder, hveden

henrykte Digter gyldne Alder malte,

ei findes nu i denne Jerntiid meer,

og hos en kraftløs Slægt. — Den syge Aand

har tabt hiin Samklang af harmonisk Kraft,

som er Lyksalighedens Siel; og Alt

er Striid. Hver Lidenstab har giennembrudt

sin Dæmning; og Fornuften svag, halvudslukt,

ja, vel bifaldende hiint Skiændsels Virvar

betragter. Sandsesløs og vanskabt stormer

krampagtig Vrede vildt; hvis ei, da gusten

og stum den ruger ud den fule Hævn.

Ved Andres Fryd den usle Avind blegner,

og hader Storhed, som den ei kan naae.

Mistrøstig Frygt, af feige Griller piint,

svag og umandig slipper løs hver Kraft.

Selv Elskov er en Græmmelse i Sielen,

en stille Qval, som nager Hiertet; eller

til ureen Fordeel siunken, meer ei føler

hiin ædle Iid, hiin aldrig slukte Attraa,

som hævet over Egennytte seer kun

sin Himmel i sin Elsktes Salighed.

I vilde Ønsker Haabet døer; og Tungsind

af Livet kied, til Raseri opsvulmer,

hvis ei, da stum og dorsk sin Tiid hengræder.

Alt sligt, samt tusind Sindsbevægelser,

formedelst evig Vaklen, evig Vexlen

i Godts- og Ondts-Begrebet, tumle Stelen

i evig Sto rm: fortærende og giftig

groer heraf Egennytte, som med Haan

og Kulde vender sig fra Brødres Held;

saa skumlen Nid og Had, og snedig Rænke,

feig List, og glubsken Vold: tilsidst uddøer

hver kierlig Følelse; fuul, frydløs Grumhed

igiennemtrænger og forstener Hiertet.

Det synes, som Naturen heel forstyrret

hævngierrigen sin Bane har forandret.

        Thi kom i dunklen Old en Vandflod; da

den dybe hvalte Bue, som Vandmassen

adskillede og bandt, indstyrted vældigt,

igiennembrusten, i Afgrundens Svælg,

og over Jordens knuuste Klippedynger

slog Vandene i mægtig Bølgegang;

indtil fra Centrum op til Firmamentet

et bredløst Storhav sig om Kloden vælted.

        Aarstiderne har siden strengere

den skrantne Verden knuget; Vintren hvas

Sneebierge rystet ned, og Sommeren udskudt

en giftig Ild. Før stod den store Vaar

grøn hele Aaret; Frugt og Blomster rødmed’

i sød Forening paa den samme Green;

reen var den milde Luft; et evigt Stille

da hersked’; kun Zephirer milde aanded’

paa Himlens Blaa; ei Storm da havde lært

at blæse, ei Orkaner da at rase;

sødt sov da Vandene; ei Svovel-Mulm

paa Himlen sankedes, og Lyn nedskiød;

ei giftig Dunst og efteraarligt Slud

faldt kold og dræbende paa Livets Rose.

Men nu, en Vold for vilde Elementer,

fra Lys til Mulm, fra Ild til Iis omtumlet,

fra tørt til fugtigt, lidende af Tæring,

er sygen Liv nedsiunket til et Intet;

dets Dage endte, førend vel begyndte.

        Og dog den sunde Urt foragtet døer,

skiønt signed’ er’ dens Aarer med en Kilde

af Næring og af Sundhed og af Livskraft

saa riig, at Kunsten kan den ei udgrunde;

thi Mennesket af Graadighed opflammet

er blodvant nu en Markens Løve vorden;

ja værre! Ulven, som fra natlig Fold

vild slæber taaligt Faar, drak ei dets Melk,

bar ei dets varme Uld: ei heller Tyren,

hvis stærke Bringe Tigren sønderflænger,

trak Ploven for den. Vilde skabtes de,

og haard Nødvendighed og Sult dem driver,

ei Medynk boer i deres lodne Bryst.

Men, Menneske! Du, hvem Naturen danned’

af blødest Leer, med blide Følelser,

og ene Taarer gav; — mens af sit Skøsd

den øser Millioner søde Urter

og Frugter ud, talløs, som Regnens Draaber,

og Straalerne, som næred’ dem — skal da,

o favre Skabning! Du, som yndigt smiler,

og opreist seer paa Himlen, blande Dig

med Rovdyr-Skaren, ledske Dig med Blod?

Lad blodstænkt Rovdyr bløde; men, I Hiorde!

hvad har I giort, I fredelige Slægter,

for at fortiene Døden? Melk I gav os

i søde Strømme, gav os Eders Kiortel

mod Vintrens Kuld! — Og nu den troe Oxe,

det fromme, ærlige, uskyldige Dyr,

hvad har den syndet? den, hvis Sliid og Slæb

saa taalig og saa villig Landet klæder

med Høstens hele Pragt? Siig: bør den bløde

og stride Dødens Kamp for samme Bondes

grusomme Haand, som den har næret? bløde

for mere Glands den Høstens Fest at skiænke,

dens Slæb erhvervet har! — Saa hvisker venlig

det bløde Hiertes Røst; men det er nok,

i denne Jern-Tiid svagt at have rørt

den høie Streng, hiin vise Samier slog.

Hiin bolde, høie Sang forbyder Himlen,

hvis vise Villje satte os i Stater,

som reen Fuldkommenhed end ei maae opnaae.

        Naar Bækken først, af Foraars-Regnen svulmet

nu flyder over, derpaa atter ebber,

og hvidlig Bølgeskum nedglider ad

den moesbekrandste Strøm; da er det Tiid,

imens sortladne Vand end hielper Listen,

Forellerne at friste. — Da bereed

den skiulte Fiskekrog; Din Medestang,

som tyndt i en elastisk Qvist sig ende,

Din Snoer af sølvhvidt Hestehaar, og alt

Dit Fiske-Redskab. Men lad ei paa Krogen

den piinte Orm i qvalfuld Bugt sig krumme;

flux sluges den af voldsom Sult, og naar

Du atter river den af blodigt Svælg

paa hielpløs, svag, og stumme Fange, gyser

Dit Hierte giennemtrængt af bitter Smerte.

