Guds Propheter er Evigheds Mænd,
i Synernes Speil de samled
al Skabningens Død og Dom og den,
der ramte hvert Taarne, som ramled.
Ja, med en Storm af Ord de alt
imellem hinanden kaste,
Jorsals blodige Tomt er malt,
og ingen skal Billedet laste.
Jorden skal døe, al Verden skal døe,
med Babel og Rom er det ude,
og kommende Vintres Is skal tøe,
naar glemt er vor Tids Skude.
Er saa det gamle rygende Grus
det samme som Dagen, der kommer,
den, der skal styrte al Verdens Hus
og bringe den evige Sommer!
Hvorfor vel ei? Naar Seerens Blik
Horizonten skal have for Øie,
er det jo dog Perspectivets Skik
Linierne sammen at føie.
Ser du her hjemme fra Fjeldenes Hær,
vil Kjæmpernes tindrende Skuldre
synes en eneste Ryg, og hver
dog viger for Strømme, der buldre.
Bygder og Broer og Sæter og Dal
og gamle og ny Folks Arne
breder sig ud i den luftige Sal,
og i Hulen er gjemt de Forfarne.
Hvi maa da ei mellem Tidernes Tegn
baade Tider og Slægter sig leire,
og Røgstøtter staae langs den blaanende Egn,
saa vi see, om de døe eller seire?
See efter Luftperspectivet, og smukt
det Fjerne vil ud sig svinge.
Har du kun Luft i dit Syn, din Flugt
faaer ogsaa nok Luft i sin Vinge.