Philotimus, en ærlig Mand,
Forsøgt iblandt Kalmukker,
Forsøgt i Verdens Jødeland
Og blandt dens Mamelukker,
Forsøgt i Venskabs falske Vægt,
I allehaande Farer
Kosakker og Tartarer.
Da han omsider mærkte, at
Hans Levnets Aftenalder
Flur lakked ad den lange Nat,
Han sine Børn fremkalder
Og viser dennem Lykkens Ar,
Hvorledes han var plukket
Og utro Venskabs Mærke bar,
Forhugget og forstukket.
Han viser dem sit gamle Haar,
Der tidlig graa var blevet
Og, mestendeel i unge Aar,
Ved Falskheds Kam afrevet
Før selv Naturen fik Forlov
At farve disse Blade
Forsølvet, eller af sin Skov
Dem at afplukke lade.
See — siger han — mit Endeligt
Og Afsked er forhaanden.
Jeg tænker derfor paa min Pligt
Før jeg opgiver Aanden,
At vise eder, hvad Kompas
I maa nødvendig følge
Ved eders Levnets Roerglas
Paa Verdens Sø og Bølge.
Jeg tvivler ingenlunde paa
At, ligerviis som Kager
Og Sukker bedre for de Smaa
End Hug af Riset smager,
I ogsaa heller en Postej
Af Lykkens Haand vil have,
End tygge dens gemene Dej
Og muldne Skorpe gnave.
Men først jeg maa erindre her
At, ligerviis som Dukker
For Sundhed ikke tjenlig er
Af Honning eller Sukker,
Saa er for meget godt ej godt,
Da det gemeenlig hændes,
At Vellyst med en Bankerot
Paa gode Dage endes.
Dernæst, om I vil have sødt,
Om I vil ikke leve dødt,
Skal Venskab Livet nære;
Om I vil sove tro og tryg,
Skal Venskab være Puden;
Lyksalighed er altid syg,
Som Venskab er foruden.
Men her I atter mærke maa,
Hvad sig til Venskab passer,
At Venner, som kun ere faa,
Er deelt i mange Klasser.
At I et livløs Skilderi
Ej for et Legem tager,
Som der er Liv og Aande i,
Og eder saa bedrager.
Først er her Venskab, som er gjort
Som jeg anseer for noget stort
Naar Troskab ikke svigter,
Ja, for en Fæstning og Kastel,
Hvor Ærligheden strider
Som Commandant, og fægter vel
Udi Belejrings-Tider.
Men her det ofte gaar, som i
Historier beskrives,
At der begaas Forræderi
Og Skandsen overgives,
Og at, naar Manden bliver til
En Fange og maa trænge,
Hans Hustru da ej hjælpe vil
Og løse ham med Penge.
Exempler anført finder
Paa ret bestandige og tro
Fornemme Ægteqvinder,
Sulpitia og Thuria,
Som uadskilte vare
Fra deres Ægteherrer, da
De var i Nød og Fare.
For Resten er der dette i
Naturen at betragte
Af Ven- og Ægteskabs Værdi,
At hint er meer at agte
Og Ægteskabet overgaar;
Thi vil man Venskab tage
Fra Ægteskab, et Legem staar
Da uden Sjæl tilbage.
Til Ægteskab man lader tit
Af en utidig Brynde,
Af Haab til timelig Profit
Og Ære sig tilskynde.
Man derfor seer i Ægteskab
Saa meget ondt regjere:
Ukjærlighed, ja ofte Drab
Og andet saadant mere.
Men Venskab, som man kalde kan
Et Ægteskab i Sindet,
Som stiftes af en sund Forstand,
Unødt og uforblindet,
Det kan sig udi Vennenød
Ej mere selv fornægte,
End Guldet udi Ildens Glød,
Naar det er reent og ægte.
Næst Ægteskab da skulde man
Vel være i den Mening,
At Slægtskab ikke andet kan
End give god Forening;
At den i Venskabs-Fordring var
Berettiget for nogen,
Som selv Naturen hæftet har
Til Stamme-Hovedbogen;
Men naar man sig i Nød og Trang
Til Slægtninger vil helde,
Da ere disse mangen Gang
Som Væggen, der af Ælde
Uvis og faldefærdig staar
Paa Hinke-Krøbling-Fødder,
Som Krykken, der kun lidt formaar,
Som Træ med rodne Rødder.
