Hedningen drømte saa mangen en Drøm, for tryllende vistnok:
Rynker Zeus sine Bryn, skjælve vel Himmel og Jord;
knytter han Haanden og taler om Husbonds stenhaarde Næver,
græder vel Hera, hans Viv, græde Chariterne med;
men har hans havblaa Blik blot hvilet en Stund som en Elskers
paa den hvidarmede Brud, mens med sit Plekter Apoll
Musernes Dands slynger ud som en Elv af brusende Toner,
sænkes hans Dommerstav, visselig finder han selv
Aphrodites henrivende Kunst saa ren og uskyldig
som Pieridernes Sving over den græsrige Vang,
finder han Hermes’ tyvagtige Greb saa naturligt og yndigt
som Chariternes Haarid, lagt paa den bølgende Barm.
Ja, mangt der drømmes, drømme vi
for Tiden andre Drømme?
Ak, Nattens Aand er Kogleri,
og Nerverne er ømme.
Og Nervens Streng blev tidlig stemt
i hvert Registers Tone,
de haarde rase altfor slemt,
saa maa de søde sone.