Der var den Tid, hver christen Sjæl
blev agtet som et hestens Offer,
og Kjødet med — hængt paa en Pæl
og smurt med Beg og andre Stoffer
som Natteblus det brændte klart
i Romastadens Marmorgader.
Hvor ei paa Brændsel bliver spart,
selv Hjærtet sig i Varme bader.
Det hændtes og, en Keiser kom,
som helst det dagsky Offer spared,
og en Proconsul minded om,
at lukte Øien Sagen klared.
Det hjalp kun lidet, Tiden har
den Vane al Ting om at dreie,
og Himlens Seir blev aabenbar
og jævned alle Kirkens Veie.
Da fandt vor Kirkes Kajaphas
og vore christne Ypperstepræster,
at Romas Keisers varme Spas
var altfor god for Hedningfester.
Nu, siden Troens rene Glands
signed vor Jord med evig Sommer,
man yded Verdens Keiser hans,
men gav og Gud, hvad ham tilkommer.
Man opfandt tiere Ting end Beg
og Festbelysning langs ad Gaden,
med Tænger spækked man sin Steg
og knuste Knoglerne i Maden.
Og var Beredeisen end lang,
slig Bod jo Kjødets Lyster svaled,
til Spægelse man havde Trang,
først Faste, siden Karnevalet.
Saa var den pletfri Ager glad,
for godt Aar takked Agrens Herrer,
naar frem blev kjørt den lange Rad
af Klintehøst i Rumlekjærrer.
Og hver en trofast Protestant
blev i sin Rede salig sikker,
da han saa festlig ordnet fandt
den skjønne Skik hos Katholiker.
Og Vangen lukt med Bølgen blaa
engang dog fik i Lave Ledet,
altsom paa Bremerholm den saae
af Kongens Jærn om Troen fredet,
og saae paa hver en vaargrøn Høi
med Hexens Skjorter Luen lege,
og saae i hver en Gnist, der fløi,
en Sjæl, som de i Helved stege.
O ja, en Christen Fest er sød,
naar rene Offre frem vi bære
med hellig Ild og spæget Kjød
til Jesu, ei til Molochs Ære.
Vor Herre Jesus Djævlen drev
ud med Guds Naades klare Finger,
end større Naaden siden blev,
man laante Djævlen Flammevinger.