Til klar Beviislighed herpaa
Jeg eder skal fortælle,
Hvad jeg har fristet selv i saa
Bedragelig Tilfælde,
Hvorledes jeg er skuffet mod
Forhaabning i min Vaande
Af den, som fælles Hjerteblod
Og Moders Liv gav Aande.
Med faa Ord sagt, min Broder kom
Engang til mig, og trængte;
Af Frygt for en Indførsels-Dom
Med Hovedet han hængte.
Bedrøvet han af Øjne saae,
Fordi fra Handelsmanden
I Lybek ham paa Halsen laa
En Vexel efter anden.”
Han klagede sin Nød med Graad,
Han vred vemodig Hænder;
Han vidste sig ej nogen Raad,
Hvis ikke Slægt og Frænder
Ham under Arme greb og fra
Hans Manere befri’de,
Da han sin Tid i Altona
Kom ellers til at slide.
Jeg holdt det for en Synd og Skam
At spare Kapitaler
I Broders Nød; jeg sendte ham
Sex hundrede Rigsdaler
Med Vilkaar, at ifald jeg fik
Dem siden selv fornøden,
Han dem paa ærlig Broderskik
Betalte ufortrøden.
Hvad skede? Da han reddet var
Og jeg igjen omsider
Selv savned Meel udi mit Kar
Formedelst dyre Tider,
Blev efter Broderskabet han
Af mig om Hjælp anmodet.
Da jeg fornam, at ofte Vand
Er tykkere end Blodet.
Kort sagt, jeg havde lovet for
En Ven, der arm var blevet,
Hvis jeg ej i hans slette Kaar
Mig havde tilforskrevet
At være god for Mandens Gjæld
Saasnart i Dag som Morgen;
Men see, jeg havde samme Held,
Som fleer, der gaar i Borgen.
Jeg vidste ej af noget, før
Man sagde mig paa Gaden,
At Manden havde lukt sin Dør
Og var rømt bort af Staden,
Hvorover jeg i Stikken stod,
Da Skyldneren slog Hale
I Vand med mig, og efterlod
Mig Gjælden at betale.
I denne Skynding gik jeg til
Min Broder og anmeldte
Min utro Gjældners Mesterspil,
Hvorledes han gjengældte
Min Trofasthed, og bad derpaa,
Han vilde mig forstrække
Et hundred Daler, og mig saa
Den Torn af Foden trække.
Min Broder svarte mig, at han
Mig ikke kunde ynke,
Som hjalp paa en bedragersk Mand,
Fordi han kunde klynke.
Han lod mig høre, at det var
Et ufornuftigt Stykke,
At gjøre sig til Lykkens Nar
For fremmed Folkes Lykke.
Jeg svarte ham: at gjøre godt
Mod dem, det ej fortjener,
Er Guds Natur, og ingen Spot,
Og mindst mod gode Venner!
At gjøre intet godt er slet
Og hør til Fæ-Forstanden,
At gjøre meget ondt, er ret
For den, man kalder Fanden.
Min Broder tog lidt Snuftobak
Herpaa, og pønsed længe,
Erindrede derhos sin Tak
For sine laante Penge;
Men bad, jeg vilde tænke paa
At Tiderne var slette,
Og derfor ej for nøje gaa
Med Broderskab i Rette.
Han viste mig til den og den,
Som vare meget rige.
Undskyldte sig med Piger, Svend,
Med Børn og meer deslige.
Han spurgde, om jeg hannem Pant
Og Haandskrift vilde give —
Hvorved mit ganske Haab forsvandt,
Og jeg det lod forblive.
Imidlertid, da Lykken saae,
Hvor slet jeg blev belønnet;
Hvor lidt der blev i Nøden paa
Min Redebonhed skjønnet,
Tog den mig an, og stod mig bi,
Og mig igjen lod finde
Min Regning i et Lotteri,
Til Skaden at forvinde.
Der jeg et Nys om dette fik,
Da, før det nogen vidste,
Jeg til min ene Svoger gik,
Hans Hjælpsomhed at friste.
Dog ikke vilde glemme
I min Betryk og Pengetab —
Men, der var ingen hjemme!
Jeg derpaa gik fra hannem hen
Til en, som havde været
Min salig Faders gamle Ven,
Og mangen Gang foræret
Mig i min Barndom Sukkerbrød,
Ja, undertiden Penge.
Ham bad jeg hjælpe i min Nød,
Ham bad jeg og ej længe.
Han svarte, skjønt han havde ei
Just daglig Mynt tilrede,
At hans Dukater vidste Vei
Til Redning at oplede.
