Held dig, nyeskabte Aar, som nu saa blid fremstiger
Af Evighedens Nat! — Held dig fra Verdners Gud!
Han selv — han byde dig, at være CHRISTIANS Riger,
Sit Velbehags — sin Freds — og sine Glæders Bud! —
Fyld Danne-Kongens Bryst med Smiil fra Naadens Throne! —
Hans Aand med saligt Lys, fra Viisdoms blide Soel! —
Bring Styrke til Hans Arm! bring Ære til Hans Krone! —
Udspred Lyksalighed omkring Hans gyldne Stoel! —
Vor elskte Palme-Qvist — vor FRED’RIK byd oprinde,
I stærke Skud til Træ — til Efter-Slægtens Lye! —
Stadfæst vort Nordens Ven — og Cimbrernes Veninde,
Hver Glæde, som De har, og skiænk Dem daglig nye! —
Med Belter af Smaragd omgiord de Norske Fielde! —
Og skiul de Danskes Dal, med tætte Sløer af Guld! —
Udbred vor Skat! — og viis, at al vor sande Vælde,
Var kun tildekket med en Fodbred af vort Muld!
Kron hver en Dansk med Held, som uforfærdet følger
Vor sølvblaae Vey til Roes, igiennem Storm og Skiær! —
Byd Havet skaane dem! — og tving dets vilde Bølger,
At de tilvelte os Fred og Velsignelser! —
Fyld Kunstnerne med Viid! — Arbeiderne med Styrke! —
Formeer dem! viis enhver en roelig Nærings-Vey! —
Plant Hegn af Kiæmper om det Eden, som vi dyrke! —
Fyld dem med Mod! og mag, at det behøves ey! —
Men hver, hvis Daad — hvis Røst det Godes viise Giver
Bestemte til sin Tolk — mod ham, vær dobbelt mild! —
Fyld Dommerne med Lys, og Mod og retviis Iver! —
Og Lærerne med Aand! — og Skjalderne med Ild! —
Straal for enhver især, som veed, hvad han begierte! —
Giv ham at naae sit Maal og troe sig lykkelig! —
Men alles Bryst opflamm’! — at hvert et indfødt Hierte
Maae føle Danmarks Vel, før det erindrer sig! —
O lær os agte det vor Lyst, vor Held, vor Ære,
Med ægte Danne-Dyd at pryde Danskes Hiem! —
At andre see vor Glands! — og at vi selv maae lære
At elske Fremmede — og ey at savne dem! —