Aandens Natur og denne himmelblaa
og havblaa, lys- og dunkelgrønne
er to Ting. Du i modsat Retning gaae,
og du vil finde dem lige skjønne.
Høifjeldets Tind staaer i den tomme Luft,
hvor intet Levende kan aande,
stig ned mod Dalen, og en krydret Duft
vil hjælpe paa din Lunges Vaande.
Den blygraa skarpe Ur, en grim Ruin
vel af en Urtrolds knuste Skulder,
lad den kun ligge med sin Snestorms Hvin
og Forsens meningsløse Bulder.
Saa kommer Sætervang og Blomst og Bær,
og slanke Træer slutte Toget,
og Elven selv maa finde, blanke Kjær
og Vei og Bro er ogsaa noget.
Den stryger af sin bistre Troldeham
og mildt de grønne Ringe slynger
om Gaard og Tun og føler ingen Skam,
naar Færgen i dens Favntag gynger.
Men stiger du fra Retfærds Høifjeld ned
og seer de skimlet grønne Kløfter,
da hold dit Veir, og vel, om ei du gled,
de stinke, disse glatte Grøfter.
Og Renden hulker, for den huser Kryb,
der andre og sig selv fortæller,
at altfor dyr er Leien i et Dyb,
hvor Helveds Rendesten udvælder.