Tal varlig om det gamle Kors —
Den Tid det boede dybest inde
i Hjærtet paa hver Jesu Ven,
i ærlig Sorg var døbt dets Minde.
Og dømt og død var Hjærtekuld
og Hykleri og haarde Hænder.
Kun varm og blød var Frelsens Haand,
den er en trofast Hjærtekjender.
Men da de fik det tømret nyt
og Korsets Herre fint nok malet
med Blod paa Pande, Bryst og Haand,
af alt det Blod de høit nok praled.
Da dækt var hver en Kirkevæg
og hvert panelet Bedekammer
af Nagler stænkt med levret Blod
og liggult Kjød med aabne Skrammer;
og da hvert Kirkeskrin sin Splint
af Korset fik, i Silke hyllet,
til Sikkerhed for at hver Sjæl
var ganske ren i Blodet skyllet;
de dypped Haand, og Hjærte med
i Korsets røde Kilde modigt,
til Hugget af den haarde Haand
de fik desmere dybt og blodigt.