Nu kan en philosophisk Tvang
Ej længer mig regjere,
Nu dør jeg, faar jeg ej en Rang
Saavel som andre flere.
Nu leer jeg ad Diogenes,
Men ærer Farisæer.
Og hine Zebedæer.
Lad en St. Povel blive vred
Og præke for en Romer,
Hvor smukt man med Ærbødighed
Sin Næste forekommer;
Hvis Symbolum har været,
At ville over en og hver
I Verden vorde æret.
Ej! koste hvad det koste vil!
Gid Pokker Penge skaane
For Rang, om man dem end dertil
Hos andre skulde laane,
Hver Juni Maaned give,
Om man ved Landsting skulde end
Sit Gods til Pant forskrive.
Langt fra at jeg vil prutte om
En tredive Dukater
Med mine høje Venner, som
Blandt Titel-Potentater
Mig Plads forskaffe vil, endskjønt
Jeg intet dertil duer;
Det grimme Ansigt er dog skjønt
Det saa fornemme lader dog
Til Bryllup og deslige,
At Præst og andre maa i Krog
For mig tilside vige.
At jeg har Tjener bag min Stol,
At alles Øjen gaber
Paa mig, som Compagniets Sol,
At alle for mig skraber.
Ja, Rang og Titler klingre skal
Omkring mit Navn som Bjælder
Og sættes for mit Nul som Tal,
Saa veed jeg, hvad jeg gjælder.
Gid ingen leve som Client
Hvor alle er Patroner,
Hvor hele Gaden er omtrent
Besat af Rangspersoner.
Min Nabo sig indbilder meer
End nogen tyrkisk Basse,
Endskjønt han har kun Carakteer
Udaf den sidste Klasse.
Jeg kommer aldrig til hans Dør
Og i hans store Stue,
At jeg jo staar en Time, før
Jeg maa hans Ansigt skue.
Min Gjenbo er en myndig Mand,
Fordi han nylig kjøbte
Sig fra den borgerlige Stand,
Ham med et andet Navn, end det
Han lovlig havde arvet.
Hvorved han har sin ringe Æt
Med Adelsblod omfarvet.
Min Gjenbos Nabo er bekjendt
Af Rang, men ej af andet.
Thi see, han aldrig haver tjent
Vor Konge eller Landet,
Vor Bonde og Soldater,
I Kammer eller Cancelli
Og Commissariater.
Min Nabos Gjenbo som en Lem
Af Ærens Rangkapitel
Paa Moden ogsaa kommer frem,
Og bryster af sin Titel,
Saa alle skulde tænke, den
At være ham forlenet,
Fordi han havde Slesvigs Læn
Kort sagt, mit Naboskab det er
Mest Herskab og Lakejer.
Og hvis en Borger findes der
Iblandt, som noget ejer,
Da tragter han og efter Rang
Som Junker udi Polen,
Der haaber, sig at see engang
Udvalgt til Kungestolen.
Skal jeg da ene sidde her
Som Kjeldermand i Gaden,
Hvor hver Mand Borgemester er
Og udi Adelraden?
Skal alle handle udi Gros
Med Titler, Stads og Ære,
Med Liberi og med Karos,
Og jeg en Høker være?
Skal jeg ved Døren altid staa
Med Hatten under Armen?
Skal jeg til Fods alene gaa
Skal jeg kun maales som Monsieur
Med Ærens korte Alen,
Da andre hedder MONSEIGNEUR
I Hilsen og i Talen?
Skal jeg min Sko og Strømpe paa
Opvartning daglig slide,
Og, hvor jeg kommer, altid gaa
Ved venstre Haand og Side?
Hvad har min Kone syndet, at
Hun alle skulde vige
Og ikke føre Fruer-Stat
Saavel som hendes Lige?
Hvad Ære er det mig, saa tit
At see min Nabo trænge
Og laane hos mig, paa Kredit,
Nu Øl, nu Brød, nu Penge
Til Underholdning for sin Stand,
Samt Fôr til sine Heste?
Jeg er jo dog hans Undermand,
Ja knap engang hans Næste.
Hvad agter jeg, at nogle faa,
Som Breve til mig skriver,
En fattig Titel udenpaa
Mig af: Velædle giver?
Velædle er jo saa gemeen
Velædle hedder hver og en,
Som nogen Ting forvalter.
Nej! nej! Velbyrdig skal her til,
Om jeg skal rolig leve.
Mit Nabolav jeg trodse vil
Med deres Titelbreve.
Med Tjener bag paa min Karet
Jeg vil herefter kjøre,
Og mig, af Kjøpstat uanseet,
Paa Herreviis opføre.