        Naar mægtig Soel med livlig Glands nu Strømmen

har truffet, og opvakt besinnet Skare,

da fro og freidig iil til muntren Fangst,

især hvis spøgefulde Vestvind leger,

og bærer lette Skyer over Himlen.

Høit til sit Udspring da blandt Høiene

og Skove, som omjuble Dig, følg Bækken;

og dernæst spoer dens Irgang mellem Fielde

til Aaen, i hvis store Bølgespeil

dens smaa Najader helst i Frihed lege.

Just paa det Sted, hvor med det stille Vand

sig Strømmens Bæven blander, eller hvor

den kaager rundt om Stenen, eller mod

den hule Bred i muntre Hvirvler spøger:

der Fluen Du med sindrig Snildhed kaste,

== 27 ==

og mens i snedig Kreds Du rundt den drager,

agt med aarvaagent Blik paa vevre Bytte,

naar overgivent op af Vandets Flade

Let boltrer, eller piint af Hunger springer;

da fæst med sagte Tryk de hvasse Kroge,

kast nogle stille ned ved græsriig Aabred;

drag andre hen til sivbekrandste Strand,

med forholdsmæssig Kraft til deres Styrke:

hvis alt for ung og letteligen hildet

en liden Fisk knap Medestangen bøier,

da ynk dens Ungdom og den korte Stund,

hvori den sig i Himlens Lys har frydetl

Bliid t løs den, og tilbage i sin Strøm

kast spraglet Fange. Men saasnart Du lokker

fra mørken Bølge, under knudret Rod

af vidtudspredte Træer, Strømmens Kiæmpe,

da sommer det Dig snildest Kunst at vise.

Han følger længe vaersom, spejder Fluen;

tidt vil han snappe den, men strax forkynde

Dandhvirvlerne hans attraafulde F rygt;

tilsidst, naar det sig hænder, at en Sky

gaaer over Solen, flux han farer til,

og fluger Doven. Bra t han skyder frem,

dybt saaret, flyer saa langt som Snoren rækker;

han søger fiernest Dynd, og Skruk i Tanget,

i Breddens Huler, før hans trygge Vaaning,

og farer op, og pladsker vidt i Dammen,

vreed over Listen. Da med lempsom Haand,

der stedse mærker ham, dog viger for

hans vilde Fart, Du da snart træk, snart følg

ham giennem Strømmen, og udmat hans Rasen,

til flydende paa aandelløse Side

og overgivet til sin Skiebne, fro

til Bredden Du det matte Bytte drager.

Saa gaae de svale Timer; men naar Solen

høit fra sin Middags-Throne Skyen spreder,

og sender matten Dorskhed selv til Dybet:

da søg den Høi, hvor Hylden blomstrer riigt,

hvor, gavmildt spredte, Dalens Mier

udaande Balsom; hvor Vaarlysten boler

bedugget Hoved; hvor Violens Purpur

blandt Skyggens elskelige Børn sig skiuler. —

Gaae, læg Dig under Assens store Krone,

som hænger over Brinken, hvorfra Duen

paa sneehviid Vinge svæver; gaae, hvor Falken

paa Fieldets Svimmeltinde bygger Rede;

der classisk Blad Din Aand lad lede giennem

hiint Landlivs Salighed, som Mantuas Hyrde

i mageløse Harmonier synger.

Mal selv den favre Egn, som farer flux

forbi Indbildningskraftens klare Øie;

af Skoves Sang og Vandes Rislen dysset,

i Grublen tabt, i salig Eensomheds

utydelige Drømmerier, hvor

titusind Billeder forbi Dig gøgle,

Du Lidenskabens Storm til Fred neddæmpe;

hver Lidenskab; kun ei den Hiertets Svulmen,

som vækker, ei forstyrrer Sindets Ro.

See, denne Blomster-Udsigt byder Musen

udvikle al sin Skiønhed. Men hvo maler,

som Du, Natur? Kan Phantasien i

sin muntre Skabning Dine Farver naae?

Kan den dem blande med hiin høie Kunst,

og i hinanden tabe dem, som her

paa hver en Knop? Hvis Phantasien da

afmægtig synker ved det skiønne Arbeid,

ak! hvad kan Sproget da! Hvor findes Ord,

saa mangefarvede, og Ord, hvis Kraft,

hvis Livlighed min Sang kan giennemtrænge

med hiin Ambrosia-Duft, hiin Himlens Olie,

som fra et evigt Væld Alt overstrømmer!

Og dog, skiøndt frugtesløst, Forsøget glæder.

Kom da, I Møer! I Ynglinger! hvis Hierter

har følt den rene Elskovs Saligheder:

og Du, Amanda! kom, mit Drapas Stolthed!

af Gratier til selve Ynde dannet!

Kom med de hulde Øine, blye og blide,

det Alvors-Blik, som dybt i Sielen trænger,

hvor blandet med Forstandens Lys fremstraaler

en livlig Phantasie, et følsomt Hierte:

o kom! og mens paa Rosenvinger Mayen

fremvæver rødmende, da lad os vandre

i Morg’nens Perler, lad os plukke Blomster

i fuldest Flor til Ziir for Dine Lokker,

og for Din hulde Barm, al Skiønheds Throne!

See, hvor den krumme Dal sin ødsle Riigdom

i Strømme spreder. See, hvor Lilljen drikker

den skiulte Bæk, som knap kan trænge giennem

den høie Græsvært, eller skiøn henslængt

paa fugtig Aabred staaer. Her lad os dvæle,

mens Vinden vifter hid fra hine Marker,

hvor Bønnen blomstrer. — Ei Arabia yder

Ambrosia-Duft saa riig, som derfra aander

til hver en Sands, og Sielen giennemstrømmer.

