Sæt mig ei strax paa Kjætterlisten,
jeg veed det jo saa vel,
at det, der ender hele Tvisten,
er at jeg staaer paa Hæld.
Han ene hjælpe kan mig Stodder
og faae min Blodsot lægt,
jeg mægter ingen Retfærds Lodder
at faae i Ligevægt.
Jeg aldrig anden Kunst kan lære
end den at troe paa ham,
og give ham den hele Ære,
mig selv den hele Skam.
For ingen i den hele Verden
forstaaer mig uden han,
jeg troer trods Troens Folks Forfærden,
han er en billig Mand.
Jeg troer, for han har overgivet
sig til en Slægt, som graa
blev i den Kunst at øde Livet
og slægte Kain paa,
for han, tiltrods for hvad vi øved,
dog troer paa Mø og Mand,
iat ogsaa vi, naar alt er prøvet,
helst skulde troe som han.
Thi agter jeg for Prøvestenen
paa alle store Ord,
paa al den Troen, al den Menen,
om jeg min Broder troer.
Jeg giver Hjærtet med og haaber,
han Tro det kalde vil,
og da han selv har talt om Kaaber,
hvis Flige dække til,
jeg troer, han Hjærtet ind vil svøbe
i saadan Lysets Flig,
saa kan det ikke fra ham løbe,
men ligger saligt Lig.