Til min M***
(1780)
(1780)
Sværdets Hvinen og Skraldet af Skiolde
Tvinger nogle til Sang, og din Vellyst,
Biarkemaalet og Nornernes Hilsen,
River der Aand i din brusende Virvel,
Krigerens Thor!
Naar det skummende Bæger kun blinker,
Smeltes andre som Riimfrost i Solen,
Minni flød fra de flammende Læber,
Brage skal altid med Saft af Odrærer
Blande der Miød.
Mange findes, hvis Aand kan ey modstaae
Brune Piger med svulmende Bryster,
I din Lund, o du Elskerens Freja,
Sukke de Velklang og slumre og aande
Brændende Lyst.
Mig — thi ofte har Dalenes Hyrder
Tause trængt sig i Kreds om min Harpe,
Naar de sittrende Strænge fortolkte
Sukkende Glæder, og Smilets og Taarens
Himmelske Sprog. —
Mig har Krigslyd og Vinen og Elskov
Altid mægtig fortryllet, men aldrig
Fyldt med Sang; dine rødmende Druer,
Mosel, og Øresunds blussende Piger
Kryster jeg tavs.
Mig de cimbriske Halvguders Sanger,
Mig, o sødeste, svulmende Stolthed!
Mig som kiendes og elskes af Moltke,
Mig kan de venlige Dyder allene
Skabe til Skiald.
Stille, sølvgraae, som Maanen bag Regnskyer,
Klar, som Smiil, der fremspirer af Taarer,
Høi, (saa syntes den sittrende Amme)
Svævende Nornen, som fordum i Vuggen
Kyste mit Bryst.
»Føl,« saa sagde den svulmende Norne,
»Føl Algodhed og fredsomme Konger,
Jordens Venner, og Dydens og Konstens
Venner, og Armods medlidende Brødre;
Føl dem og syng!«
Derfor sang jeg om Støvets Forbarmer,
Derfor sang jeg om Cimbrernes Venner
Rolf og Balder og Christjan og Fredrik:
Alle som hørte min smeltende Harpe,
Smiilte og græd.
Derfor sang jeg indsvøbt i en Støvregn
Som Philet om Dannemarks Bernstorf;
Kierligt fulgte min Sang og mit Hierte
Cimbrernes Ven; — nu tilvinker Cheruben
Skialden et Smiil.
Derfor, smilende Dyders og frugtbar
Viisdoms flammende Ven, o Du Jordens
Elsker! Derfor, min ædelste Moltke
Fylder Du mægtig mit Bryst, og min Harpes
Sittrende Stræng.