Af Dagligstue jeg en Sal
Til Audiens vil gjøre,
En Klokkestreng og Portner skal
Staa Vagt ved mine Døre.
Og hvo som uden Rang og Stand
Sig da anmælde lader,
Den agter jeg som Tremarksmand,
Den skyer jeg og hader.
Naar jeg til Døren følger en,
Da skal jeg ikke heller
Forsømme, at jeg hver en Steen
Og Trin paa Moden tæller;
At, om jeg gik for langt maaskee
Fra Trappen eller Salen,
Jeg skulde mig da ej forsee
Mod Herre-Ritualen.
Min Kone skal og klædes om
I høje Fruer-Noder,
Hun skal forandre sine, som
De andre deres Moder.
Om store Damer vilde gaa
Foruden Skjort og Særke,
Da skal hun ogsaa kjendes paa
Det samme Fruermærke.
Lad være, at hun ej forstaar
Saa just til Punkt og Prikke
I Hofmaneer det første Aar
Blandt andre sig at skikke;
Det andet Aar hun lærer vel
Af en og anden Mage
Sin Fruer-Ceremoniel
Og Stand i Agt at tage.
Naar først den adelige Aand
Er kommen ind med Tiden,
Hun lærer nok, at lade Haand
Og i Gebærder ligesom
At føre sexten Aner,
Ja vel endog at spille om
See! saadant Væsen fører man
Udi sit Skjold og Vaaben,
Naar Folk forsager Borgerstand
I Rang- og Titel-Daaben.
Lad Enden blive Bankerot,
Saa er man dog befriet
Fra den gemene Pøbels Spot,
At dø i Slutteriet.
Lad være, i min Stervbo er
Ej Skilling til en Daler,
At andre Folk min Jordefærd
Til Præst og Degn betaler,
Saa staar mit Lig paa Moden dog
I nogle Uger inde,
Saa staar dog paa mit Kistelaag
Min Rang til Æreminde!
Tys, uoplyste Phantast,
Hvad Mare mon dig ride?
Lad ikke min Philosophi
Dit Anslag faa at vide.
See! den tillader nok mit Sind
At stunde efter Ære,
Den lider gjerne Luft og Vind,
Men ikke i en Blære.
Slig Galskab fik at høre,
At jeg mig af min Nabo fra
Hans Lærdom lod forføre?
Han til Anticyras med min
Indbildning mig forviste.
Han dømte mig til Disciplin
Udi en Daarekiste.
Men du vil svare mig maaskee,
Med samme Jern, som Munkene,
Der ligner Sejerverket,
Som ofte anderledes slaar
Og anderledes viser.
Hvad da? Hans Dyd mig ej angaar,
Hans Lærdom jeg kun priser.
Fremdeles du nok sige tør,
At under Vadmels-Huen
Og inden philosophisk Dør
Er Hovmod Vært i Stuen.
Og at jeg muligt gjerne tog
Imod en Rang at bære.
Ja, ret! jeg neppe mig undslog
Hvis Ære var i Ære.
Jeg er ej en Philosophus,
Der Spot med Æren driver;
Om hvilken nogle skriver,
At han sig hug et Øre af,
Fordi han gjerne vilde
Alexandrinsk Bispestav
Og Værdighed forspilde.
Nej! min Religion og Tro
Er ej saa indgetogen.
Jeg nægter ej, at jeg er jo
Saa ærekjær som nogen.
Men viid, at om jeg Æren end
Paa stemplet Brev ej nyder,
Saa var det nok, saafremt jeg den
Fortjente kun ved Dyder.
Hvad Ære er det for en Bog,
Af hollandsk Tryk at prale
Samt prægtig Titel, naar den dog
Ej Hoved har og Hale?
Hvad hjælper Kobberstykker den?
See! saadant et Spektakel
Det holder ikke lærde Mænd,
Men Børn for et Mirakel.
Hvad Skam er det for en Person,
Sig selv bekjendt at være,
Og efter sin Profession
Sit Navn og Titel bære?
Hvo vilde derfor Finger ad
Fordi han ej har Doktorgrad,
Men kalder sig kun Læge?
Hvad Ære er det tværtimod
At han vil holdes ligegod
Ved Jupiter og Janus?
At han vil have Guders Rang,
Naar han i deres Rige
Ej over Vejr og Vind engang
Det mindste har at sige?
Det meget underligt jo var,
At see en So med Sadel,
Og paa et fittet Bryggerkar
Et Vaaben udaf Adel!
At Vognmand vilde søge om
At blive en Professor,
At Møller op til Hove kom,
At Bonde blev Assessor.
