FOR BEGYNDELSES-TALEN
Chor.
Sænk, Viisdom, sænk din Glands herned! —
Besøg Dit Helligdom i Norden! —
Opfyld det med Dit Smiil, at Jorden
Maae see Dit Tempels Herlighed! —
Fyld Alt’ret, som vi bygde Dig
I Lye af Skiolds bemooste Stamme! —
Straal Aanders Lys! — brænd Guders Flamme! —
At Dan og Nor maae fryde sig.
Recitativ.
I Herthas kolde Skygger
Opreiste Dan de vidtadspredte Hytter: —
Hver, stolt, og stærk, og heldig ved sin Arm —
Riig ved sin Fiendes Overflod —
Kun samlede til Fryd ved Vaabenbrag,
Ved Luurets vilde Skrald og Minni-Sang;
Thi Himlen dulgte dem endnu sin Fryd —
Og hver en Slette skiulte, ræd for Vold,
Sin Skat i Lyng, og Kiær, og evig Snee. —
Da straalte Viisdom, og den Himmelske
Kom til Skioldungen i et Smiil fra Gud —
Da, o Canut! da smeltede Dit Pandser;
Og undrende saae Norden Fredens Glæder
Udvelde fra Din seyervante Barm —
Og voxende og vældig flød en Strøm
Af saligt Lys fra Danne-Kongers Throne. —
Da følte Cimbrerne det blide Dag-Skiær —
Og Haab, og virksom Drift, og Forske-Lyst;
Og mildrende og vennekiære Kunster
Oplivedes trint om Din Søn, Estrithe,
Og trint om Valdemar, om Axels Ven,
Og om hans seyer-sælle Navner. —
Men, Christiaan, Dig, Du store Konge-Fader
Vor Glædes Veld, vor elskte Skygges Rod,
Dig, Helt fra Oldenborg, Dig var det giemt,
At bygge Himlens feire Datter
Et Huus, et varigt Helligdom i Norden! —
Tre Sæder alt modtager Viisdom her
Med Velbehag vor Dyrkelse, vort Offer —
Og daglig blidere, med større Glands,
Med altid voxende Fortrolighed
Nedlader Hun sig synlig, at udsprede
Sin Rigdom — Himmelsk Lys, og Jordisk Vælde,
Og Glædens Aand, og sand Lyksalighed,
Og Helte-Dyder fra sit Alter
Blant alle Dans og Nors og Anguls Slægter —
Tre Sæder staaer det høie Alter —
Og — hør os Himmel! — evig skal det staae.
Arie.
O Viisdom, tryg som Nordens Fielde,
Uskiult og stadig, som dets Poel
Udspreed Dit Lys, Din Fryd, Din Vælde
Trint om Skiold-Ungens Konge-Stoel!
Trods Mulm og vilde Hvirvel-Vinde,
Viis os Din sikre Vey til Held;
Og styr vor Gang, indtil vi finde
Dig selv og Dit bundløse Veld!
Chor.
Straal, evig Viisdoms reene Flamme,
I Lye af Christians høie Stamme! —
Fyld Templet, som Han bygde Dig! —
Dans yngste Slægt skal see Dig tindre,
Og, mættet af Din Glands, erindre
Dit første Glimt med Fryde-Skrig.
FOR DEN THEOLOGISKE TALE
Chor.
Fyld dem med Kraft, hvis Læber prise,
Hvis Aand fortolker Almagts Bud;
At de med sikkre Skridt maae viise
Din Vey til Dig, Du Glimt af Gud!
FOR DEN JURIDISKE TALE
Styr dem, hvis Kald det blev at byde
Dit Danmark Held, og Ret, og Fred,
At hver, o Viisdom! trygt maae nyde
Sin Deel af Din Lyksalighed!
FOR DEN MEDICINSKE TALE
Du, som opreiste Siælens Hytte
Til Helligdom for Skaberen,
Vær dem et Lys, hvis Raad beskytte,
Hvis Kunst paa nye befæster den!
FOR SLUTNINGS-TALEN
Betrygged Rigdoms milde Sæder
Og prøved Sandheds ægte Dyd
Forevige ved moedne Glæder
Det første Dag-Skiær af Din Fryd!