Farvel, mit Hjærte! Nu skal du lægges udi Skrin,
nu skal du sænkes i Glemsel, svøbt i Gravens Lin.
Farvel da! Skjønt du fortjener ei
at hilses paa din Vei.
Du voldte, ak, min Ruin
med al din evige Sværmen.
Nu er vi naaet til Bærmen.
Saa vil jeg feie min Stue, dække op mit Bord
med ubarmhjærtige Tanker, skarpe Sandheds Ord.
Du Hjærte, jordede glemte Ven,
du maa ei gaae igjen.
Ved Kundskabstræet jeg svor,
du findes ei over Mulde,
her er kun knagende Kulde.
Det var en Helvedes Latter! — »Syv vi er I Flok!
Vi hørte, Herren har Gilde, lugtede det nok.
Her skal serveres med Tankespind,
for Hjærtet er kun Vind.
Saa drei da Glemselens Rok!
Lad gammel Kjærlighed springe,
det Splinternye vi bringe.
Vi bygge skinnende Mure, bare kolde Sten,
kalke med nye Drømme gamle møre Ben.
Du Kjæmpe, træk saa med os i Reb!
Vi kjende til Kunstens Greb.
Vi snurre paa Spottens Ten,
vi svinge med Selvros Fanen —
Kom, vær saa i Dagningen Hanen!«