Ind i Nattens Syner saae
jeg som Hiob med Skræk,
saae min Sorg forbi mig gaae
med de hule Træk.
Hørte sky dens tunge Ord,
mere tungt dog fandt
ei at høre, hvad der boer
bag dens graa Gevandt.
Finder mellem alle Kaar
aller tungest dog
ei at have Øre for
Nattens Aandesprog.
Siig da du mig, Sorgens graa
Skygge, svar mig nu:
Gavne eller skade maa
al den Klages Gru?
Fra hans Bryst da sneg sig frem
ikke, hvad jeg bød,
dog et Svar fra Mørkets Hjem
hen i Natten flød:
Dybt i Edens Skyggeskjul
paa den grønne Grund
Brøndens Kjedel bruser hul
evig, uden Bund.
Deden ud mod Jordens Kant
fire Floder gik,
i den sidste Bølge randt
Skjaldekunstens Skik.
Ingen aner, hvad den vil,
Skjalden ikke selv,
slaaer han i sit Strengespil,
aabner han en Elv.
Hvor saa Elven bruser hen,
ingen Seer veed,
om hans Folk og Folkets Mænd
hilser den med Fred.
Eller den kun Himlens Hær
speiler i sin Skaal,
ruller sagte over Skjær,
uvis om sit Maal.
Eller finder Døden i
Hedens golde Sand —
Ingen veed det, Sangens Sti
kjender ingen Mand.