For Bugen er det ondt at præke, fordum sagde
En Hedning, og Raison med disse Ord tillagde:
„Thi den ei Øre har”; jeg dette giver Magt,
En Gjerrig holder al Formaning i Foragt.
Med Otterslangen han tilstopper sine Ører,
Saasnart han mod Profit af nogen noget hører.
Hans Bug den er hans Gud, hans Skat hans Himmerig;
Derved han i sit Sind og Skind fornøjer sig.
Hvo tør det sige ham, og Gjerrig hannem nævne,
At han jo bliver vred og lader hannem stævne?
Hvis ej, han med Foragt ham haanligen beleer;
Thi hvilken gjerrig Mand sin egen Lyde seer?
Vil du hans Opponent i denne Handel være,
Han som Respondens skal dig svare: Jeg maa nære
Mig, som jeg bedst forstaar; jeg har Forlov dertil,
Saafremt jeg ikke for en Hedning holdes vil. —
Ret nok! hvo ikke sig og sine, som sig sømmer,
Forsørger redelig, om hannem Skriften dømmer
At han en Hedning er, en vantro Sjæl, et Drog;
Men ak! hvor falskelig misbruges dette Sprog!
Fra slig Begjærlighed og Rigdoms Lyst aflade,
Hvorved den Armes Brød formindskes Dag fra Dag —
Det er en Gjerrighed og farlig, syndig Sag!
Endskjønt du saadant kan med Lov og Ret besmykke,
Og skyde Skylden hen til Øvrigheds Samtykke,
Det ej undskylder dig for Gud. Din Næstes Nød
Vil vorde dig i din Samvittighed et Stød.
Men hvad! — Samvittighed? — saa maatte nogen spørge —
Kan Mammons Trælle for Samvittigheden sørge?
Nej! nej! hvor Hjertet er opfyldt af Gjerrighed,
Man om Samvittighed kun ganske lidet veed.
Men Kjære! hør kun mig! du kan en Skilling give
Til den Nødtrængende, og lade dig indskrive
Udi hans Trygler-Bog; ja, det dig synes brav,
Om du ham rundelig en stor Foræring gav.
Du haver kastet ud, som søger nu sin Næring
Ved Betlerstav for en og anden Dør at faa.
Til dig de vide nok det nytter ej at gaa.
Du kan dit Morgensuk og Aftenbønner gjøre,
Og mener dermed Gud til Miskundhed at røre,
At han dig skaffer Brød for dine og for dig —
Hvad mener du vel Gud paa dine Bønner agter,
Naar du uchristelig med Stoltheds Ord og Fagter
Forsmaar din Næstes Suk? Tænk, at en ringe Træl
For Herrens høje Stol fordømme kan din Sjæl!
Du haver Myndighed, du vil for ingen vige,
Du gjør Alt hvad du vil, og hvo tør dertil sige
At det er ilde gjort? Du sætter fra og til,
Foruden Lov og Dom, ret lige hvem du vil.
Du bryder tit dit Ord, er deraf ingen Slave,
Saafremt du derved kan den mindste Fordeel have.
En Spurre finder dog, saavel som Øren, Meen,
Naar han lemlæstet er paa Vinge eller Been.
Din Interesse er din Lov, din Ret, din Glæde;
Hvo derom ikkun veed med noget at fremtræde,
Som haver Vindings Skin, han er din bedste Mand;
Dog ikke længer end Profitten vare kan.
Du laaner alle dem et mildt og naadigt Øre,
Som falske Forslag om Profit dig veed at gjøre.
Men hvo som sligt ej kan, skjønt han dig mener vel
Og ærlig er, ham du foragter uden Skjel.
Nok sagt, at jeg ej skal for nær paa somme støde,
Mig kommer flere Slags af Gjerrige imøde.
Som Dragen siges paa sin hemmelige Skat
Med største Møjsomhed at ligge Dag og Nat,
Han ejer Penge nok, men veed dem ej at bruge;
I Overflødighed han dog er fattig nok,
Men værre faar han sidst i de Fordømtes Flok.
I nogen ærlig Dragt, og ej engang tør æde
Sig mæt til Nødtørft, skjønt han ejer Kister fuld
Af Klæder, Penge, Sølv og kostbar myntet Guld.
At kunne Vandet naa, som for hans Mund undviger,
Han gaber idelig derefter, dog ej naar,
Hvor nær det ham end er for Munden, mindste Taar:
Saa sidder denne midt i Rigdoms Flod og Kilde;
Selv faar han intet, og en anden under ilde.
Gud naade den, som skal til hannem have Trang!
Han maatte heller gaa en anden møjsom Gang.
Som Sparebøssen maa i Stykker slaas og brydes,
Før den forvarte Skat deraf til Brug kan nydes,
Og Svinet nytter ej den allermindste Ting,
Før det paa Slagterbænk bekommer Dødsens Sting;
Saa er det ogsaa med en slig paaholden Puge:
Naar han er død, da veed hans Arving det at bruge,
Som hin ej nænte, sig at æde mæt udaf,
Og neppe takker ham engang udi hans Grav.
En anden sætter ud paa Aager sine Penge,
Tredobbelt Rente faar af dem, som til ham trænge,
Ja tredobbelt Pant han tage tør derpaa,
Den Fattige han som Kaninen underminer,
Med sin forborgne Kunst ham langsomt skær og piner;
Dog under dette Skin: „han Billighed beteer”.
Ah! Gud forbarme sig, hvad Billighed her skeer!
En Igel suger Blod indtil han fuld neddraatter;
Men denne skær til Been og Marv paa hvem han fatter.