Ei heller Engen er uværd Din Vandring;

frisk grøn den staaer, fuld af et Blomster-Mylr,

Naturens vilde, rige Ødselhed;

Hvor umaskeert af mimisk Kunst den spreder

et umaalt Skiønheds-Rige ud for Øiet. —

Her rygter flittig Bi sin skiønne Dont,

i Millioner Svarme. —» Hid og did

i Foraarsluften driftig Skare flyver,

paa Knoppen sætter sig, med Sugerøret

dens rene Saft, dens Himmel-Siel indsuger;

og tidt i dristig Flugt til Purpurheden

de vove sig, hvor vilde Timian voxer,

og gyldne Sødmes Fragt derfra hjembringe.

Omsider fuldendt Haugen viser Øiet

de aabne Skuer, grønne Buegange;

flux over friske Labyrinth sig Synet

forvildet tumler; farer nu vidt giennem

Lovhytterne, og lukte Gange, hvor

knap Dagglimt trænger giennem Blomster-Mørket;

nu møder Himmelbuen det, saa Bækken,

som risler hen, nu Søen Zephir kruser,

nu dunklen Skov trindt om; nu blanken Spiir

og himmelhøien Bierg og fierne Hav.

Men hvorfor tye saa fiernt, da trindt omkring os

paa hine dugbestrøete Rosenbredder,

og i hiint rige Labyrinth af Blomster

Foraarets favre Haand hvert Unde blotter —

fremkalder Krocus, Sommergiækken først,

saa Tusindskiøn, Violen, Hanekammen,

og Tuberosens rige Blomsterkroner,

den gule Petri-Urt, med brune Pletter,

og Gyldenlakken vidtomduftende? —

Fra Sommervindens lune Vinger spredes

nu Anemonen, og Auriklen, riigt

bestrøet med Sølvstøv paa Fløiels-Bladet;

og fuld og blussende Ranunklen gløder.

Nu Tulipanens Slægt, hvis Skiønhed pranger

med stoltest Farvespil: saa som fra Slægt

til Slægt udspredt Befrugtnings-Støvet flyver,

saa blusser Farvers Mængde frem, og medens

de fængsle henrykt Øie, seer med Fryd

og Stolthed Blomsterkienderen sit Vark.

Ei mangler Blomst fra Vaarens første Knop

til høie Sommers vellugtrige Slægter;

kydsk bøier sig sneehviden Hyazinth,

indvortes rødmende; Jonquillen spreder

sin stærke Duft; den yndige Narcissus

sig over Bækken synes end at bøie;

her Nellikernes store Kroner prange;

hist Damaskener-Rosers Purpur-Mylr:

utalte Skarer, aldrig udtømt Vellugt,

talløse Farver — Nei! ei Ord kan male

Naturens Liv og store Blomsterrige!

Hil Dig, Du Himmelens og Jordens Siel!

al Livets Væld! Hil Dig, Alvældets Kraft!

for Dig jeg bøier Knæ; til Dig min Tanke

opstræber stedse: Du med Mester-Haand

berørte alt, og alting stod fuldkomment!

ved Dig utalte Planterigets Slagter,

svøbt i en Hinde, eller klædt med Blade,

indsuge Æth’rens Liv, og drikke Duggen.

Ved Dig hensat i en beslægtet Jordbund

staaer hver en tørstig Vært; og nærsom Saft

inddier svulmende af tusind Rør;

Du byder: da opvakker Foraarssolen

den døde Saft, nedtrængt i Værtens Rod

af Vintrens Vinde; nu i freidig Dands

og livlig Giæring stigende udbreder

den Vaarens store farverige Scene.

Som stigende fra Planteverdenen

min Sang sig harver, hsv med lige Flugt,

v svage Musa, Dig! — og hsr hvor høit

den favre Skov Jer til sit Skiød indbyder!

Laan mig, I Nattergale! Eders Toner!

gyd Eders Melodiers vilde Siel

i mine Sange, medens jeg udleder

fra første hule Tone, Gisgen synger,

Foraarers store Harmonis, og qvwder

et end usiunget Æmne: Skovens Elskov.

Naar Elskovs Aand først glsdende er udsendt

i livlig Luft, og griber Hierterne

harmonisk, da begynde Lundens Skarer

med Be ile r-J id at smykke broget Vinge,

og atter prøve længst forglemte Sang,

men først i svage Lyd. Dog ei saasnart

opflammes høiere den milde Dr ift,

før alt faaer L iv, og Glæden flyder over

i tusind Jubler flux. — Op stiger Lærken —

klart hvirvlende og høit — som Morg’nens Budflab»

før Mørket flyer, den svæver syngende

i Dagbruds-Skyerne, og Sangens Slagter

fra deres Bolig kalder. Hvert et Trær,

hvert dunkelt Krat, hver Busk, som dugbestrøek

sig hvslver over Hovederne af

de blye Sangersker, som boe derunder,

er rug paa Harmonie. Skovlærrken nu

og Drosflen, over hele Choret hørte,

igiennemløbe heelt den søde Længde

af Toner; Philomela lytter; lader

dem froe hovere, stolt besluttende,

at hendes Nat skal deres Dag fordunkle.

Soelsorten sioiter hist i Tornekrattet;

Dompappen svarer den fra dunklen Lund.

Ei heller flokkes Irisserne taufe

paa blomstriig Gyel. Forenede med disse,

tallsse Sangersser, i frisse Skygger

af nyfødt Lov, de honningssde Toner

nu blande. — Raagen, Alliken, Skovskaden;

hver Røst, som ssurrer ene hørt, forhøier

den store Symphonie; mens Ringelduen,

sødt klagende det Hele giennemlyder.

