Mon Støv kan følge med den Høye,
Hvem fandt hans Spor og hvilket Øye
Har seet hans underlige Vey —
Forvovne Støv hold op at svimle
I dette Svælg af Himles Himle
Den evige begribes ey
Min Sjæl, min fængslede, min svage
Min faldne Sjæl, vil du opdage,
Hvad Lysets Aander ey kan see
Velan! — Forsøg det, om du taaler
At stirre paa det Hav af Straaler
Som bruser om den Herlige
Ak! — dybt i Støvet vil vi knæle
Og Graad og hellig Angst skal quæle
Hver Tanke som udforsker dig
Vor Aand skal zittre og tilbede
Dig, hvis Al-Godhed og hvis Vrede
Er viis og ubegribelig —
Men om vi med et ydmygt Hjerte
Modtager Bitterhed og Smerte
Af dit alviise Velbehag —
Og om vi knæle mens du saarer,
Da Gud tilgiv de stille Taarer
Som ene bøde for dit Slag,
Naar du fordobbler Støvets Dage
Som aander sig og os til Plage
Og snart bortrykker Jordens Ven
Da er du Gud og den alviise —
Din Villie skal vort Hjerte prise
Endskjøndt det ey begriber den —
Alt hvad du gjør er got vor Fader,
Det Onde selv, som du tillader
Er frugtbart paa Lyksalighed —
Og af det Tab, hvorfor vi græde
Udspiirer Fryd og salig Glæde,
Som Himlens Aander smiile ved —
Han lever — han, hvis Muld vi gjemme
Alt blander han sin høye Stemme,
Med Cherubimers Fryde-Skrig
Alt straaler Naaden og veyleder —
Hans Sjæl igjennem Saligheder
O Gud, til Thronen og til dig
Du kaldte din troefaste Hyrde
Til Hvile — du borttogst hans Byrde,
Og du omgjerder ham med Lyst —
Hvor herlig kroner du hans Dyder
Vi veed det — Gud! — men Taaren flyder
Og Smerten svulmer i vort Bryst —
Thi ak vor Sjæl er svag du Høye —
Vort Hierte fængsles af vort Øye
Og lænkes til det Tab vi see —
Vi veed vor døde Faders Glæde —
Men ak vi see hans Grav og græde
At vi har tabt den Salige —
Og dyrebare var hans Dage
Ak en var meer end al vor Klage,
En Times Tab fortjente den —
Det er ey lidt som Døden røver —
Det veedst du selv, du Nyre-Prøver,
Og du, som gavst og togst vor Ven —
Thi som et Lys i Dødens Dale,
hvis Glimt veylede og husvale —
Og styrke trætte Vandrere
Saa sjelden er dit Ords Forkynder
Som ey formørkes Selv af Synder
Hvis Afgrund han opdagede
Saa var vor Schiøt — Saa var din Tjener
Et himmelsk Lys blant Syndens Venner
Et saligt Gjenskin af dit Bund —
Han levte troefast, som han lærte
Din Kjærlighed var i hans Hjerte
Og hellig Sandhed i hans Mund
Svag og Brøstfærdig var hans Hytte —
Men stærk Hans Sjæl som Himlens Stytte
Utrætted i sit store Kald
Han understøttede den svage,
Han holdt den synkende tilbage
Og greb den Faldne i sit Fald —
Hans Røst var kjær — thi den var kjærlig,
Og mægtig, thi dens Grund var ærlig
O Gud — man kjendte strax din Tolk —
Kun en som han, der selv er dydig
Opvækker Angst hos hver ulydig
Og salig Tillid hos dit Folk
Nu tier han — derfor du Høye
Formørke Taarer Folkets Øye —
Hans Stemme trøster dem ey meer —
Vort Lys forøger Himlens Glæde
Vi kan ey øyne det — vi græde
Hos det tilbage blevne Leer —
Men Taaren trøste Himlens Venner
Og Godhed, som borttog sin Tjener,
Har derfor ikke skjult sin Vey —
Men ak — vi, som en kjærlig Fader
Uigjenkaldelig forlader,
Os kun — os trøster Taaren ey —