Han bliver aldrig fuld, ej heller nok han faar,
Saa længe, som der er tilovers mindste Taar.
En sig af Fattiges, af Kirkers, Skolers Renter
Beriger, og Profit fra alle Kanter henter.
Selv klæder han sig prunk, men ej formaar en Palt
Til det gemene Gavn, naar det om noget gjaldt.
En Kirke kan han nok med Kalk og Steen staffere,
Ej spare Flid derpaa med et og andet mere;
Men det Guds Tempel, som hans Næste er, jeg veed
Han tit ej skammer sig med Vold at rive ned.
End du som er betro’t, et Embed at betjene,
Og haver gjort din Ed, det redelig at mene
Med Guds og Kongens Bud, og dog saa svigefuld
Forvender Retten tit for Penge, Sølv og Guld;
Den krumme fyldte Haand gjør tit en naadig Dommer,
Derover fattig Mand tilkort i Retten kommer:
For hvert dit Øje naar man holder en Dukat,
Saa er du, seendes, en stokkeblind Krabat.
Ja du, som Vægt og Maal svigagteligen bruger,
Gjør Tønden viid og bred, og Kornet deri knuger;
Den Fattig’ maaler fra vel snart den fjerde Deel,
Og yder ud igjen det halve for en heel —
O falske Mammons Træl! selv Satans Dragedukke,
Som mangen fattig Mand har kommet til at sukke!
Din Uforskammethed med altfor stor Profit
Har mangen ærlig Mand sat udi Miskredit.
Huusfogden har dig lært et X for V at tage
Og af din Herres Meel at mele digt din Kage;
Dig af hans Olie at gjøre fed og rig;
Men hvordan lykkes dig omsider saadan Svig?
Den geistlig’ Stand — gid jeg undskylde hende kunde,
Som dog undgjælder nok for mange Klaffermunde,
Som hver retsindig Præst bejamrer mangen Gang.
En Bosfels-Oxe tit for Herrens Alter tjener,
Som sin betroed Hjord det ikke bedre mener
End Lejesvenden; naar han kun sin Indkomst faar,
Det gjælder ham ej stort, hvor det med Hjorden gaar.
For Israel, og gjør det, han hos andre laster.
Hans Gjerrighed er der slet ingen Ende paa,
Og ingen slem Profit forbi han lader gaa.
Du, du, som andre bør fra Gjerrighed afraade,
Og holder selv deri ej Ende eller Maade,
O skamme dig, at du tør paa et helligt Sted
Anmode Folk om det, din Indkomst kommer ved!
Gud veed, jeg heller tav og dæmped deres Munde,
Som mangen ærlig Præst sit ærlig’ Brød misunde
Og det for ham beskær. Du det, og flere, gjør
Med eders Gjerrighed, at Manden ilde hør’.
Men viis mig nogen Mand blandt Høje eller Lave,
Hvor man Exempler ej paa Gjerrighed kan have!
Dog er det ikke mit Propos, hver Mand især
At røre ved; thi da jeg mange kom for nær.
En Definition jeg agter kun at gjøre
Paa denne Last, saafremt jeg kunde den udføre.
Hun efter Pauli Ord er visselig en Rod
Til alt det ondt, som er Gud og hans Bud imod;
Et Kildevæld, hvoraf udflyder alle Lyder;
En Pestilens, hvorved befænges alle Dyder;
En Fangekrog, et Garn, som Satan fisker med
Og skiber Sjæle bort til Helvede afsted.
Hvad gjør, at mangen en sit Haab til Gud forlader —
Da Guldet er hans Gud, og Djævelen hans Fader —
At Meened gaar i Svang? Det gjør jo denne Rod,
Som al Guds Kjærlighed og Frygt er tværtimod.
Den store Misbrug, at Sabbathen ikke holdes,
Det jo ved Gjerrighed og Rigdoms Lyst forvoldes.
Den gjør, at Ordets Fynd og dyrebare Saft
Kan ikke Rødder slaa, men mister al sin Kraft.
En Fader ofte for sit Barn tilbageholder
Hans Skoleløn og meer, hvormed han selv forvolder,
At Drengen bliver Skarn, og ingen Ting forstaar,
Naar han sin Arvepart engang i Hænder faar.
Gjør Gjerrighed ej det, at Barnet baade Fader
Og Moder mangen Gang forbander og forlader?
At Sønneqvinden sig mod Mandens Moder teer
Opsætsig? Saadant af de Gamle tit og skeer.
At Undersaatten mod sin Øvrighed opknøiser,
At Tjeneren imod sin Herre sig oprejser,
At Herren ikke gjør mod Tjeneren sin Pligt,
Hvo veed at Gjerrighed ej Aarsag er til sligt?
Hvad kommer Krig afsted imellem Potentater?
Hvad Aarsag er til Had, til Avind, Misforstand,
Til Slagsmaal, Trætte, Mord imellem Mand og Mand?
At Horen sætter ud sin Krop til fals og Leje,
At Tyven bryder ind i andre Folkes Eje,
At Svig, Praktikker, Vold mod Billighed og Ret
Tildrages idelig: hvad er vel Skyld i det?
At en til Tinge gaar, falsk Vidnesbyrd at gjøre,
Og dertil lader sig for Pengeløn forføre,
En anden gjør udi sin egen Sag en Ed,
At kunne vende Ret imod Samvittighed —
Sligt Gjerrighed Alt gjør. Jeg kunde mere skrive;
Men Resten vil jeg til en anden overgive.
Jeg takker Gud, at han mig fri’r fra denne Last,
Og slutter saa mit Vers hermed i skyndig Hast.