Det var jo selsomt, om man saae
To Been med to Slags Hoser,
Den ene sort, den anden graa;
Den ene grov som Poser,
Den anden af den skære Uld
Og fiin som Silketraaden;
Den ene ny, den anden fuld
Af Hul ved Hul og rodden.
Nej! skal jeg have Rang, da vil
Jeg saadan en begjære,
Som kan beqvem og duelig til
Mit Embeds Vilkaar være.
At Folk skal ikke sige: „See!
En Rang! men hvor er Manden?”
Til Rom i Herrestanden.
Lad andre søge øverst Gang
Og Kirke-Stolestade,
Forklæde sig med Navn og Rang
Og spille Maskerade,
Hvor tit en Skrædder er Abbé,
En Kokkedreng Minister,
Og den, som knap kan ABC,
Er klædt som en Magister.
Med sligt jeg ikke spøge vil,
Jeg heller rolig sidder,
Saa maa min Nabo blive til
En Greve eller Ridder.
Ja hvad? Om jeg fik Carakteer,
Saa veed jeg og tillige,
At Avind vilde da desmeer
Mig udi Kortet kige.
Jeg ufejlbarlig og en Part
Af gode Venner tabte,
Som ikke kjendte mig, saasnart
Som jeg mit Navn omskabte.
Ja Rang en Puster er til Splid
Og Tvist de fleste Gange.
Den blæser jo Alarm til Strid
Og ødelægger mange.
Den tænder ej alene Ild
I Slot, men og i Hytter,
De ringeste Gemytter,
At de endog i Kirken kan
Om Rangen slaas og rives,
Saa Præsten hartad Mellemmand
Maa være, naar de kives.
Hvad? om jeg kom engang med Rang
Til mine døde Fædre,
Paa Moden, uden Klokkeklang —
Mon jeg da var desbedre?
Mon de antog mig derfor vel
For store Alexander?
Mon der i Beenhuus blev Forskjel
Paa min og deres Pander?
Hvo vilde mig udaf en høj
Og herlig Titel mere
End Hesten af broderet Tøj
Og Skaberak vurdere?
Det store Træ man jo anseer
Af Brændet kun alene;
End høje Egegrene.
Jeg ynker dennem, hvis Natur
Af Æresot saaledes
Er syg, at de ved Titelcur
Alene kan helbredes.
Som hine, der for Kongerne
Udi Paris og Londen
Sin Svaghed viser frem, at de
Skal røre dem med Haanden.
Jeg ynker dem end mere, naar
De nu helbredet ere.
Hvad da? — de strax Indbildning faar
Og synes sig at være
Den anden en Elias,
Den tredie en Moses og
Den fjerde en Messias.
Hvad meer? naar saadan Cavalleer
Nu gaar i disse Griller,
Og med Forundring sig anseer
Ved Perspectiv og Briller,
I hvilke han er større end
Fra Syd- til Norder-Polen,
Da synes kun hans Undermænd
For ham som Gran i Solen.
Han som en værdig Rangsperson
Meriter sig tilegner;
Han neppe hilser sin Patron
Og ham med Tak begegner.
Han kysser paa sin egen Haand,
Sit Titelbrev han slider
Som hine Paternoster-Baand
Ved Læsning alle Tider.
Hans Rang saa snart udstædes ej,
Før han paa Timen søger
Sin Titel-Højheds Contrafej
Hos den, som trykker Bøger.
Og dersom denne saadant da
I sin Avis forsømmer,
Den anden ham forbittret fra
Sin Trykkefrihed dømmer.
Han Huus fra Huus fra Børs til Strand
Med dette Nyt omløber,
Isteden for en Bibel han
En Rangforordning kjøber,
Hvor han beklager, at hans Sted
Som burde være lige med
Feltmarskalks Plads ophøjet.
Fremdeles er det Lyst at see,
Naar Posten Breve bringer
Til ham, hvorledes Titlerne
Ham udi Øret klinger;
Han for at læse dennem ret
Med oratorisk Gaver,
Som Børn paa deres første Bret,
Til hver en Tøddel staver.
Og naar han nu har længe seet
Hvert Bogstav vel igjennem,
Da brydes Brevenes Signet
Saa varlig, at han dennem
Af Ømhed ikke kommer nær
Med mindste Rift og Skade,
Ja gjerne slog dem op paa hver
En Raadstu’, Torv og Gade.
Og naar han en Epistel faar
Fra mig og slige Venner,
Da seer han efter, om der staar
Til Slutning: „ydmyg Tjener”;
Og som foragtet Lumpe
Bortkastes Brevet, hvilket har
Med Brodden villet stampe.
