Johannes Ewald (1743–81)

En Esel vant til Byrder og Slag,

    Bar, i den Troe at det saa skulde være,

Taalmodig, jevnlig, Dag for Dag

    Alt, hvad han fik at slæbe paa,

Saa længe han kun ey fik meer at bære,

    End det han pleyed at faae —

Men — intet ont er til, som jo kan blive værre,

    En Esel selv — o ædle Mennesker,

Bemærker nøye, hvad jeg siger her! —

    En Esel selv, hvis Kaar I dog forsmaae;

Kan blive verre faren, end han er,

    Thi vor Langøre gik det saa;

Den gang han skiftede sin Herre —

    En gierrig Bonde, i hvis Lod han faldt —

Tog følesløs, saasnart det var betalt,

    Vor Esel — Godheds Værk! kun for sit eget,

Og daarligt, blot fordi det kunde bære meget,

    Paastod han, at det skulde bære alt —

Hver Dag betyngedes vor Esel meer; —

    Og som det alt for ofte skeer,

Blev med hans Byrder og hans Strimer fleer —

    Hvad skulde nu den Arme giøre? —

Han fandt sit verre Kaar — og skreg saa ynkelig,

    At Himlen vist fornam hans Skriig —

Dog ak! os Mennesker kan Esler ikke røre —

    Hans Herre stolt — thi Bestet var hans eget,

Saae til ham med Foragt, og raabte ubevæget:

    »Unyttige Forvovne! Skriger du? —

Da skal du bære meer, og prygles meer endnu —«

    Han holdt sit Ord — dog med en Rest af Haab,

Som Arme saa ugierne vil forlade,

    Blev Eslet ved sit jammerlige Raab;

Og da det intet kunde skade

    Saa — skiønt det daglig af Erfaring saae

        At ingen agtede derpaa,

Skreeg det saa længe som det kunde staae —

    Men da dens Knæ nu zittrende og svage

Snart skulde synke — og da dens Øye mat

    Kun viiste det sin sidste Hvilenat,

Da gik det villig, og holdt op at klage —

    »Ha!« raabte Bonden glad — »saa skal man lære

Jer dovne Esler at bære —

    Du bærer meer end før — hvi skriger du da ey?«

»Ney!« svarte nu det stolte Esel: »Ney! —

    Før stod mit Haab om Lindring kun til dig,

Da skreg jeg — skiønt jeg fandt dig ubevæget

    Ved al min Nød — ved alle mine Skrig —

Men nu Haardhiertede, men nu

    Behøver jeg dig ey — nu hielper Døden mig —

Og troe, det er mig ligemeget,

    Om Døden hielper eller du.«

                          --

Naar Undertrykte lære

    Hvad Eslet seent forstod,

Da først: da skal de bære

    Der’ Kaar med større Mod —

Hvi hyle de, som Daarer,

    Til deres Fienders Lyst;

Og spilde Strømme-Taarer,

    Paa hvert et Stenhaardt Bryst? —

Tyranner er kun svage,

    Og kan, endskiøndt de vil,

Ey skabe større Plage,

    End vi har Kræfter til —

Hver nye, hver større Kummer,

    Gir os langt bedre Haab

Om Trøst og salig Slummer,

    End alle vore Raab —

Thi sank vi under Nøden,

    Da smilte Armes Ven —

Da gav han kierlig Døden

    Et Vink at ende den —