Og hvis de kunde ei forslaa,
Da vilde han forskrive
Sig, til i Borgen selv at gaa,
Og Haand for mig udgive.
Jeg takkede, som mig tilkom,
Og sagde ham, at dette
Alene var en Prøve, som
Jeg vilde paa ham sætte,
At mine Frænder udaf ham,
Som var mig ganske fremmed,
Desbedre kunde see sin Skam
Og Troløshed beskæmmet.
I Unge — sagde han — forstaar
Heraf, at Venner kjendes
Ej i en Springedans, men naar
Os Lykke-Beenbrud hændes.
At man ej tit paa Nødens Dag
Kan tro sin Egen mere,
End Skipperen et Christen-Flag
Naturens Lovbog synes vel,
At den i Nøden tjener
Og øjensynlig gjør Forskjel
Paa Fremmede og Venner;
Men vider, at et Venskab, der
Paa Dydens Perlemoder
Undfanget og opfostret er,
Gaar forved Slægt og Broder.
Jeg herhos og maa mælde om
De gunstige Patroner,
Der ofte ere ligesom
Fordærvede Limoner,
Som synes nok at have Saft,
Fordi de haver Farven;
Men til at lædske mangler Kraft,
Naar man behøver Marven.
Ja, at jeg skal fortælle, hvad
For Vrid jeg selv i Livet
Har haft af dette Lokkemad
Og været nær forgivet,
Fordi jeg tænkte, min Patron
Var mig saa vis, som nogen
Lovskikket Obligation
I Landstings-Pantebogen —
En Herres Huus antaget
Saa vel, som om jeg derudi
En Myndling var opdraget.
Han soor, at hjælpe mig, saasnart
Som Lykkens Dør blev aaben;
Men holdt ej meer, end mangen Part
Af Faddere ved Daaben.
Jeg tro’de ham paa Ord og Ed;
Men see, mig siden feilte
Hans gode Paaskrift og Besked,
Han lunken skrev paa min Supplik,
Han stræbte for sin Egen,
Og voldt, at jeg derover gik
Med Kurven ud af Legen.
Da jeg saaledes saae mig en
Papist at have været,
At jeg en Dødning-Helgens Been
Forgjæves havde æret;
At mit Befordringshaab var falsk,
Tog jeg, for min Velynder,
Hvis Haand og Hjerte var spedalsk,
Selv Himlen til Formynder.
Hvad skede? See min Aftengraad
Den blev til Morgenlatter;
Min Himmel selv mig sendte Raad.
Jeg mig anmeldte atter
Hos Kongen, hvor hans høje Mænd
Ved deres Forestilling
Udvirkede mig naadigst den
Forønskede Bevilling.
De fromme Herrer saae, hvordan
Min Velfærds Saar var blodig,
De hørte mine Sukke an
Omhjertet og vemodig.
De bragte mine Taarer frem
Paa allerbedste Maade,
At Majestæten maatte dem
Ansee med ynksom Naade.
De talte for mig, som for en,
Der havde været dennem
Paarørende i Kød og Been.
De trængte og igjennem,
Endskjønt Monarken havde min
Ansøgning plat afslaaget.
Og see, Patronen stod med sin
Uægte Gunst bedraget.
I Graven, een undtagen.
Men jeg skal komme dem ihu
I deres Aske-Lagen,
Fordi de Haanden rakte mig
I Havs- og Skibbrud-Nøden,
Fordi de vilde vove sig
At redde mig af Gløden.
See, kjære Børn, det vilde for
Vidtløftig eder blive
At høre mine Levnets-Kaar
Udførlig at beskrive,
Hvorledes jeg har tit forsøgt
Utroskabs Skalkestykke;
Hvor Vennespøgelser har spøgt
Med mig og med min Lykke.
De Lærde disputere vil,
Om der skal ogsaa være
Tvetuller i Naturen til.
Jo! Verdens Venner ere
Tvetuller; det befinder den,
Som de med Ord forblinder,
At de i Medgang ere Mænd
Og udi Modgang Qvinder.
Til Slutning jeg advare maa,
At I omgaaes varlig
Med Venskabspagter at indgaa,
Da Verden er saa farlig;
At I er med Betænksomhed
Som de Italiæner,
Ej som Fransoser staar bered
Til at antage Venner.
For Resten vogter paa en sledsk
Omgængelse og Mine,
Thi Hjertet der er gjerne tredsk
Hvor Folk er meget fine.
Og om I sikre leve vil,
Da vider, at oprigtig
Har intet Rim at passe til