Igaar, da du var gaaet,
og Solen gik ned,
en sælsom Følelelse fik jeg
i Aftenens Fred.
Et Skud af ædel Ranke,
en Draabe af klarest Væld,
en himmelbaaren Tanke
slog Rod i min Sjæl.
Nu har jeg Livet levet
i næsten otteti Aar.
End søgte jeg efter det samme,
som i min Ungdomsvaar.
For mangt et Maal jeg kæmped,
for mangen en Sag jeg stred,
men ingen Sejer dæmped
det Savn, som jeg led.
Med én og anden Længsel
fik vel min Vilje Magt,
men hundred skød frem i Stedet
med min Vilje i Pagt.
Og aldrig kunde jeg finde,
hvormeget jeg ogsaa stred,
den Samklang dybt i Sinde,
som giver et Hjærte Fred.
Igaar, da Solen daled,
da var min Sjæl saa glad.
I Græsset her ved Hytten
ret som et Barn jeg sad.
Hvem kunde vel ogsaa tænke,
at alt, hvorfor jeg stred,
det vindes blot ved at skænke
et andet Hjærte Fred.
Da du i Sorg kom til mig
og bad mig om Lægeraad,
jeg søgte din Sjæl at trøste,
og det var min bedste Daad.
Hvorofte jeg end i Livet
langt større Sejre vandt:
Jeg fik først Freden givet,
da jeg dit Saar forbandt.
Nu er jeg gammel af Dage,
det stunder for mig mod Nat.
Nu har jeg kun svage Længsler,
og nu er min Tanke mat.
Jeg kan ikke selv i Striden
for andres Lykke gaa.
O maatte min sene Viden
hos dig i Blomster staa.