Hør, hør mig, Herre, min Gud!
Vee, vee over Menneskers Synder!
Jeg støder mit Veeraab ud,
du leer ad mig, en Begynder.
Du ynkes over dit Barn,
som selv du har skabt og pleiet,
men hildet seer i et Garn,
det fandt, mens du pusled Leiet.
Du hører min Klage, forsand,
som Hyrden hører paa Lammet,
der greb efter Ulvens Tand,
som var den et Bryst, der ammed.