Det Elskov er, som skaber denne Velklang;

og dette Hav af Toner, Elskovs Stemme,

som Dy r og Fugle selv den omme Kunst

at tækkes lierer. Fjedret Sanger prøver

hver Mi til Gunst, ham sindriig Elskov viser,

og i sin Beilen til sin Brud udgyder

sin hele lille Siel. Først vidt omkring,

nu frygtsom den i luftig Kreds omsvæver,

og søger listig at tilvende sig

det snilde, kolde, halvt bortvendte Blik

af sin Fortryllerste. Og synes hun

den svageste Opmuntring bliid at stiamke,

hans Farver gløde, haabopflammet flux

han nærmer sig; saa strikket pludselig

forvirret viger, saa sig atter nærmer;

i kielne Hvirvler farvriig Vinge spreder,

og hver en Fier af smmest Attraa zittrer.

Er Ægtestabets Pagt nu slutter, tye de

til dyde Skove, alt som deres Attraa,

som Fode, Lyst og Sikkerhed dem drive,

paa det Naturens store Bud maa lydes,

og alle søde Følelser, de smage,

ei døe uvirksomt. Nogle bygge Rede

i Christtorn- Hskken; andre tye til Krattet.

Hiin Slwgt betroer til Tisrnens vilde Skiærnr

sin svage Afkom; hulen Træ tilbyder

sit vennehulde Sk iu l til nogle faa;

dets Mos er Rede, dets Insecter Fode;

fiernt andre i græsrige Dale eller

i vilde Ader laven Hytte flette;

de fleste dog i eensom Skov sig fryde,

i ubesøgte Mu lm, paa ffovriig Aabred,

steil og beskvulpet a f den klare Strøm, ’

hvis Brusen glider dem udslagne Dag,

mens omme Pligter sirligste dem. Blandt Rsddek

af Htrfler, over Strømmen hængende,

de lægge deres Templers første Grundvold

af torre Qviste snildt og kunstigt ordnet,

og vel med Leer besirstet. — Nu er a lt

kun rastløs Fart i svarrmvpfyldte Luft,

som a f utalte Vinger flaaes. — Svalen

hen over Kileret sveier, for at bygge

sin Hængeseng. Fra sorgfrie Hjordes Ryg,

af tusind’ Næb udrives Haar og Uld;

og ofte, naar ei Bondens Aie vaager

fra Laden, stiele de et enkelt Straa,

til blød og varm, og hyggelig og reen

og fuldendt deres lille Bolig vorder.

Mens nu taalmodig smme Moder sidder,

»g ei kan fristes fra den kiere Pligt

ved skarpen Hunger, eller Glædens Lokken,

skiøndt rundtomkring det frie Foraar blomstrer,

udvælger trofast Elsker sig et Seede

>Mt paa den anden Bred, og synger bort

udslagne Dag; saafremt han ei beklæder

sin Mages Plads, mens hastigt hun indsanker

sit lille Maaltiid, — Er bestemte Tiid

fuldbragt med Moder — Jdræt, giennembryder

den npgne Angel, varmet og udvsxet

til Liv, sit Fængsel, og for Lyset kommer;

en hielplys Sleegt! hvis idelige Skrigen

forlanger Fode, — Hvilke Følelser,

o! hvilke blide Sorger da ei smelte

de smaa Foraldres Hierter! — Amt de haste

afsted, og uden Fristelse de bringe

selv lskkrest Bid hiem til de kiere Smaa.

Naar det er lige deelt, de søge flux

paa ny! — Saa stager et huldriigt Par (nedtrykt

af Lykken; men omstraalt af Siele-Adel;

henrykt ved Sorger, som ei Pohlen fatter)

fiernt i en eensom, skovomkrandfet Hytte,

af Himlens Forsyn ene understøttet,

mens grædende de see paa deres Spæde,

de qvtrle egen Nød — og Alt dem give!

Ei Møie blot de flyer den høie Elskov,

som Vaarens Fader dem indgjsd, meddeler

den Svage Mod, og den Enfoldige Snille:

naar vilde Trin forstyrre Skovens Fred,

de sagte ned i Nabobuflen flaae,

hvor ved forstilte Angstskrig de bedrage

haardhiertet Skoledreng. See, derfor lyder

den hvide Heiløs Vingeslag i Kredse

om Bondens Hoved; derpaa flyder den

i lige Flugt langs Sletten, for fra Reden

at lokke ham; og derfor over Mosen

Vildanden flyver; som Uhrhanen over

den vilde Hede, for — o fromme Sviig! —

sin Fiende, Hsnsehunden vild at lokke. —

O Musa! blues ei her at begræde

de Sangens Børn, som grusomt Mennesket

umenneskeligt fanger, og i Buret

fra Frihed og den hvalte Luft indspærrer!

Dorsk er den lille Træl; dens Fierpragt mat

og død, bersvet al medfødte Glands:

ri er hiint vilde Liv udi dens Toner,

som klarc og siarkt fra frie Nak udhvirvler!

Du, Ven af Elskov og af Elskovs Toner!

o spar den srmye Slagt! glem grusom Kunst!

hvis Uskylds Rest kan til Dit Hjerte tale,

Musik det fryde, Fromhed røre det!

Men først: lad Nattergalen ei beklage

sin odelagte Møie; alt for fiin

for Burets haarde Fangsel blev den dannet.

Tidt, naar hjemvendende med fulde Nah

forfardek Moder finder Reden tom,

af grumme Bondes haarde Hænder plyndret;

flux falder da forgieves > bragte Fode,

dens Vinge zittrer, matchen knap kan bare

den Sorgende tik Poppeltraets Skygge;

hvor, siunken i Fortvivlelse, den synger

sin Sorg for Natten r og paa Qvisten, ene,

naar Sangens sidste Tone døer, begynder

paa ny sin evig vaagne Smertes Klage,

til vidt omkring den tause Skov giensukker

dens Sang, og høit dens Smertes-Qvad gienlyder,

Men fiedret Ungdom nu foragter stolt

den fnevre Rede; proper tidt sin Vinge,

og fordrer fri Besiddelse afrusteæ.

