Hun svæved’ ned ad blomsterklædte Høie,
Hun gik i Dalene, uskyldig, mild,
Han speided’ Landet om med fyrigt Øie,
Han kom fra Bølgerne urolig, vild.
”Er du en Kongedatter, skiønne Pige?
Din Fader Herre paa den stille Øe?”
”Er du en Konge, Fremmede? dit Rige,
Hvor Landet græner bag den vilde Søe?”
Min Faders Kongdomme, see! sig strækker,
Hvor Hiorden græsser opad Biergets Ryg.
Du seer hans Slot, som Linden hist bedækker;
Der boer han under Vintrens Storme tryg.”
”Jeg er en Konge, Skiønne! See! mit Rige
Stolt bruser alle Verdens Riger om.
Mit Slot du seer af Vandene at stige.
Vil du med mig en Bolig der, da kom!”
”Du er en Fugl vel over vilde Strømme!
De fagre hid, man veed ei deres Hiem.
De nyde Landets Gode, og bortrømme,
Og Ingen Vinger har at følge dem.”
”Du er en Blomst vel i din Faders Have,
Som spirer frem, men visner strax igien,
Den gives til en skiøn og kostbar Gave;
Men ingen venter at beholde den.”
”Du er ustadig vel, som Havets Bølger,
Der tumle med dit Skib fra Land til Land
Imedens den forladtes Øie følger
Dets Løb forgieves i den øde Strand.”
”Du er en Drøm vel kun, som kan bedrage
Den Slummerdruknes hede Phantasie;
Men ingen Vaagen kaldte den tilbage,
Og ingen Viis har sat sin Lyst deri.”
”Min Fader skal en Hytte til os bygge,
Hvis du med mig i Fredens Skiød vil boe.”
”Mit Skib jeg vil med kostbar Pragt udsmykke,
Hvis du vil følge mig, og blive tro.”
”Ak! midt i alle dine Herligheder
Jeg vilde længes til min stille Øe.”
”Ak! midt i Kierlighedens søde Glæder
Jeg vilde hige mod den vilde Søe.”