En Sømand med et modigt Bryst
Kan aldrig fattes Penge,
Tab skjærper kun hans Vindelyst,
Og Armod er ham som en Dyst,
Der ej kan vare længe.
Naar Søen plyndrer fra sin Ven
Og sætter ham paa Prøve,
Da leer han kun og tvinger den
At bringe tifold det igjen,
Som den har turdet rove.
Han sadler dristig Havet op,
Saasnart hans Hjerte lyster,
Og rider, højt paa Bølgens Top,
I Trav og susende Gallop
Til guldbestro’de Kyster.
Strax er han der saa rig, han vil,
Og lystig som den Rige,
Og sætter Boven-Bramsejl til
Og flyver glad, med Sang og Spil,
Tilbage til sin Pige.