Svulmende Vellyst, du som mit Bryst af Leer
Længe forgjæves stræber at dæmme for
Bundløse Veld af Støvets Glæder
Flyd kun, o strøm fra mit fulde Hjerte! —
Styrt i din Vælde! — Bruus over Dalene
Høyt, at den trætte Vandrer maae finde dig
Og fylde sig med Kraft — og nyne
Skaberens Priis paa sin tørre Foed-Stie —
Ikke nedsvælger MoorLands forbrændte Fjeld,
Graadig i Løndom den sig betroede Fryd —
Den mætter tusinde — den Arme
Drænker Aegypti umaalte Sletter
Syvfold udspreder Nilen til Fremmede
Fedmer som Himlen skjænkte din Barm af Steen;
Navnløse Bjerg! — Omspændt af Ørkner,
Hører du ey dine Fostres Lov-Sang
Tøver ey Havets kolde ustadige
Vandrer at qvæge falmende Lilier —
De mætte aande Guders Vellyst
Svindende Skye, som du ey fornemmer —
Og jeg, hvis Hjerte lignende Skaberen —
Tusindfold nyder Held, som det øser ud —
Og skulde jeg i Kreds af Brødre
Stable mit Leer for AlGodheds Kilde
Styrt i din Vælde salige Strøm af Gud
Bruus fra min Læbe, høyt, at dit raske Fald