Jeg taler intet om, hvor stor
En Glæde det kan virke
Hos ham, naar han paa Landet bor
Og ejer der en Kirke,
At Præsten da for hans Person
Hver Fest- og Søndag beder
Som Stedets Herskab og Patron —
Tænk! hvilke Herligheder!
Tænk om han havde fordum med
Apostlerne omdraget,
Han rigtig havde taget
Mod Titel af Mercurius
Og Jupiter tillige;
Diana ud af Ephesus
For hannem fik at stige.
Men tænk engang om Sokrates
Med hannem havde talet!
Han denne Alcibiades
Vist havde da afmalet
Sin Daarlighed, som fordum hin,
Den han paa Landkort viste
At det var Nul, hvoraf han sin
Person lyksalig priste.
Jeg priser den, der stræber, at
Han sig til Æreminde
Som en aarvaagen Undersat
Kan Kongens Naade vinde.
Hvo vilde undre nogen Tid
At saadan en belønnes,
Og at der paa hans brave Flid
Med Rang og Vaaben skjønnes?
Hvo kunde dømme selsomt om
At den et Tilnavn nyder
Af Stat, Justits, og andet, som
Sit Hoved dermed bryder.
Som hjælper til med gode Raad
At tjene Land og Rige;
Hvis Pande tit af Sved er vaad
For mig og mine Lige?
Men den, som kryber under Tag
Med Flaggermuus og Ugle;
Som skyer baade Lys og Dag
Blandt andre rette Fugle;
Jeg mener den, som skjuler sig
For det gemene Bedste
Med Raad og Daad i Fred og Krig,
Og plager kun sin Næste:
Den, siger jeg, maa alle Mand
Jo billig undre over.
Demokritus maa lee, at han
Om Titel-Almis vover
At holde an, og betle tør;
At han undseer sig ikke
Med visken Haand paa Kongens Dør
Og Cabinet at pikke.
Hvad om Monarken var ej saa
Hvad om han spurgde, hvem der paa
Hans Dør saa næsviis bankte?
Hvad om han vilde see hans Pas
Og hans Meriter vide?
Mon han ej fik som Lurifas
Med Skamme gaa tilside?
Hans Dristighed imidlertid
Ham efter Ønske lykkes,
Han sejeræres uden Strid,
Da Dyden undertrykkes.
Dog, Daarlighed! lad hannem gaa
Paa højre Haand og Side!
I Solskin man det samme maa
Jo af sin Skygge lide.
Mon Gud vel om sin Højhed med
Mattheus derfor trætter,
I Orden øverst sætter,
Naar Jøderne befales, at
De Kejseren skal yde,
Som deres Herskab, Skyld og Skat,
Og Gud sin Ret skal nyde?
Ej Phantast! Lad saadan en,
Som sig af Rang hovmoder,
Mig agte ringe og gemeen
Og have sine Noder.
Jeg haver læst hans Brev engang,
Men see! det ikke byder,
At man skal vige ham i Rang
Formedelst mindste Dyder.
Lad ham sin Titel holde rar,
En rarere, end den jeg har,
I det jeg kaldes ærlig.
Og alle de, som kjender mig,
Tillige paa mig lider.
Slig Titel var jo adelig
I vore Fædres Tider.
En fin! at En vil kneise da
Saa højt af Titelære,
Hvis Dyd, naar Rangen sigtes fra,
Befindes Klid at være,
Sligt forekommer mig, som naar
Bedagede Matroner
Ved Privilegium hvert Aar
Nedtrykker unge Koner.
De pukker af, at deres Navn
I Kirkens Bog var skrevet,
Før Svensken blev fra Kjøbenhavn
I dens Belejring drevet.
Hvad da? blev Stormen frugtesløs
Ved disse Commandanter?
Mon disse Myg af Landet kys
De svenske Elefanter?
De foregiver og, at de
Har været gift saa længe,
Og en haft to, en anden tre,
Ja fire Mænd i Senge.
Hvad da? om de har haft en Snees
(Som muligt nok kan være),
Skal Ægteskabet da ansees
Som Qvindekjønnets Ære?
Hvad er det, at de noget vil
Af saadant sig indbilde?
Hvad kan den unge Kone til
At hun er gift saa silde?
Hvad Skam er det, at hun ej gaar
Med Rynker og ved Krykke?
See, kommer Giftermaal og Aar
Ej fra Natur og Lykke?
Imidlertid jeg siger det,
Maa ingen mig fortænke
Som den, der Alderdommens Ret
Og Frihed vil forkrænke.
Jeg ærer Haaret, som er graa
Af Dyd og Aar tillige.
Mærk, æresyge Stymper, saa,
Hvad Lignelsen vil sige!