Hvem Digtet er til? Til Jer alle
paa samme Alder, som jeg;
paa fyrre Aar og det halve,
— Aarene, som det kan falde,
blot unge i Sind og Tanke,
ranke paa Livets Vej.
Tror I man nu kunde regne
Ungdom paa Alder og Aar —
naar Tyveaarskinderne blegne,
og Tyveaarsstøtterne segne —
naar Samfundets vordende Læger
lapper paa egne Saar?
Tror I da, kun I er unge
for Øjeblikslysternes Tarv?
Sundhed i Hjærte og Lunge,
Djærvhed i Tanke og Tunge
— Maalet for Fædrenes Ungdom —
fik I af dem i Arv.
Hvor er da de unge? De gemmes
omkring i Familiernes Skød;
dèr sidder vor Ungdom og skæmmes,
og lader sit Livsmaal bestemmes
af en Hoben Talentprætendenter,
bydende Stene for Brød.
I er der! Jeg véd at I kommer!
Jeg saa jer i Næ og i Ny;
I ligger i Ledernes Lommer
og venter i Mag paa Skærsommer —
gider ej selv gaa bag Ploven,
kun ride Sommer i By.
I véd, der er Brug for hver Kæmpe —
Lysten mangler jer ej;
men Lysten til Mag og til Lempe,
Mod til at dysse og dæmpe,
Frygt for den herskende Sultan
spærrer jer Kampens Vej.
Jer tør jeg synge en Vise;
der er til et Bjarkemaal Trang.
Vaagn af jer Ro, af jer Lise!
Mod maa i Gerning I vise!
Ønsker I Sommer i Landet,
da maa I selv i Gang!