Ved en elsket Religionslærers Død
(Et Anecdoton af Johannes Ewald.)
(Et Anecdoton af Johannes Ewald.)
Mon Støv kan følge med den Høie?
Hvo fandt hans Spor, og hvilket Øie
Har seet hans underlige Vei?
Forvovne Støv! hold op at svimle
I dette Svælg af Himles Himle!
Den Evige begribes ei.
Min Siæl, min fængsled’, min svage,
Min faldne Siæl, vil du opdage
Hvad Lysets Aander ei kan see.
Velan forsøg det, om du taaler
At stirre paa det Hav af Straaler,
Som bruser om den Herlige.
Ak dybt i Støvet vil jeg knæle,
Og Angst og bitter Graad skal qvæle
Hver Tanke, som udforsker dig;
Vor Aand skal zittre og tilbede
Den Gud, hvis Godhed og hvis Vrede
Er viis og ubegribelig.
Men om vi med et ydmygt Hierte
Modtage Bitterhed og Smerte
Af dit alvise Velbehag,
Og om vi knæle, mens du saarer,
O Gud tilgiv de stille Taarer,
Som ene bøde for dit Slag.
Naar du fordobler Støvets Dage,
Som lever sig og os til Plage,
Men bradt bortrykker Jordens Ven,
Da er du Gud, og den Alvise,
Din Villie skal vort Hierte prise,
Endskiøndt vi ei begribe den.
Alt hvad du giør, er godt, vor Fader!
Det Onde selv, som du tillader,
Er frugtbart paa Lyksalighed:
Og af det Tab, hvorfor vi græde,
Udspirer Fryd og salig Glæde,
Som Himlens Aander juble ved.
Han lever, han, hvis Støv vi giemme;
Alt blander han sin høie Stemme
Med Cherubiners Frydeskrig;
Alt straaler Naaden, og veileder
Hans Siæl igiennem Saligheder
Til Livets Kilde, op til dig;
Du kaldte din trofaste Hyrde
Til Hvile — du borttogst hans Byrde,
Og du omgiærded’ ham med Lyst,
Hvor herlig kroner du hans Dyder,
Vi veed det, Gud! men Taaren flyder
Og Smerten svulmer i vort Bryst.
Thi ak! vor Siæl er svag, du Høie!
Vort Hierte fængsles af vort Øie
Og lænkes til det Tab, vi see.
Vi veed vor høie Faders Glæde,
Men ak vi see hans Støv, og græde;
Ak vi har tabt den Salige.
Og dyrebare var hans Dage;
Ak een var meer end al vor Klage,
Een Times Tab fortiente den.
Ei er det lidet, os Døden røver,
Du veedst det selv, som Hierter prøver,
O du som gavst og togst vor Ven.
Thi som et Lys i Dødens Dale,
Hvis Glimt veilede og husvale
Og styrke trætte Vandrere,
Saa sælden er dit Ords Forkynder,
Der ei henrives af de Synder,
Hvis Afgrund han opdagede.
Saa var vor S*, saa var din Tiener,
Et himmelsk Lys blandt Syndens Venner,
Et saligt Gienskin af din Magt,
Han leved trofast, som han lærte,
Din Kierlighed var i hans Hierte
Og i hans Mund var Sandheds Magt.
Brøstfældig var den faldne Hytte,
Men stærk hans Siæl, som Himlens Støtte,
Utrættet i sit store Kald.
Han understøttede den svage,
Og holdt den snublende tilbage,
Og greb den Faldne i sit Fald.
Hans Røst var kiær, thi den var kierlig,
Og mægtig — thi dens Grund var ærlig,
O Gud man kiendte strax din Tolk!
Kun hvo, som han, der selv er dydig,
Kan vække Angst hos hver Ulydig,
Og salig Tillid hos dit Folk.
Nu tier han — derfor, du Høie!
Formørker Taaren Folkets Øie;
Hans Venner trøster det ei meer,
Vort Lys forøger Himlens Glæde,
Vi kan ei øine det, vi græde.
Hos det tilbageblevne Leer.
Dog Taaren trøster Dydens Venner,
Og Godhed, som borttog sin Tiener,
Har derfor ikke skiult sin Vel;
Men ak! os som en kiærlig Fader
Uigienkaldelig forlader,
Os kun — os trøster Taaren ei.