De vaagne Nætter ere lange,
dog ikke lange nok,
naar af skal haspe Sorgens Fange
sit Spind paa Livets Rok.
De kolde Vintertaager knuge,
men knuge dog for lidt
for den, som skal i Fastens Uge
med Boden holde Skridt.
De onde Minder grumt nok true,
men true dog for mildt,
naar de ei tæmme Lystens Lue,
og Blodet end er vildt.
Og Tidens Trætter kunne kjede,
men læge intet Saar,
saa længe man end ei fik Lede
til Tidens Trællekaar.
Saa bliv kun længer, Sorgens Nætter,
og knug kun Tidens Slud,
med tunge Minder, bittre Trætter
vi ville holde ud.