Hvis var den tunge, velsignende Haand, som berørte mit Øye,
Vandrere? — ligner han Jordens Gud, som han stod for sin Skaber —
Hellig, og herlig — et Aftryk af ham, fra hvis Hænder han udsprang?
Er han i Adfærd og Gang, som Støvets usmittede Broder,
Engang — ak engang var, da han tilbad ved Euphrats Bredde? —
Siger mig: seer i hans Fodspor endnu? — Velsigner han Jorden? —
Svømmer han langsom og smilende bort i rødmende Straaler?
Tung var hans Haand af Midlerens Lyst af Forjættelsens Fylde —
Drukken af Glæde bortsank jeg i Bøn, og slumrede Lov-Sang
See da nedfaldt et Sløer af Purpur, og skjulte Naturen —
Himmel og Hav og den spraglede Jord løb i et for mit Øye —
Sangerens Røst, og den sværmende Støy af bekymrede Trælle,
Sagtnedes meer og meer og taug — I en bundløs Afgrund
Svimlende Sjælen, og famlede for sig, og søgte sin Frelser —
Henrykt fornam den hans Glimt, og forfulgte med Jubel hans Gjenskin
Vandrere! — seer i hans blegnende Glands? — thi jeg føler, han var det —