Du store underfulde Værk af Gud!
Hvem kan begribe dine dybe Strømme?
Hvem reder dine spinkle Traade ud?
Hvem kan forklare dine dunkle Drømme?
At du er mer end blot et Livsenspust,
som med mit Legems Former bliver knust —
det véd jeg med min Livstros stærke Viden;
— at du er mer end en afmægtig Aand,
en dødfødt Slave i din Skabers Haand —
det véd jeg af din Jublen og din Liden.
At du er selv en Vilje, selv en Magt,
som ingen Dødens Lov er underlagt,
derfor kan aldrig jeg Beviser føre.
Det kan jeg vide kun af dine Ord,
og det kan ingen høre her paa Jord
uden med selve Sjælens skarpe Øre!
Din Magt var endt, naar dine Gaader svandt;
det er din Dunkelhed, der gør dig stor og stærk.
Netop fordi din Løsning ingen fandt
er du jo Verdens største Underværk.
Netop paa Grund af Gaaden i dit Øje,
kan dine Vinger række mod det høje.
At jeg kan se og høre, at min Arm
kan uden Modstand lystre mine Tanker,
at Hjærtets Pulsslag bølger bag min Barm,
er det min Sjæl? Og naar jeg dødssyg vanker,
naar Armen hænger slap og Øjet brister —
er det da Sjælen, Livets Kraft, jeg mister?
Nej det er netop Livet, der forklares,
naar mine Lemmer blive Smertens Rov;
og det er netop Sjælen, der bevares,
og det er netop Livets store Lov:
At Livet gaar med Døden ved sin Side,
at vil man leve, maa man ogsaa lide.
Og vil man kende Sjælens store Magt,
da maa den prøves i en Kamp paa Livet;
thi først i Kampen faar den Kræfter givet,
og først i Sejren bli’r dens Liv fuldbragt.