Det er den sidste søde Pligt; da flyer

Foraldre-Amhed flux, ei meer nsdvendig.

Forgieves aldrig fparsom Viisdom virker.

En soelklar, yndig stille Foraars-Aften,

naar ikkun Balsom giennemaander Skoven

af Aftnen gyldnet, da befsger Ungen

den hvalte Himmel, skuer vidt om paa

Naturens FMed, fiernt hvor den kan sine

og flyve hen, sit Rige og sin Fode.

Forst over Grenen dandser den; dens Mod

paa svimmelhøie Kant forsvinder stedse;

i Ligevagt udstrakte Vinger bævs

for sig til Luften at betroe; da fturver

den faderlige Leder foran rawser,

opmuntrer, styrer den. Nu Luftens Hav

modtager fiedret Byrde; selvlært Vinge

alt Himlens Bølger slaaer; den daler ned

paa Jorden, og med dobbelt dristig Flugt

sin Vinge nu til fierne Høide hæver;

til, naar hver Frygt er svunden, hver en Kraft

til Liv og Virken vakt, de frie Foraldre

ste deres Afkom himmelhøit forsvinde,

og fryde sig, og kiende den ei mere.

Høit paa en Tinde af et Himmel-Field,

ud over Havet ha’Ngt, liig dem, som kneife

paa Kildas¹ Strand, hvis lønlige Indvaaner

seer Solen ned til Indiens Verdner dale,

opdrager stolte Srn sin dierve Æt,

med hvassen Klo og Fædres Mod udrustet.

Kan de et eget Kongerige stifte,

han driver dem fra Borgen, Klippeflottet,

hans hundredeaars Throne, som i Htrder

og Fred han hævder, medens over Havet

han drager vidt, og fierne Ser plyndrer.

Skal jeg mit Fied til landlig Bolig vende,

hvis høie Elme, og ærværdige Ege

indbyde Raagen, som i høien Top

i aarlen Vaar sin luftige Vaaning bygger,

og stedse lystigt skriger; der med Fryd

forskielligt Fierkrses heel ulige Statskunff

betragter jeg. Den omme Hsne kalder

sin qvidrende Familie omkring sig,

født og forsvaret af den kiække Hane,

hvis Bryst af Ild gienflammer, mens den vandrer

stolt og til Kamp udasker. — Hist i Dammen

smuktspraglet And foran sit Følge roer

med snaksom Lyd. Stolt Svanen, seilende

sneehvjde Fiedre ud mod Vinden breder,

og, majestætisk buende sin Hals

roer stout sig frem, og vogter sivriig Ae,

beskyttende sin Angel. — Glødende

Kalkutta-Hanen truer; her Paafuglen

sin Farveherlighed i Solen spreder,

og svæver majestatisk glandsomstraalet;

hist Duen svæver kielent kurrende;

den svarmer tykt i Elskovs Leeg, og ruller

det lystne Blik, og farvriig Rakke dreier.

Mens Skyggens fromme Børn saaledes pleke

hiin blide Elffvv, raser vilden Verden

af Dyr hernede af ubandig Ild

og magtig Attraa. Brandende i hver

en lysten Aare feler Tyren Brynden;

keed af sin Grasgang, sorgles for sin Fede,

knap seet, den vader giennem gulen Gyvel,

mens høit omkring dens Ryg de vilde Avisie

sig frodigt skyde; tidt fortabt den vandrer

i vilden Skov; ei friskest Knop den nipper,

skiøndt lokkende dens dorske Sands den frister;

og tidt af skinsygt Raseri opflammet

den søger Striid, og stanger, og forblindet

seer blødende Medbeiler i hver Træstub.

Og modes de, da brsles der til Kamp;

Ild stammer Øiet; mod den hule Jordbund,

som stover vidt omkring, Blodtørsten broler,

og stsnnende i voldsom Kamp de rase;

mens favren Qvie blomsterskiult staaer hos

og deres Ild opflammer. — Hingsten zittrer,

af heden Lyst i hver en Nerve greben;

den marrker Tommen ei, ei Svøbens Smælden»

Slag føles ei: den ryster høit sit Hoved,

og af velkiendte Fryd, til fierne Sletter,

stmkt fristet, ellevild den farer bort;

den frier over Klippe, Krat, og Fieldtop,

og mindskende paa soelbestraalte Tinde

Lndaander kraftig Luft: saa styrter, klover

den stride Strøm, som ned ad Bierget skummer,

selv der, hvor Floden i et Snævre raser

i sorten Hvirvelgang: stig er den Kraft,

som i dens vilde Bryst og Sener svulmer.

Ek heller gladelss ved Vaarens Almagt

er Hav-Uhyret i sit Afgrundødyb:

fra dyben Dynd og kolde Huler vakt

det op sig valler i ubandig Fryd.

Haard var og skurrende en Sang, som qvad

de vilde Slagters grumme Elskovs-Brynde;

hvorlunde den opflammer medfødt Vildhed:

hvordan i magtigt Raseri de sireife

omkring i Havets Ark i vilde Skarer,

og brsle deres frygtelige Elskov;

men sligt formener mig den Sang, jeg henrykt

for Bretlands Favre qvader; den mig leder

til Bierget, hvor paa Grønsvar Hyrden sidder,

og aander Sundhed ind i Aftnens Straaler!

