Peter Foersom (1777–1817)

Den faldne Cardinal Wolsey

(Tredie Act, 2den Scene af Shakespeares Henrik den Ottende.

Det er Øieblikket efter at Kardinalens Fald er ham forkyndt.)

Wolsey.
Farvel, et langt Farvel til al min Høihed! —
Saa gaaer det Mennesket: i Dag udskyder
det Haabets spæde Løv, i Morgen blomstrer,
og bærer Ærens tykke Blomsterkrone:
den tredie Dag en Frost, en skarp Frost kommer,
og — mens Du, Daare! troer nu fuldt og fast,
Din Storhed modnes — den Din Rod oprykker; —
da falder Du, som jeg! — Jeg har mig vovet,
liig vilde Drenge, som paa Blærer svømme,
nu mangen Sommer ud paa Ærens Hav; —
jeg bunded’ ei; min høit-opblæste Hovmod
brast under mig tilsidst, og overlod mig
nu alderstegen, træt af Tieneste,
til Malstrøm, som mig evig skal nedhvirvle!
Jeg hader Eder, Verdens Pomp og Bram —
gienfødt mit Bryst sig aabner! O, hvor ussel
er Den, som hænger sig ved Fyrste-Gunst! —
Der er, imellem Smiilet, han attraaer,
det hulde Fyrste-Aasyn og — hans Fald,
meer Qval og Frygt, end Krig og Qvinder bringe;
og, falder han, liig Lucifer han falder,
for ei at haabe meer!
(Cromwell, som er i Kardinalens Tieneste, træder ind.)
                                Hvor gaaer det, Cromwell?

Cromwell.
Jeg maalløs er!

Wolsey.
                        Hvordan? kan vel mit Vanheld
forbause Dig? Dit gode Hoved undres,
at Stormand dalede? Ja — hvis Du græder,
da, Cromwell! er jeg sandeligen falden!

Cromwell.
Hvorlunde lider Eders Naade?

Wolsey.
                                Vel!
Saa vel som aldrig før, min gode Cromwell!
Nu kiender jeg mig selv, og føler i mig
en Fred, som verdslig Magt langt overveier,
en god Samvittighed. — Mig Kongen læged’;
hans Naade takker jeg; fra disse Skuldre,
fra de brøstfældige Støtter huldt han korttog
en Vægt, som Flaader sænked’: ”for stor Høihed.”
Det er en Byrde, Cromwell! — ja, en Byrde,
for svar for Hver, som haaber Saligheden.

Cromwell.
Det glæder mig, at I som Viismand seer det.

Wolsey.
Saa haaber jeg, jeg seer det: nu jeg mener,
formedelst Siele-Styrken i mit Bryst,
jeg kan udholde fleer og større Vanheld,
end mine feige Fiender mig kan byde. —
Hvad Nyt hist ude?

Cromwell.
                Værst og sørgeligst
er Kongens Harm mod Jer!

Wolsey.
                        Gud signe ham!

Cromwell.
Gaa, at Sir Thomas More er valgt til Cantzler
i Eders Sted.

Wolsey.
                Det er lidt pludseligt;
Dog lærd Mand er han. Længe han bevare
hans Høiheds Gunst! for sin Samvittighed
og Sandhed Ret haandhæve! saa hans Been,
naar han har endt sit Løb, og sover saligt,
maae faae et Minde hengrædt over sig
af Faderløses Taarer! — Nu, hvad mere?

Cromwell.
At Cranmer er i Naade vendt tilbage,
og valgt til Erkebisp i Canterbury.

Wolsey.
Ha! Nyt, i Sandhed!

Cromwell.
                        Sidst, at Frøken Anna,
hvem Kongen alt for længst i Løn har ægtet,
i Dag blev offentlig som Dronning seer;
gik til Kapellet med ham; og nu taler
man blot om hendes Kroningsfest.

Wolsey.
                                Der er
den Vagt, som tynged’ mig til Jorden. — Cromwell
mig Kongen skred forbi: see! ved hiin Qvinde
for evigt mine Hædersposter tabte!
Ei Soel skal meer mit Pragt-Optog bestraale,
ei gyldne Adels-Skarer, som før vogted’
paa mine Smiil! — Gaa, Cromwell! gaa, forlad mig!
En stakkels falden Mand jeg er; for ringe
nu Dig til Herre: Kongen søg, hiin Soel,
jeg beder, ei maa dale! — Jeg har sagt ham
hvad, og hvor tro Du est: han Dig forfremmer;
lidt Mindsel om mig vil formaae ham til
(hans ædle Siel jeg kiender!) ei at lade
Din haabefulde Tienen døe med min.
Min brave Cromwell!
forsøm ham ei; nu skynd Dig; sørg nu for
Din Fremtiids Sikkerhed!

Cromwell.
                                O, ædle Herre!
skal jeg forlade Jer? Skal jeg forsage
saa god, saa ædel, redelig en Herre?
Vidn’ med mig hver, hvis Bryst er ei af Jern,
hvor sorgfuld Cromwell fra sin Herre gaaer! —
Min Tieneste blier Kongens; mine Bønner
for evigt kun for Uder skal opstige! —

Wolsey.
Cromwell! jeg tænkte ei at fælde Taarer
i al min Qval; men see, trofaste Mand!
Din Ærlighed mig Qvinde-Graad aftvinger! —
Dog, nu lad os aftørre vore Øine;
og hør mig saa en liden. Stund, min Cromwell!
Og naar jeg er forglemt, som snart jeg vorder,
og sover i det dorske, kolde Marmor,
hvor ei Erindring meer om mig skal høres, —
siig da, jeg lærte Dig; jeg, Wolsey, jeg,
som engang Ærens høie Fieldsti vandred’,
og lodded’ Herlighedens Dyb og Skiær, —
Dig viiste ved mit Fald en Vei til Stigen;
en tryg Vei, skiøndt Din Herre den forfeiled’.
Agt paa mit Fald blot, og hvad styrted mig!
Cromwell, jeg siger Dig: fly Hovmodssyge!
Ved hiin Synd Engle faldt; kan Mennesket,
sin Skabers Billed, da vel vinde ved den?
Bær i Din høire Haand den milde Fred;
saa bindes Avinds Mund; giør Ret, og frygt ei!
Lad hvert et Meed Du søger, Fædrelandets,
Din Guds og Sandheds være: falder Du da,
o Cromwell! falder Du en salig Martyr! —
Tien tro Din Konge! — Og nu leed mig ind!
Tag der Fortegnelsen paa alt jeg eier
til sidste Skierv; det Kongens er: — Min Kiortel,
mit rene Sind mod Himlen — det er Alt,
jeg nu tør kalde mit. — O Cromwell, Cromwell! —
Hvis halvt saa nidkier Gud Jeg havde tient
som Kongen, havde han, som Olding ei
udkastet nøgen mig blandt mine Fiender! — —

Cromwell.
Taalmodig, ædle Herre! —

Wolsey.
                                                Det jeg er! —
Farvel, Du Hoftets tomme Haab og Tant!
Mit Haab fast Bolig nu i Himlen fandt. —