Porten er snever og Veien trang —
De sagde: Han kan ei mere.
De maae have Ret for denne Gang,
han var jo kun een imod flere.
Dog mægted han eet endnu, der gik
over Læben Ord, de ei hørte;
han skifted sin Arv, hver sin Del fik,
de mange, som ud ham førte:
Jerusalems Døttre, græd ei over mig,
græd over Jer selv og de Spæde!
Bed Bjerget deroppe at styrte sig
ned over de mange, som græde.
Siig, saligt det Liv, som ei bar Frugt,
de Bryster, som ikke amme.
Naar grønt Træ bliver af Ovnen slugt,
hvor gaaer det den tørre Stamme?
Jerusalems Folk, i Jert hellige Hus
er Helvedes Spøgelse inde,
hans Flagermusvinge skal slaae det i Grus,
fra Brøndhul til Taarntinde.
Flyer, flyer over Bjerge, og hver som veed
sig et Skjul, vend ikke tilbage!
Paa den Hjemløses Vei om Herberg bed,
I saae feil ad Besøgeisens Dage.
Og I, mine Venner! med blodig Haand
de Eder til Døde skal slide,
Spotterens Læbe og Løgnens Aand
skal lee, saa tidt I maae lide.
Af Fader og Moder og Broder og Ven
forraadte skal Livet lades.
Lad Hjærtet ei kjølnes, I er mine Mænd,
for mit Navns Skyld skal I hades.