Omkring ham grasser talriig Hiord, hvis Stemmer

velklingende sig blande: muntre Lam,

som hist og her sig flokke, springe froe

i frydfuld Leeg: nu rasten Væddelob

indbyder dem: da flux, paa givet Tegn,

de lynsnar fare over høien Skandse,

som sig om Bierget slynger: for et Bvlvark

i jernhaard Kriig, i hiin den vilde Oldtiid,

da Britters Land uenigt evigt blødte

i grusom Borgerkriig; før end det blev

den dybe, den grundfaste Stat, hvor Riigdom

og Handel løfte høit det gyldne Hoved,

og Lov og Frihed over vores Arbeid

til Verdens Undren vaage upartiist!

Slig, Vilse! stig: hvad er den nnrgtige Aande,

som i et kraftfuldt Sprog, ei hørt, men fslt,

opla-rer Himlens Fugl, og Elskovs Snitte

dens Sstl meddeler? See, det er vor Gud

og Guds Indstydelse! hiin store Aand,

hun evig vaagne Kraft, som giennemtrænger,

opholder, ordner, og bevæger Alt!

Han virker evig ene; og dog ene

han synes, ei at virke, saa fuldkommen

Naturens høie, store Plan er lagt.

Men stiult endskiøndt, dog for det rene Øie

sig i sit Værk dets Mester aabenbarer:

især, o Vaar! i Dine skiønne Scener

sees Herren smilende, mens Hav og Land

og Luft hans Godhed prise, som ophøier

selv Dyrene til mere Kdel Ild,

og aarlig smelter deres skyldfrie Hjerter

med Kierligheds og Stilheds rige Glæder.

Antag, mit Qvad, en meer ophøret Tone!

fyng Daarens Virkninger paa Mennesket:

Mens Jord og Himmel kappes om at hæve

hans Darsen, og hans Siel opklare, kan han

undlade da i al Naturens Smilen

at tage Deel? Kan Lidenskab ham nage,

naar hver en Luftning aander Fred, hver Lund

er Melodie? Bort fra det milde Foraars

riigtklædte Gange, Jordens gnidske Søn,

som haard og følesløs seer Brødres Smerte!

Du, som kun mod Dig selv er gavmild, bort!

Men kom Du, Ædle, i hvis høie Tanker

om Herrens Værrk hans Skaber-Godhed brander

med renest Ild; Du, i hvis aabne Aasyn

og hulde Øie tronende den kalder

beskeden Trang fra Mørket! Stedse rede

Din Godhed venter ei paa Bøn: utrættet

e kolde Vinter-Vraaer Du giennemssger;

som Himlen lønligt virker, overrasker

Du den Forladte med uventet Godt.

For Dig udstrøer Vaarvindens milde Aand

sit Blomster-Mylr; for Dig den svangre Sky

med frydfuld Riigdom stiger ned paa Jorden;

for Dig sin bedste Straale Solen tander,

Du Blonist blandt Mennesker! — I grønnen Vaar

oplivet Sygdom løfter matten Hoved;

nyt Liv opvakkes; evig ungen Sundhed

al Skabningen nu haver. — Gla’den vandrer

i soelklar Skovgang; over Sielen spredes

en indre Salighed, som Jordens Konger

ei kunne kisbe. Bliden Rolighed

fremavler Tanker nu og stille Andagt

Flux virker al Naturens Kierlighed,

og varmer Hiertet, indtil brændende

af høi Henrykkelses de rene Flammer

vi føle Himlen i vort Bryst, og smage

Guds Fryd: at skue en lyksalig Verden-

Slig hellig Følelse beboer Din Siel,

Din Siel, af Misdoms rene Straaler oplyst,

o L»>t l et on, min Ven! Saadan Din Tanke

med Andagt vexler, naar Du, Musers Yndling!

omvandrer vidt og bredt i Hagley-Park,

Dit Bretlands Tempe. Der i Dalens Skiød,

af Skove krandset og af Klipper hvalvet,

hvorfra sig Strømme fpogende nedboltre,

snart skummende i vilde Lob sig styrte,

og snart i fiernen Udsigt roligt glimre,

Du vandrer tans. Nu siddende i Skyggen

af stolten Eeg, som kroner hine Høie,

Naturens frie Haand skiønt om Dig strøede,

Du lytter taus paa blandet Vellyd fra

den stille Landegn: Hiorden, Fuglene,

Daarvindens Susen, Bakkens Klagelyd,

som rislende imellem snoete Rsdder,

der krybe vildt omkring, med sagte Brusen

det spandte Are kildrer. Herfra tidt

Du Viisdoms høie Verden gennemvandrer,

hvor, i lys Orden evige Undere opstaae

for videlystne og for fromme Øie;

og ofte, af Historiens Fakkel ledet,

Du gaaer tilbage i den iisgraa Oldtiid,

og kaster Planer ud med adel Ild

og arlig Hu, urokket af Partie-Aand,

til Bretlands Vel; hvordan dets Kraft kan haves

op af Bestikkelsens det fule Svalg;

dets Kunst oplives; — derfra vender Du

til Musens Tempel; smagfuld nydende,

Oldtidens Drapas Kraft Du aander ind,

tik adelt kappende Dit eget klinger.

Maaskee Din tro Lucinda vandrer hos Dig

med ligestemte Siel. — Da al Naturen

de Elskende et Elskovs Blik tilsmiler,

og Larmen fra en syndfuld Verden, tumlet

af nedrig Lidenskab, da brat forsvinder.

Bliid Fred det omme Hierte giennemstrømmer

og mens dets rige Skatte gydes ud

i huldriig Tale, som hver Sag forskiønner,

Du taus Dig vender tidt, og i hiint Blik,

hvor bliid Forstand og Engles Yndighed

og livlig Sodhed boe, Du henrykt drikker

af hiin navnløse Himmel — Glwdes Væld

en navnløs Salighed, som Kierlighed

allene skiænker, og til faa Udvalgte!

