Man skal ei sige Raka til sin Broder,
end mindre til sin Søster — Ak,
vi veed det, vi er alle visne Poder,
men lidet glæder det vor fælles Moder
at høre, hvad vi er for Rak.
Dog maa der skjældes, Sjælen eengang trænger
til at faae Luft, og Haandens Trang
er at faae Ram paa, hvad der overdænger,
hudfletter, gjennemhegler, flaaer og flænger
og spidder til en Nidingsstang.
Desværre hele Verden og vor egen,
den lille i vor Hjærtekrog,
fortjener Hug, fordi vor Tro er svegen,
og vi har havt vor Del i Djævlelegen
og føiet Skjældsord til vort Sprog.
Dog staaer den fast, den Pligt mod Næstens Ære,
thi lad os venlig enes om,
at vi kun der, hvor Bylden er, vil skjære,
og ham kun slaae, som helst maa Skylden bære,
og fælde redelig hans Dom.
Den maa nu blive, at han er en Slyngel,
og Kilden til al Syndens Elv,
men har vi foreholdt ham al hans Yngel,
vi mindes bør, at er han end en Slyngel,
han er en Del dog af os selv.