Stor er den — Giennem Himlene
Skal Glædens høye Gienlyd trænge,
Som Musen aandløs lisplende,
Betroer de neppe stemte Strænge! —
Stor er den Fryd, min Sangerinde,
Som qvæles i dit spændte Bryst! —
Stræb, at udøse den — at finde
En værdig Tone til din Lyst! —
Men svagt skal Sang fortolke dig,
Som henrykt føler, før du skuer! —
Svæk Flammer som fortære sig! —
Dæmp Muse — dæmp de vilde Luer! —
Vær kold! — og prøv den Ild som giver,
Dit Suk, din Aande Glædens Lyd! —
Udforsk den Virvel, som bortriver,
Din drukne Aand i Svælg af Fryd!
O du, hvis Hierte svulmer let,
Af Himmelsk Lyst, som Støv udbreder —
O du, som elsker Mennesket —
Vey alle hans Lyksaligheder!
Søg i Jord-Gudens vide Riger —
Opdag imellem Poelerne,
Det Væld hvoraf din Glæde stiger,
Rask flyvende Calliope! —
Stands ey din Flugt ved Perus Muld,
Som Støvets blinde Slægt begnaver;
Hvor Glæden qvæles under Guld;
Og under tyngre Graad af Sklaver! —
Men iil! — men bruus paa Stormens Vinger! —
Hvor Blod befrugter Daphnes Træ! —
Hvor Dødens tause Ørk omringer,
En Timurs dampende Trophæ! —
Søg heller ey din Glæde der,
Hvor Hagar stolt af øde Zoner,
Giør sine tørre Felleder,
Til alfar Vey for Nationer! —
Dit Øye, som kun Tomhed trætter,
Skal mørknet savne Øyemed.
Glad, naar det i umaalte Slætter,
Dog fandt en Grav at hvile ved! —
See neppe til det Hav af Sand,
Som Magogs Horder oversvømme —
Den Ørk, som ingens Fødeland,
Er hver en Vandrers Herredømme!
Skue ey derned! — Thi, hvo vil pryde —
Hvo vil berige Jord med Lyst;
Hvis Frugter Fremmede skal nyde,
Og skabe Fryd til Fienders Bryst? —
Skye hvert uhegned Overdrev,
Hvor Vrimmel samlet at nedtræde,
Jordfostrets Næring før den blev,
Opsluger hver fremspiiret Glæde!
Du døer, naar vilde Humler sue
Din Lyst, dit Blod, stræbsomme Bie! —
En Vandrer fandt din aabne Kue,
Men Honning fandt han ey deri. —
Naturens Skat er ey forstrøed,
Paa Jord, som Hindens Fodtrin hærder —
Den giemmer Guldet i sit Skiød;
Og Rosen bag ved Tiørne-Giærder —
Bereed at mætte Myriader,
Gav den sin Vellyst ey til Priis. —
Huusholdrisk god, som Glædens Fader
Indhegner den sit Paradiis. —
Har Jorden en Lyksalighed,
En Rigdom, der formaaer at fryde
Vort Hierte, naar vi ikke veed,
At eye sikkert hvad vi nyde? —
Mon ey vort gridske Bryst indhegner
Det mindste Glimt af Himmelen? —
Hvor er den Lyst, som ikke blegner,
Saasnart enhver kan røve den?
O søg da min Calliope,
Søg Kilden til den søde Smerte,
Til dette heede Gysende,
Som kryber i mit fulde Hierte —
Og søg den kun bag Palme Skygger,
Kun hvor et høyt og troefast Hegn,
Omgiærder Glæden, og betrygger
Lyksaligheders Føde-Egn! —
Men henrykt — høy — ufattelig —
Men i en Strøm af stærke Toner,
Men, som et samlet Frydeskrig,
af lykkelige Nationer —
Men op til Godheds Throne stiger,
Camoenens underlige Sang —
Og kun Skioldungen og hans Riger,
Fornam min Siæl af Harpens Klang. —
Er det da dig, jeg svulmer ved? —
Er det dit Navn du Guders Pode? —
Er det dit Folks Lyksalighed,
O Danmarks CHRISTIAN den Gode? —
Er det dit Vink, hvoraf den Iver,
Den Stolthed tændes i mit Bryst? —
Er det din Glæde som bortdriver,
Min drukne Siæl i Svælg af Lyst? —
Thi høyt, som Brag af Flammerne,
Hvori et Jubel-Offer knittrer,
Udtonte min Calliope
Det Navn, hvorunder Strængen zittrer —
Thi, som den tøede Bierg-Flod bruser,
Om Vaaren fra et Nordisk Field;
Saa sang den ypperste blant Muser,
Saa vældigt sang hun Navnets Held. —
Var det da dig, du Æt af Dan
Du ædle Spiir af Asgaards Helte?