Nu naae I Høien, fra hvis favre Top

den store Udsigt vidt og bredt sig aabner,

og over Bierg og Dal og Skov og Grusgang,

og grønne Mark, og lyngbevoxte Hede,

og Byer favnede i Skoves Skiød,

og stolte Stæder, fra hvis Arner Røgen

i Skotter stiger, Hiet vildsomt strejfer:

vidt vandrende fra Borgen, i hvis Skiød

G’.a’stfriheds Genius end venlig dvarler,

didhen, hvor Landet, gradviis stigende,

tilsiost i vilde Hore sig optaarner,

hvorover Cambrisk Bierg sig dunkelt haver,

liigt fierne Skyer i Horrzontens Blaanen.

Af frugtbar Daar-Aand vakt fremblomstrer n»

paa Mæns Kind en Rose rovere;

den Hudens hvide Roser end forhøre-;

meer rødme Laderne; hun aander Ungdom;

de klare Perler zittre klarere

i hendes Øie: vildt sig Barmen haver

af dunkle Ansker; kielen Uro slaaer i

hver Aare: hendes Siel er idel Elffov.

Sig Elsk ren bort fra dette Soelblik vender,

opfyldt af fod Henrykkelse, og syg

af Elskovs Langsker. O, Du Skiønne! vogt da

Dit svage Hierte vel! Udask ei selv

det kielne Suk, det udtryksfulde Blik,

nedslaget, bly, i bliden Uskyld kladt;

men fuldt af List. Lad ei den varme Tunge,

oplagt til Sviig, med Smiger overvinde

den faste Villje; eller i Lovhytten,

hvor Roser Leret brede, medens Aft’nen

sit Purpur-Forhang sanker trindt omkring,

betroe det falske Kisn Dit hulde Selskab.

Vogt Dig, haabfulde Mngling! og for Elskov

og for det kielne Blik: det er forsilbigt,

»aar Dig dets Trolddomskraft igiennemstrømmer;

død ligger Viisdom da, og Daad og Navn

forsvinde Skyggen liig; mens vaagne Drømme

om indbildt Salighed bestandigt male

for sygen Siel dens Tryllerindes Billed;

den hulde Ånde, Engleminen, Aiet

bly smilende, hvis Himmelskraale skiuler

en hundløs Tradffhed, Grusomhed og Død:

bestandigt lyder for bedragne Sre

Sirenens Røst, og trykkende ham lokker

til Brsdens Skiar, til syndig Glades Enge.

Selv hende nar, mens han i Elskovs Skiød

vanhadret hviler; mens omkring ham flyder

Musik og Vellugt, Viin og vilden Fryd,

opløfter Angeren sit Slangehoved

blandt Roserne; brat farer Nag igiennem

det brødefulde Bryst, hvor Ærens Stemme

og adel Jdrat stunvum diervt end reise

sig op mod Overdaads og Vellysts Scepter.

Men fiern fra hende — hvilke vilde Qvaler,

af Grublen nærte, martre da hver Tanke!

da visner Purpur-Kind og Livets Blomster!

Foragtet Riigdom odes, synkende

brat mod sit Fald forfomte Velskand styrter.

Alt er kun Mørke om ham: Solen taber

sit Skin, og Vaarens Rosenbarm ham stirrer

i graadfyldt Øie; hiin den lyse Bue

sig sammenkrymper til en skummel Hvælving;

og al Naturen visnet døer; kun hun

er hørt, solt, seer, er Dronning i hver Tanke,

opfylder hver hans Sands, slaaer i hvert Pulsflag!

Ham Doger er’ planmæssig Kiedsomhedr

sørgmodig sidder han i Vennelaget,

dybt i sig selv hensiunken. Perioden

ufuldendt fra hans Lærbe falder; medens

hans Aand, paa Elskovs Vinge baaren, flyver

hen til den fierne Elsktes falske Hierte,

han sidder, liig haablsse Elskovs Billed,

i sorgfuld Stilling, med nedbøiet Hoved,

og graadfyldt Kie. Brat han farer op

af henrykt Drømmeri, og rastløs iler

til sympathetisk Mulm af skumle Skygger,

hvor dunkleæ Træ ud over Strømmens Fald

romantiss hunger; der i Skumringen

mørkt grublende han gaaer, for alting død,

kun ei for Elskov; nu henstrakt paa Høien

blandt blege Mjer, han Vindens Suk

med sine Suk formerer, Basskens Lob

med sine Taarer. — Saa hans Dag hentares

i Elskovs Qval: han dva-ler i sit Mørke,

til Maanen smiler ud fra Asiens Kamm’re,

sig langsomt harvende, og leder frem

de stille Timer: da han vandrer ud,

omgiven af dens blege Sørgeglands,

med fmeltet Siel, og klager ømt sin Smerte

for Nattens Sangersse. Tidt, mens al Jorden

og alle Sorgens Børn af Sovuen favnes,

forener han sig med den sorte Midnat, »

og eensom sukkende ved Lampens Skin

udgyder det forgieves piinte Hierte

paa Bladet, som den Elssres Bryst ssak smelte;

hvor i hver Linie bild Henrykkelse

i Ildtrass blusser. Naar paa Leiet nu

halv vild hensiangt, ham Søvnen flyer, da tumler

han rastløs sig, men finder ei dens Balsom

i nogen Stilling, for den blege Morgen

bestraaler den end blegere Sorgende,

den Elskovs Martyr. Muligt da Naturen

udmattet synker for en Stund til Hvile,

som sandseslsse Drømme dog forstyrre,

der i hans syge Hierne reise sig,

og mørke Scener Sielen foregsgle.

