At Ladhed er parret med Smerte,
At Arbejd Velsignelse er,
Det tidlig min Fader mig lærte,
Den Lære den er mig saa kjær.
Sundt Blodet om Hjertet mig strømmer,
Og Styrke jeg har i min Arm,
Jeg Natten ej ængstlig bortdrømmer,
Og Kummer ej nager min Barm.
Jeg veed ej, — det Andre maa lære —
Om mellem de øvrige Land’
Der noget meer frugtbart kan være;
Det gaaer mig desuden ej an; —
Jeg veed, paa den Jord, jeg skal dyrke,
Min Fader fandt Føde for sig;
Og, lævnes mig Helbred og Styrke,
Jeg finder nok Føde for mig.
Plov veed jeg behændig at kjøre,
Og Leen er let i min Haand,
Min Segl kan jeg mesterlig føre
Og nemt tvinge Axet i Baand;
Og Plejlen forstaaer jeg at slynge
Og Kornet at kaste i Lo,
Og veed jeg, ved Viser at synge,
At gjøre een Time af to.
Saa veed jeg, hvad Fødeland kræver,
Og helligt er Fødelands Krav;
Gud gav mig to kraftfulde Næver,
Og Kongen jo Vaaben mig gav.
Paa ingen af dem bør jeg spare,
Og kommer mit Land udi Nød,
Jeg seer kun mit Fødelands Fare
Og frygter ej Krigerens Død.