Var det dit Smiil, vor CHRISTIAN,
Hvorved jeg fandt mit Hierte smelte? —
O! — hvilket Sløer har skiult mit Øye? —
Jeg fandt mig dansk og lykkelig —
Jeg fandt et Gienskin af den Høye,
Og — tvivlte, om det kom fra dig? —
Udsmyk mig Muse, med den Glands,
Hvorved du seer at Norden frydes,
Og med en hellig Lorbær-Krands,
Skal Dannebardens Tinding prydes! —
Og stem du selv de gyldne Strænge! —
Og styr min alt for svage Haand! —
Thi Christians Glæder giennemtrænge
Min Siæl — og svulme i min Aand. —
Jeg fandt et Glimt af Planteren,
Som dyrker Gothers Lod i Norden —
Som Godhed liig omdanner den,
Til Dyders Paradiis paa Jorden —
Jeg drak et Smiil af Dans Beskytter,
Af ham, som Nor betrygges ved —
Han, som omgiærder Anguls Hytter,
Og Cimbrernes Lyksalighed. —
Derfor skal Phoebus hellige
Min Mund med Vand af Hippocrene —
Og ved hans Flamme skal jeg see,
Den underlige store Scene —
Og op til Python-Banes Tone,
Skal jeg forhøye Harpens Klang,
Og stolt — bekrandst med Daphnes Krone,
Istemme Danmarks Jubel-Sang. —
Thi Lorbær-Træets Helligdom —
Thi Olie-Greenens brede Skygge —
Thi Palmen vil jeg synge om,
Hvorunder glade Myrer bygge —
Og af en varm betrygged Kue,
Som mætte Bier mylre i.
Skal Barden fange himmelsk Lue
Og lære Guders Harmonie! —
Og Danskes grønne — tætte Hegn —
Og Normænds Klippe-Muur fornemme —
Og hver betrygged, frugtbar Egn,
Forstaa mit Hiertes høye Stemme!
Og Jordens sidste Slægter høre,
Høyt over disse Fryde-Skrig;
De varme Følelser som røre —
De Syner som fortrylle mig! —
Hvor Saxers Elv troeloves med
Nordhavet — Hvor den stille Trave,
Adskiller Øster-Søens Bred
Begynder Danne-Kongens Have;
Og først hvor Zemblas hvide Høye,
Optaarne sig for Himmelen —
Hvor Nat begrændser Musens Øye —
Hvor Glæden døer — der endes den —
Det Jord-Strøg var, som Mesechs Lod,
Som Ørknerne, hvor Tubal flytter,
Arm i Naturens Overflod,
Med Lyst de alt for lette Hytter —
Jord var den kun da den Algode,
Gav den til Asa-Odins Slægt;
Og smiilte til den — og betroede
Dens Held Skioldungens Varetægt. —
Da svulmede dit kolde Skiød,
Befrugted af din Engels Øye,
O Nord! — og fremmed Rigdom flød,
Af Gothernes besneede Høye —
Da skiultes Fieldets nøgne Sider,
Med Belter af Smaragd og Guld —
Og stolte Marmor-Pyramider,
Fremspiirede af Dalens Muld. —
Da straalte Godheds Helligdom
I Leyre — Og de milde Sæder,
Og alle Sydens Kunster kom,
At boe blant Nordens unge Glæder. —
Og under tunge Olie-Greene,
Fremspiirte Vid og Helte-Dyd,
Og henrykt sang en dansk Camoene,
Skiold-Ungens Vælde og hans Fryd. —
Hvi svulmer min forvovne Sang,
O Nordens Guder, op til Eder? —
Hvi taler Harpens matte Klang,
Om Danne-Kongens Herligheder? —
Istem du selv din Sang, o Rygte,
Om Dalen og om Fiældene,
Som Odins tappre Børn bebygte
Og CHRISTIANS Stamme prydede. —
Thi du forraadte Glædens Egn,
Til Gomers tætbeboede Stæder
Du raabte høyt at intet Hegn,
Beskiærmte Danskes unge Glæder —
Da bruuste Sydens Nationer,
Til Trods for Arilds Skik mod Nord —
Og bad de undrende Teutoner,
Om Brødres Andeel i der’ Jord. —
Saa stimle Spurrerne med Skrig,
I Kreds omkring den gyldne Trave —
Saa gridsk tilegne Humler sig,
Hver Urt i en Hesperisk Have —
Som alle Japhets Slægter trætte,
Om Gothernes Lyksalighed,
Og Norskes Fiæld, og Danskes Slætte,
Blev Europæers Føde-Sted. —
O Land, du varst Algodheds Priis
Naturens Fryd, Skiold-Ungens Ære —
Du varst et jordisk Paradiis;
Men Danmark holdst du op at være! —
Af Søen hærdet til at lide,
Uvant til Landets Overflod,
Gik dine Giæstfrie Børn til Side,
Og Jorden deeltes i der’ Lod. —
Da — o da kom den anden Dan —
Af begge Stiftere, den Største —
Da kom den gode CHRISTIAN,
Og følte sig de Danskes Første,
Grams Arving straalte fra sin Himmel —
Hans Øye søgte smiilende,
Sit Folk — og blant et fremmed Vrimmel,
Udfant hans Hierte Cimbrerne. —
Siig vilde Muse, hvad det er —
Udtyd de heede Suk, som trænge
Mit Bryst! — Nævn mine Følelser! —
Svulm! — brænd! — ras i de gyldne Strænge!
Adspørg min alt for søde Smerte —
Min Ild, om jeg er Dannemand? —
Siig — Læs i mit udspændte Hierte:
Har Christian skabt mit Fødeland? —
Thi nu indhegner Elvens Bred,
Og Skagraks Vand og Spidsbergs Strømme,
Kun dansk og norsk Lyksalighed;
Kun ægte Gothers Herredømme —
Thi han, som Ørknerne adlyde,
Hvis Heeder blomstre, naar han vil,
Han saae sin Æt, og bød den nyde,
De Frugter, som den fødtes til! —
O du, som skiuler Glædens Egn —
Vort Eden, med din store Skygge! —
O CHRISTIAN, bag hvis tætte Hegn,
Vi saae med Lyst, og høste trygge! —
Min Ild — min smeltende Camoene
Kan henrykt ey fortolke sig —
Et klogt og stræbsomt Folk allene,
Skal værdig — evig priise dig! —