Tidt han sit Hiertes Tryllerinde seer

i talrigt Lag, og grannmer sig: tidt vandre

de under dunkle Hvælvinger af Blomster,

allene, fiernt, og skiult for Verdens Hie;

men just som tillidsfuld han glemmer nu

sin endeløse Qval for Elskovs Glarder,

da river en usynlig Magt ham bort

fra hendes Favntag; giennem dybe Skov

og over svære sorte Heder gaaer han,

i Nat og Storm indsvøbt: snart gyser han

tilbage fra en Afgrunds-Bred; snart tumles

i Strømmens Hvirvler neden for, og strorber

at naae hiinsidig Strand, hvor bleeg, forladt,

med udstrakt Arm hun ham om Hielp anraaber;

men han forgieves stræber: fiernt fra hende

paq Bølgens vilde Ryg han bares, eller,

i sorten Malstrøm hvirvlet ned, han synker.

See, det er Elskovs honningsode Qvinde,

hvis Bitterhed er Fryd. Men hvis i Hiertet

Skinsyge først eengqng sin G ift har gyder,

da er ei meer dens Smerter himmelsode,

men evig Sielekamp og evig Galde,

som, nagende hver Tanke, Elskovs Eden

brat lagger ode. Da, o favre Udsigt,

I Rosenleier, Gladens Blomsterhytter,

Farvel! I, sidste G lim t af Fredens Lys,

udslukker Je r! Den fule Pest angriber

det indre Syn, og Din Indbildningskraft

indhykler i en Nat af skumlest Mu lm .

Ak! da istedet for hun lyse Pande,

hiint klare Smiil, hiint Aie, brandends

af rem Henrykkelse, sees mørke Blik,

opfyldt og tindrende a f Vredens I ld,

et skyefuldt Aasyn, og en ildrod Kind,

hvorpaa forgiftet Sir l har reist fin Throne,

oz strakker Elskov bort. Titusind Ang’ster,

vildt digtede, titusind Gsgle-Syner

af frygtede Medbeilere, som nyde

den Skiønhed han af Hmhed smelter for,

med Nag og Raseri ham da fortåre.

Forgieves laaner Venskabs Røst sin Bistand i

thi Egenkærlighed og Svaghed bryde

hans korte Fred. Indbildningskraften viser

hans evig vaagne Tanke hendes Ånde;

den Skiønnes første Kiertegæ/ som hans Siel

i Elskovs Tryllesnarer mægtig hilded.

Flux raser vilden Storm paa ny i Sielen,

i Nerven brænder/ og i Aaren syder,

mens angstfuld Tvivl det piinte Hierte nager;

thi selve Vished om hans Tvivl var Ro

mod hvad han føler. Saa den varme Yngling,

som Elskov giennem Rosensiier lokker

til tornestrøete Krkner, lever enten

i Qvaler, eller Feber-Drøm om Glæde.

Hans bedste Flammer stukkes brat, og brak

hans favre Tiid mod Undergang henrinder.

Men salige! de saligste blandt Støvet!

hvem Himlen huldt forener; de hvis Lod,

hvis Hierter, V>rs’ner bliidt den sammensmelter!

Ei er det Statens Loves grove Baand,

tidt unaturligt og for Sielen fremmed,

som knytter den; men Harmonien selv

til kierlig Samklang hver en Tanke stemmer:

her Venskab fuldt sin blide Almagt viser;

Høiagtelse, opflammet af en Amhed,

som Ord ei male: Sympathie i Alt.

Her Tanke msder Tanke, Villje, Villje

med ubegrændset Tilliid; thi kun Elskov

er Elskovs Løn, og sikkrer Saligheden.

Lad hiin Uadle, som kun tænkende

paa eget Held, af gierrig Fader kisber

uvillig Mø, i velfortjente Sorger

evindelig hver Dag og Nat hentare:

lad vilde Folk, hvis Elskov, Dyrets liig,

er Brynde, glsdende som deres Sole:

lad Merlands Tyran for Himlens Lys

sin Elstte stinke, og elendigeæ

ikkun et livløst, kranket Billed eie:

mens de, hvem Kierlighed ved helligt Baand

til samme Himmel leder, leve frit

og roligt som Naturen! Hvad er Verden,

dens Pomp, dens Lyst, den tomme Støi for disse,

som i hinanden favne Alt, hvad skiønt

sig Sielen male kan, og Hiertet snste!

Ja, uieer end Skiønhed, see de ind i Stelen,

og i det Himmelblik, hvor Stelen straaler:

Tro, Fromhed, Ære, Enighed og Elskov,

de rigeste Velsignelser af Himlen!

snart spirer op en frydfuld Afkom om dem,

og blander begges Dndigheder. Gradviis

udfolder sig den menneskelige Blomst;

hver Dag, som gaaer, ny Ånde viser frem!

snart Faders Kraft, snart Moders hulde Tmk.

Nu spirer barnlige Fornuft, og fordrer

aarvaagne Amheds Haand til Lederinde.

O, Fryd! at vskke tidligste Begreb,

ac lære Tankens Blomst at skyde frem,

at gyde Undervisnings Dug paa Stelen,

at aaude Liv og Aand i den, og udsaae

det aidle Fvrsæt i det unge Bryst!

O, tolker denne Fryd! I! I, hvem Taarer

tidt overraske, naar I see omkring Jer,

og sine intet uden Saligheder,

mens al Naturens Fryd Jer giennemgløder:

Tilfredshed, blide Kaar, en landlig Bolig,

og landlig Ro, en trofast Ven, og Bøger,

Arbejd og Hvile, gavnrug Daad, og Fremskridt

paa Dydens Vei, og Himlens høie Bifald!

See, det er dydig Elskovs Himmel-Gkivder!

saa rinder deres Liv: Aarstiderne,

mens om en spliidfuld Jord de rastlsst rulle,

see de Lyksalige, og Vaaren flynger

sin evig-unge Krands om deres Tinding;

til Aft’nen eengang kommer, mild og klar;

da efter Livets lange Sommerdag,

forelskte meer, som Hiertet mere glsder

ved tusind ihukomne Elskovs-Minder,

de begge med hinanden gaae til Hvile,

og frie de hulde Aander svame op,

hvor evig Salighed og Elskov herske!