Højt lyder Bedeklokkens Slag
I Aftenskumringen,
Og Bonden fra en møjsom Dag
Til Hvile haster hen;
Den muntre Fugl har Øiet lukt,
Hver Skabning tier nu; —
Kun Aftenbakkens lette Flugt
Omsirkler mig endnu.
Til Tanker du indbyder mig,
Du stille Sovested!
Her, hvor den trætte Landmand sig
Til Hvile lægger ned;
Her Dagens Værk han fuldendt seer,
Og ham er Søvnen sød;
Ej vaagner han til Møje meer
Og ej til Jordens Nød.
Ej kunstigt Marmorbilled her
Begræder end hans Savn:
Det sorte Kistetræ kun bær
Hans uberømte Navn;
Vantrevne Hyld sig bøjer ned
Om skumle Kirkegaard,
Og blomstrende kun Tislen ved
De sjunkne Grave staaer.
Dog hviler her vel mangen Mand,
Som mere ædel var,
Meer stræng i Dyd og Pligt, end han,
Der Ordensbaandet bar;
Maaskee en bedre Taare ned
Paa simple Grav har flydt,
End i sit Marmorleiested
Den Mægtige har nydt.
Og mangen Mø henslumred’ her,
Som Egnens Smykke var,
Meer skjøn end den, der Prydelser
Af Guld og Purpur bar;
I hendes Smiil var Himlens Fred
Og blid ukunstlet Dyd;
End græder hendes Brudgom ved
Den Grav, der tog hans Fryd.
O naar og mine Been engang
Nedsænkes her i Muld,
Og naar ved Sang og Klokkeklang
Man øser Graven fuld:
Da græder og en kjærlig Ven
Her ved mit Hvilested,
Og ofte mindes jeg igjen
Med stum Vemodighed.
Og ofte Landsbypigerne,
Ved Aftenrøden her,
Skal glade samles, snakkende
Om gamle Hændelser;
De tale da om Kjærlighed,
Dens bitre, søde Fryd,
Og hver fortæller, hvad hun veed
Om elskte Brudgoms Dyd.
Da sige de: O! nær herved
En Digter jordet blev,
Der gjorde ingen Mand Fortræd
Og mange Viser skrev.
Da hædre de endnu min Grav
Med skyldfri Glædes Klang,
Og Egnen giver Gjenlyd af
Min Ungdoms bedste Sang.
Naar Maanen da gaaer rødmende
Bag Kirketaarnet frem,
Og naar de muntre, syngende,
Fra Graven vandre hjem, —
Da sige de: Gud glæde dig
I høje Himmelbo!
Sov, gode Digter! sødelig
Til Dommedag i Ro!