Jo, paa den gamle Voldkanon
hun sad og sømmed paa et Lagen;
ud paa den grønne Bastion
hun flytter helst om Sommerdagen.
Hun saae mig ei, hun havde sat
sin Kyse paa den sorte Kjæmper
Kastaniens tykke Bladehat
var nok til Solens Brand at dæmpe.
Brystværnets sommersvedne Rand
for Østenvinden hende hegned,
og mod en Stribe hvidgraa Sand
de fine Træk sig lethen tegned.
En benet Pande høi og streng
med nogle skarpe Furer ridset,
men Kinden hul, en Taarens Seng,
og Lokken graa og tyndt udsplidset.
En Læbe som et rynket Baand,
men Øiet fast og flittigt sænket
ned mod den lille Knokkelhaand,
der faldt og steg i Traaden lænket.
Saa har hun siddet en Snes Aar
og trolig stukket sine Sømme;
naar Solen i sin Høisal gaaer,
har hun vel ogsaa Sommerdrømme.
Men falder Kulden paa i Høst,
og Vinden over Volden rider,
med Haanden stemmet mod sit Bryst
hun varsom ned ad Bakken skrider.
Derhenne, hvor Sergeanten boer,
og Poppelrækken paraderer,
Solsikken vigtig staaer og gloer,
og Drengen gaaer og musicerer,
der har hun bag et grønt Gardin
og Gavlens blankpolerte Rude
en Bogreol, et Messingskrin
og Sengested med snehvid Pude.
Men Bord og Stol og Skab og Speil
er hendes Værts, med Kost og Pleie
hun giver, husker jeg ei feil,
syv Daler maanedlig i Leie.
Jeg kjender hende endnu lidt
fra Vaarens minderige Dage,
hvad Stormen siden løs har slidt,
er skrinlagt uden Skrig og Klage.
Jeg mindes hende tavs og stolt,
i Hjærtet rig og kjæk i Tale,
da spilled hun med Lunet Bold
og satte Bo i Kunstens Sale.
Jeg saae, hvor Læben aaben stod,
og Øiet vildt paa intet stirred,
da Ting, der hænge ved som Blod,
om Hjemmets sunkne Arne svirred.
Hun smaat sig gjennem Verden slog,
en Tid paa Porcellain hun maled,
i et Par magre Aar hun tog
Gangkone-Plads paa Hospitalet.
Hun Skole holdt for mindre Børn,
hun var en navnløs Oversætter,
men Vingen af sin Tankes Ørn
hun stækked i søvnløse Nætter.
Og Tiden led, dens tunge Klo
fik krammet med den slanke Lilie,
saa redded til Sergeantens Bo
hun kun en overjordisk Villie.
Engang imellem seer jeg ind
en Vinterkveld i hendes Stue,
da rager, vever som en Vind,
hun venlig op i Ovnens Lue.
Men om tilfældig Talen faldt
paa Krigens Tid, Aar ni og fyrre,
hun gyser lidt, dog det er alt,
Krig er jo Krig, og kan forstyrre.
Kan være, at et Suk sig let
og frygtsomt over Læben trænger,
at Øiet søger et Portræt,
som stille over Sengen hænger.
Det er en Mand med Ankerknap
og store klare kloge Øine,
men Læben lidt lor blød og slap,
de rige Lokker lidt forfløine.
Den vaade Grav han fik, og Gud
ham ikke altfor strengt tilregne,
hvad der har blødet for hans Skud
i Kvinderigets fagre Egne.
Fra denne gamle Voldkanon
der sigtes ikke paa hans Ære,
fra den forfaldne Basbon
Vaarvinde Hilsen til ham bære.
Og denne lille Knokkelhaand,
ubrødelig til Traaden lænket,
vil virke paa hans Ridderbaand
til Øiet er i Døden sænket.